Mange års manglende investeringer i Vordingborg Kommunes lystbådehavne og små jollehavne har efterladt havnene med et gigantisk efterslæb. Og nu viser dykkerundersøgelser, at tilstanden i nogle af havnene er væsentligt dårligere end først antaget, skriver Sjællandske Medier Vordingborg.
Efterslæbet har hidtil været vurderet til ca. 40 mio. kroner, men de seneste udmeldinger lyder på 50 mio. kr. og måske helt op til 100 mio. kroner. Hvis der ikke afsættes de nødvendige midler til vedligeholdelse og reparation af havnene, kan det tvinge kommunen til at sælge flere af de små havne, fremgår det af en havnestrategiplan, som netop er blevet sendt i høring indtil den 27. november.
Strategiplanen er en samlet plan for organiseringen, økonomi, drift og udviklingspotentialer for havnene, der skal sikre fremtidige bæredygtige havne, der er attraktive over for sejlere, vandsportsudøvere, foreninger, erhverv og ikke mindst turister. Et væsentlig element har været at inddrage frivillige i ’Havnens Venner’, som oprettes lokalt på de større havne.
Strategiplanen er udarbejdet i samarbejde med flere fagpersoner, repræsentanter fra FLID – Foreningen af Lystbådehavne i Danmark, samt SydkystDanmark – Visit Sydsjællland og Møn, skriver avisen.
Vordingborg Kommune er i øvrigt den kommune i Danmark, som har den længste kyststrækning med hele 385 kilometer. Ud af de 31 havne i kommunen, så er 14 havne plus en stor erhvervshavn på Masnedø kommunalt ejet. Af de 14 havne drifter Vordingborg Kommune 9 lystbådehavne 100 procent. De øvrige havne driftes af lokale bådelaug.
Fakta
Strategiplanen er udarbejdet som en hjemmeside og kan tilgås via linket her.
Kilde: Sn.dk Vordingborg