Racerbåde til Grand Prix i Horsens


PowerBoat Grand Prix og Havnens Dag finder sted lørdag den 22. maj 2010 klokken 10-18 på Horsens Havn. Der er gratis entré.

             Den 22. maj 2010 indledes jagten på to af motorsportens attraktive titler, når Horsens Havn danner rammen om et spektakulært PowerBoat Grand Prix med den første afdeling af både Scandinavian F2 Open og Nordisk Mesterskab i F2-klassen.<br />


"Vi er utrolig glade for at kunne præsentere det Nordiske Mesterskab i F2 racerbåde i Danmark. Dels fordi Horsens Havn er en fantastisk motorbådsarena meget tæt på bymidten, dels fordi vi håber, at det Nordiske Mesterskab tilføjer denne energiske sport endnu flere vitaminer ", siger Pelle Larsson, formand for den nordiske F2 komité. "Det er en spektakulær sport med teams og kørere, der udkæmper tvedyste på vandet med 160 km/t. Og det bliver endnu mere intenst, når de skal dyste om det største Nordiske Mesterskab i mange år! ".

Publikum inviteres således til åbningen af den formodentlig vildeste sæson i Europa, når der fyres op for de store Mercury V-6 motorer i Horsens Havn.

"Med deltagelse i Horsens af blandt andet verdens nummer et, to og tre bliver det et sportsligt meget stærkt felt. Sidste års løb i Horsens var en rigtig stor oplevelse for alle de involverede, så kørerne og jeg glæder os ekstra meget til årets race i Horsens Havn", siger eventpromotor Leif Alhborg, der er ansvarlig for afviklingen af løbet. "Her er banen perfekt for publikum til at opleve F2 bådenes høje hastighed og store motorkraft".

Racet sker i forbindelse med byarrangementet Havnens Dag, der under temaet "Havnen i bevægelse" tilbyder sjove aktiviteter og spændende oplevelser for børn og voksne. Flere af byens foreninger vil være repræsenteret på dagen.