fbpx

Sea-Doo Speedster

Inkluder i Newsletter: Ja

Den ville være et fuldstændig ligegyldigt stykke legetøj og badedyr, som vi ikke ville ofre så megen plads og opmærksomhed på, hvis det ikke lige var fordi, den også er en uovertruffen redningsbåd til opgaver i de indre farvande, hvor vi alle sammen kan lide at opholde os.
Trods sit legetøjsudseende, er Sea-Doo-bådene for længst blevet gennemskuet af forskellige redningskorps og andre, der har brug for at komme hurtigt og sikkert frem til forulykkede sejlere, dykkere eller badegæster og ikke mindst kunne manøvrere sikkert (for både redningsfolk og de forulykkede) under selve redningsaktionen, for derefter at nå så hurtigt som muligt tilbage til land, ambulancer og hospital.

Redningsbåd
I Sea-Doo’s hjemland Canada og i nabolandet USA opererer Sea-Doo-både - også Speedster 200 - som både politi- og redningsfartøjer og i både salt- og ferskvand. Og her i Danmark har bl.a. Roskilde Brandvæsen og redningstjenesten på den nye Amager Strandpark anskaffet sig Sea-Doo fartøjer.
Vi sejlede med Sea-Doo Speedster 200 på Århusbugten over flere dage, dels som presse- og tilskuerbåd i forbindelse med et danmarksmesterskab for Drager, dels som testobjekt. Og det var en ren fornøjelse hele vejen igennem, lige bortset fra, at jeg for det første aldrig vænner mig til at sejle 60 knob, og for det andet, at jeg som gammel Drage-sejler blev udsat for meget spot og spe fra mine tidligere sejlsportskammerater, fordi jeg sejlede rundt i sådan et badedyr.
Hvad er det så, den kan, som tiltrækker både sejlglade fart-bisser og professionelle søredningsfolk og begejstrer gamle Drage-sejlere, når de først får den prøvet?

Dine kinder blafrer!
Jo først og fremmest kan den sejle hulens stærkt. Alt for stærkt efter min smag. 62 knob på rimeligt fladt vand prøvede vi i et stort tomt bassin i forbindelse med Århus Industrihavn. Jeg klamrede mig til et par af de mange gribelister, båden er forsynet med, og min syvårige søn klamrede sig til mig. Vi så på hinanden, og så skreg drengen pludselig af grin: ”Dine kinder blafrer far,” jublede han. Og, ganske rigtigt, da jeg fik set på de tre andre voksne om bord, så ”blafrede” deres kinder også, ligesom man ser det på nærbilleder af faldskærmsudspringere i frit fald. Kun hans egne barnlige og faste æblekinder, lod sig ikke påvirke af luftmodstanden.
Ubehageligt ja! Farligt nej! Sea-Doo Speedster lever op til sit navn, og nærmest suger sig fast i vandoverfladen, hvad den jo også gør bogstaveligt med det centrale indsug midt i bunden til jetturbinerne i de to trecylindrede firtaktsmotorer med tilsammen 430 hk. Og så er det ligegyldigt for båden om vand-overfladen er flad eller bugter sig i bakkedal, den suger sig bare fast. At det så ikke er morsomt for besætningen i båden, når der er store bølger, det kan båden jo ikke gøre for. Men jeg så mig forgæves omkring efter sikkerhedsselerne.
Og så manøvredygtigheden: Selv med fuld fart, så lystrer den rattet, og tillader føreren en helt præcis styring mellem hvad der måtte være af forhindringer.

Sammenfaldende interesser
At have en hurtig båd, der bider sig fast i vandoverfladen (jeg kan ikke beskrive det på anden måde), som er legende let af manøvrere selv ved høj fart, som ubesværet sejler gennem krappe bølger, og som ingen farlige og bevægelige dele har under vandet, er naturligvis det man skal bruge, når man sejler med vandski eller andre lignende fornøjelser. Men det er sjovt nok de samme egenskaber, som der er brug for i vanskelige redningssituationer.
Man sidder uforskammet godt i et af de to fører/navigatør-sæder i læ af nogle opklappelige røgfarvede læskærme, som trods deres diminutive størrelser virker både mod vind og sprøjt.
Man sidder også rimeligt i de to sæder helt fremme i forskibet, så længe båden ikke sejler over 15 knob, for så risikere man at blive meget våd. Det samme gælder hvis man sætter sig i den ellers magelige tremandssofa agter i cockpittet.
Helt agter er en solplatform, som hvis båden bliver brugt som redningsfartøj, kan bruges til en båre, ligesom der godt kan ligge en eller to tilskadekomne i cockpittet, hvis bl.a. agtersofaen tages væk.
Sea-Doo Speedster er naturligvis udstyret med krog til vandski o.l. og den findes i en anden version, som har indbygget vandballast og et stillads-agtigt stativ hen over cockpittet. Denne version kan sætte nogle gevaldige kølvandsbølger, som man så kan hoppe rundt på hvis man står på et dertil indrettet bræt - det såkaldte wave-jumping.
Helt agter er der en udmærket badeplatform, som dækker de to store waterjet dyser, hvorfra vandstrømmen kan dirigeres i alle retninger. Der er en utrolig manøvredygtighed, både når man sejler med lidt fart på, og når man skal foretage havne- eller redningsmanøvre. Man kan så at sige sejle sidelæns, når man først har vænnet sig til at dreje og regulere jetmotorernes vandstrøm rigtigt.
Det er det canadiske firma Bombardier, der bl.a. også bygger RIBs, der står bag Sea-Doo bådene. Speedster vejer ca. 1200 kg, den er 6 m lang og 2,5 m bred. Den kan trailes efter en mellemstor personbil, og der kan være syv personer eller 650 kg med under sejlads.
Den ligner et badedyr, men den sejler ikke som et og med hensyn til udstyr, så bærer alt præg af, at det er søfolk, der har konstrueret og udstyret båden. Som sådan er de omkring 360.000 kr. inkl. trailer måske ikke for meget. Men som badedyr, skal man dæleme være glad for at bade, for at bruge så mange penge på dyret.

Sea-Doo Speedster
Værft: Bombardier Canada
Længde/bredde: 6,02/2,44 m
Vægt: 1254 kg
Personer: 7 eller 634 kg
Motor: 4-TEC 1502 (x2). 4-takt Jet-power 2 x 215 hk
Pris med moms og trailer: ca. 360.000 kr.
Dansk distributør:
Jet-trade Aps, Jegstrupvej 280, 8361 Hasselager, www.jet-trade.com




Seneste nyheder





Kapsejlads

Så skal Lillebælts 2Star Mester findes igen

Kort nyt

EU har netop stemt for en "Havets Parisaftale"

★ Artikel

★ Landstrøm: Ja, jord skal med om bord

Kort nyt

Tyv satte stjålne bådmotorer til salg på nettet

Kort nyt

De er der ikke endnu – men når de kommer...

Kort nyt

Flot donation øger sikkerheden i Roskilde

Kort nyt

Tun-feber i Helsingør – billetterne er revet væk

Kapsejlads

Anne-Marie Rindom skadet - misser Hyéres!





Udvalgte artikler *