fbpx

Galeon 440 med twin Volvo Penta TAMD 74 L - 2x430 hk

Inkluder i Newsletter: Ja

Moderne design med støbte hjørnestolper og buede linjer. Samtidig har båden særpræg og personlighed. Skroget har stort volumen og dermed har producenten fået plads til alle moderne faciliteter. Konceptet følger det normale. ”Owners cabin” fremme med eget toiletrum, to ekstra kahytter midt i båden og endnu et toiletrum. Stor dækssalon, masser af plads på flybridgen, et stort agterdæk plus badeplatform. Det første indtryk er, at der er god plads i båden.
Før vi gik om bord var det detaljerne og de tekniske installationer vi var mest ivrige for at se. Havde man lavet en ”normal” båd eller noget som er bedre eller dårligere? Svaret kom hurtigt, da vi tog lejderen ned i det store maskinrum med to Volvo Penta 74-motorer (2x430 hk). Inden længe bliver de nyere og mere moderne D9-motorer på hhv. 500 eller 575 hk standard. Som alternativ kan båden også leveres med D6-motorer og Volvo Pentas nye IPS-drev, som iflg. Volvo Penta vil give fart og ydelse som traditionelle installationer med 500 hk, selvom D6-motoren kun giver 370 hk.
Kun et ord er dækkende - imponerende! Her er et maskinrum, som ejeren med stolthed kan vise frem. Lydisoleringen er perfekt tilpasset. Alle ledninger sidder systematisk og godt fast. Det tekniske er velorganiseret og på et meget højt niveau. Eller helt præcist som det skal være. Her er brugt meget tid på monteringen og tænkt nøje over placeringen. I så stor en båd skal der være plads til meget og det skal være nemt at foretage service. Det har Galeon vist på en eksemplarisk måde.

Det tekniske
I maskinrummet er der altså klart plus point. Når man udvikler så stor en båd, er det fint at have meget plads at boltre sig på. Men skal alt fungere forudsætter det en nøjagtig planlægning allerede i startfasen. F.eks. sidevinduerne i dækssalonen, der kan reguleres ved hjælp af elektriske motorer og løftemekanismer, der er købt fra svenske Mercedes. Tv-fladskærmen, der kommer op af det ene skab ved at trykke på en knap. På hver side af agterdækket sidder kraftige pullerter skjult under hængslede luger. Her er også elektriske spil som betjenes af fodknapper på dørken. Med andre ord man kan ved hjælp af spillene og fortøjningerne nemt få båden ind til kajen. Noget som vil kræve betydelig muskelkraft ved lidt vind og strøm.
Nu er havnemanøvrer heller ikke det store problem. Båden har tyngde, to kraftige motorer og thruster både i stævn og på hæk (ekstra). En kontakt med form som et lille bådskrog kan
vrides i den retning man vil have båden. Vrider man stævnen mod bagbord, arbejder bovpropellen i rigtig retning. Det samme hvis man vrider agterskibet. Men skubber man hele
kontakten til siden, arbejder både bov- og hækthruster. Og vips går båden sidelæns - ud eller ind fra kajen. Enklere kan det ikke være. Og så har man to kraftige motorer, som kun kræver tomgang under normale manøvrer. Båden kan også dreje rundt ved at sætte den ene motor til frem og den anden til bak. Og med denne smarte afbryder til thrusteren, er det meget enklere at manøvrere ved hjælp af stævn- og agterpropel. Dette gør at man hurtigt føler man har kontrol over denne store båd. Og oppe på den høje flybridge har man fuldt overblik!
Fordi der er støbte hjørnestolper, er der kun en moderat bue på frontvinduerne, der har to kraftige vinduesviskere. Der er et godt udsyn fra den indvendige førerplads, som også har
et fint overblik over instrumenterne og en stor kortskærm. Alt er godt placeret og man sidder behageligt i stolen.
Skal man ind i havnen, er det i de fleste tilfælde naturligt at benytte førerpladsen oppe på flybridgen. Så ser man det meste - kun den bagerste del af bagbord side er lidt ude af billedet. Man skal også huske, at den store badeplatform stikker ud agter.
Fra agterdækket til flybridgen er der en støbt trappe med bredde, fine trin. Åbningen har en stor, hængslet luge i glas og aluminium. Oppe på flybridgen er der god plads med en stor
sofagruppe, bar, solmadras og to fine førerstole. I bagkanten er en lav, strømlinet og helstøbt targabøjle med plads til antenner, radar etc. Vi fandt kun en ikke så gennemtænkt detalje.
Hele flybridgen dækkes af en meget stor kaleche i et tungt plastbelagt materiale. Et tyndere og lettere materiale havde gjort det nemmere at få kalechen på plads. Der skal hele tre teltstænger på plads under kalechen, men det store problem kommer når man skal have knapperne på i bagkanten af flybridgen. Det er næsten umuligt - man kan ikke nå selv om man står på karmen af agterdækket, og samtidig er det umuligt at nå knapperne oppe fra flybridgen. Her må kunne findes på noget smartere …

Indretningen
Dækssalonen har en stor sofagruppe i styrbord side bag førerpladsen. Til bagbord er der en mindre sofa. Siddekomforten er fin og testbåden havde hynder i blødt skind. Hele indretningen er i højglanspoleret træ og alcantara eller skind. Man fornemmer luksus med det samme. Der er kantsyede, løse gulvtæpper på teakdørken. I bagbord side - overfor førerpladsen - er et veludstyret pantry med bl.a. keramiske kogeplader og mikroovn. Herfra kan kokken følge med i hvad der sker i havnen, i dækssalonen og på agterdækket.
Et par trin nede ligger kahytterne - en på hver side af trappen. Styrbords kahyt har to gode, langsgående køjer.
Den ene er rimelig bred - næsten som en lille smal dobbeltkøje. Kahytten til bagbord er lidt mindre og har to køjesenge. Her er fire gode sovepladser. Kahytterne deler toiletrummet i styrbord side, mens ”owners cabin” helt fremme har et tilsvarende toiletrum i bagbord side med direkte adgang fra forkahytten. Begge toiletrum har separate brusekabiner.
Standarden er gennemgående høj og alt er helstøbt, med spejl, solide armaturer og god belysning. Begge rum er i et moderne og lidt avantgarde design har elektrisk toilet.
Fremme er ”owners cabin” med en stor dobbeltseng. Under sengen er der fire gode skuffer. Fint garderobeskab og en lille
sofa er der også blevet plads til.
Der er en rund ventilationsluge i taget, lysventiler i skrogsiden, stort spejl og en flot belysning.
En ypperlig turbåd for seks personer - enten det er familien eller tre par. Her er masser af komfort.
Flybridgen er trukket så langt agterover at den bliver til tag over agterdækket. Med kaleche agter og på siderne fås et stort, tørt rum. Velegnet til et stort spisebord i kombination med den faste agterbænk plus løse stole.
Flybridgen har vi nævnt og fordækket har plads til en stor solmadras. Badeplatformen er så stor, at man kan vippe gummibåden op. Nævnes skal også de fine trin op til de brede sidedæk, solid pulpit og håndlister på siden af overbygningen. En lille detalje er de små teakluger agter på sidedækkene. Regnvand stoppes her, render ned til drænering i de små rum og ud. I praksis betyder det at regnvandet ikke fosser ind på agterdækket. Smart!
Vi har nævnt bådens fine egenskaber ved havnemanøvrer. Der er kræfter nok når de store VP-motorer slippes løs.
Båden accelererer godt, men 74-motorerne har ikke samme hidsige tryk, som det vi oplevede, da vi sejlede den større Cranchi 48 Atlantique med de store D9-motorer på 575 hk. Derfor tror vi båden vil blive meget hurtigere med to stk. D9-motorer på 500 hk, og det er også det den danske importør leverer båden med. Topfart 34 knob. Båden kan som nævnt fås med IPS og rygterne går inden for branchen, at D6-motorerne snart kommer med en ydelse på 420 hk. Det kan blive et spændende alternativ, for disse motorer er også væsentlig lettere. Manøvreringsegenskaberne med IPS-drevet er tilmed meget gode.
Galeon 440 sejler med tyngde. Den har gode svingegenskaber og fin styring. Topfarten havner på omkring 30 knob. Med en vægt på næsten 15 ton er båden selvsagt solidt bygget og har et stort volumen. Med 2x750 liter brændstof, 460 liter ferskvand, ferieudrustning, passagerer, mad og drikke så havner totalvægten på 18,2 ton.

Konklusion
Dette er en usædvanlig velbygget båd, som ligger højt på skalaen, når man taler om gennemført kvalitet og finish. Designet er moderne og der er masser af plads i båden. Den har det meste man kan ønske sig og er der noget der mangler på listen af standardudstyr, er det muligt at finde det meste på listen over ekstraudstyr. Båden har både udstyr, plads og en meget konkurrence-dygtig pris. Vælger man at gå fra 74-motorerne (860 hk) til de største D9-motorer (1150 hk), skal man betale 361.473 kr. Af ekstraudstyr er en hækthruster til 55.714 kr. værd at tage med. Af de mere fancy detaljer kan nævnes to halogenlys under vand ved badeplatformen (20.089 kr.) eller ekstra ismaskine i baren på flybridgen til omkring 20.000 kr. Xeon stævnlys kan være sjovt at have - de koster kun 14.866 kr. Lige meget hvad, så har Galeon med sit nye flagskib bevist at de virkelig kan bygge en luksusbåd.

  • Konkurrencedygtig pris
  • Lækkert maskinrum
  • Meget plads

  • Kaleche på flybridge
  • Hækthruster ekstraudstyr
  • Skrappe tider for konkurrenterne

    Længde/bredde: 13,72/4,10 m
    Dybgang: 1,20 m
    Vægt: 14.986 kg
    Maks. vægt: 18.216 kg
    Motorer: 2x430 hk
    2xVolvo Penta 74 L.
    Brændstof/vand: 2x750/460 l
    Kahytter/køjer: 3/6 stk.
    Pris fra: 3.820.470 kr.
    Producent: Galeon, Polen -
    Importør: Gnisten Marine tlf. 62 21 49 21,
    www.gnisten-svendborg.dk
    www.galeon.pl








★ Gør det selv

★ Bundmaling: Ram den grønne bølge med det nye sort

★ Artikel

★ Tjekliste til en sikker søsætning

Havne

København kan snart få flydende øer

Kapsejlads

Torbole Lake Garda: Dansk E-jolle triumf

Kapsejlads

J/70 Easter Camp i K.A.S.: Rekorddeltagelse og fokus på VM

Kort nyt

Uventet gave til sejl- og motorbådsklub





Udvalgte artikler *