fbpx

Nor Star 350

Inkluder i Newsletter: Ja
Umiddelbart kan man få det indtryk at den nye 350-model er en moderne familiebåd som mange andre. Men det er før båden er gået nærmere efter i sømmene. Så viser det sig at den har løsninger som potentielle købere bør kigge nærmere på.

Solide håndlister og pulpit af tykke
rør er det første vi lægger mærke til, og giver et indtryk af kvalitet. Det næste er et fint trin i cockpittet når man træder ned fra sidedækket.
Konceptet følger den kendte planløsning med stor U-formet sofagruppe i styrbord side, dobbelt førerstol og et langsgående pantry i modsat side. Sofa-gruppen har mørkeblåt stof og fin plads til 5-6 personer. Med klapperne udslået bliver bordet et stort spisebord. Pantryet har god arbejdshøjde og fin bordplads. Dobbelt stålvask, ovn og skabe - hvor den ene halvpart rummer fire praktiske skuffer. Under førerstolen skjuler sig en kæmpestor skuffe - opdelt i praktiske smårum. Masser af plads til både mad, konserves og service.
Agten for pantryet er endnu et skab. Her er det elektrisk panel - blandt andet til landstrøm. I bunden er barskabet. Vi har nævnt det fine trin op til sidedækket. Her er endnu en detalje: Når trinet slås ned, kommer et lille klapsæde frem. Ved siden af er brandslukker og lænsepumper - overskueligt og let at nå.
Der er en fin gangzone fra kahytten og til badeplatformen. Den store badeplatform har stuverum, kraftig lejder under lugen i bagbord side, ankerspil, holder til fire store fendere og rum til gasflasken.

Ny løsning
Førerpladsen har en god stol med
vippesæde. Det betyder at man sidder højt nok til at få luft i ansigtet på varme dage. Selve stolen er tilpas bred til at der er plads til to voksne og et barn. Kompasset sidder i sigtelinjen lige foran skipperen og længere fremme er motor-instrumenterne samlet. Til højre for rattet er der monteret autopilot, kontakter til trim og motor - til venstre er kortplotterskærmen integreret og let at læse både for skipper og sidemand. Rattet har flere justeringsmuligheder og kan også skydes ind og ud. Her har producenten udviklet en helt ny løsning. Uanset hvor lange eller korte arme man har, kan man justere til en perfekt ratstilling. Det giver en udmærket førerplads.
Frontvinduerne har tre kraftige vinduesviskere med parallelarm og defrosterdyser er standard - selv på de for-reste sidevinduer.
Generelt må vi betegne både ude-plads, pantry og førerplads som gennemtænkt og funktionel. Netop fordi udepladsen er tilpas stor, er det med en vis spænding vi går de tre trin ned til ”bofaciliteterne”.

Fleksibel indretning
I salonen kan man vælge mellem sofagruppe eller konverterer den til en stor, V-formet dobbeltseng. Med en skydedør kan man lukke af til salonen. I praksis betyder dette at man får en mere fleksibel indretning. Når man bruger båden til dagsture, kan det være fint at have en sofagruppe. Det samme gælder hvis et par er alene på tur. Så kan midter-
kahytten benyttes som sovekahyt og man får altså en sofagruppe fremme.
Når ferieturen står på menuen, kan man rede op i forkahytten og så har man
totalt fem faste køjer.
Midterkahytten har en bred dobbelt-
køje på tværs - altså under førerpladsen. Kahytten lukkes med egen dør og lige indenfor døren er næsten fuld stå-højde - eller ca. 1,80 m. En lille bænk og et skab har også fået plads. Den femte køje er en stikkøje i styrbord side agter i kahytten og her er det lidt besværligt at få lagenet på plads.
En anderledes løsning er at toiletrummet er delt i to. I styrbord side er vask og toilet i et rum. Med god plads, alt helstøbt og med skab. I bagbord side - i separat rum - er bruseren. Også her er alt helstøbt. Løsning med delte funktioner er god og man slipper for at gøre hele toiletrummet rent efter badning.
Foran stikkøjen er et stort garderobeskab, der er stuverum under sofaen forude og under kahytsdørken.
Apteringen under dæk er i kirsebærtræ. Alt er pænt tilpasset og lakeret. Kirsebær er som udgangspunkt ganske lyst og får hele indretningen til at virke en tand større - lyst og venlig. På sofagruppen fremme var lyst skind. Eksklusivt at se på, men med tanke på at dette også skal være en af hovedkøjerne, vil det være bedre med et mere behageligt stof. Det er rarere at sove på og koster mindre.
Hovedindtrykket er at producenten har udnyttet pladsen meget effektivt - både ude og inde. Der er meget kompakt under dæk, men det virker alligevel ikke trangt. Lyse farver og fuld ståhøjde er vigtige faktorer.


Cruiser med 25 knob
I motorrummet brummer Volvo Pentas frække 350 hestes D6-motor med DP-drev. Topfarten ligger med let lastet båd 
på 34-35 knob. Med fuld ferielast går topfarten nok lidt ned, men motoren 
har mange kræfter og et solidt drejningsmoment. Cruisingfarten er vigtigere - 
den bør uden besvær havne på plus/
minus 25 knob. Så bliver både forbrug og støjniveau mere behageligt.
Motorrummet nås ved at hæve hele midterpartiet i dørken ved sofagruppen. Det er bare at trykke på knappen - så gør hydraulikken resten. Agterbænken er fæstet således at den følger med op og det er ikke nødvendigt at flytte hynder, bord eller andre indretnings-
detaljer før motorrumslugen skal op. Det gør den daglige motorinspektion hurtig og let. En luge i bagbord side åbner ned til et stort stuverum. I separate kasser sidder fire batterier. Stuverum og motorrum er adskilt af et skot, der nemt kan fjernes så der bliver fin adgang til motoren. De tekniske installationer holder en høj standard - det er ordentligt og overskueligt.
Nor Star 350 klarer sig altså fint med en enkel D6-motor. Båden kommer let 
i plan med moderat planingstærskel 
og cruiser behageligt fra ca. 20 knob 
og op. Den har forudsigelige bevægelser og skrogets egenskaber ligger et sted mellem en ”cruiser” og en ”sportscruiser”. Med det mener vi gode planings- og fartegenskaber med forholdsvis moderat motorisering og gode sejlegenskaber under normale forhold. Skroget forbliver tørt. Styringen er præcis og med bovpropel manøvrerer båden fint i havn. 

Harmoniske linjer
Støbearbejdet er nydeligt og med mørkeblå skrogside er båden pæn at se på. Der er harmoni i linjerne - selv når den todelte kaleche er slået op. Targabøjlen giver et moderne design. Sidedækkene kunne godt have været lidt bredere, men solid pulpit og gode håndlister sikrer færdslen. Fordækket kan bruges som solbadeplatform og forude er forberedt for montering af elektrisk ankerspil. Ankerrummet fremme er stort og dybt. En stige i stævnen letter ombordstigningen.

Konklusion
En ny ”nordstjerne” er født. Her er funktionalitet og fin udeplads. Under dæk er der meget plads og fleksible løsninger. Separat brus og toiletrum er praktisk. Når alt det positive er sagt, kan vi 
også nævne et par mindre fordelagtige detaljer. Mørkeblåt stofbetræk ude er lækkert at se på, men bliver hurtigt for varmt når solen bager. Badeplatformen er lige det laveste og der er for mange 
ens kontakter på instrumentpanelet. Det og flere andre detaljer bliver genstand for produktpleje på kommende byggenumre. Noget producenten ikke kan gøre stort ved, er at Volvos motorkontrol endnu en gang får dumpekarakter - den er følsom og uden sikkerhedsspærre.
I disse tiders skrappe marked, hvor nye både lanceres på stribe, er det positivt at studere en norsk nyhed. Båden er en CE-kategori B-båd. Man får en gennemført kvalitetsbåd med detaljer og indretning udviklet af et team med solid erfaring - både som bådproducenter og som bådbrugere. Det giver kunderne ekstra tryghed og øger trivselsfaktoren.

Nor star 350
Længde: 10,70 m
Bredde: 3,35 m
Vægt: 5000 kg
Antal kahytter: 2 stk.
Køjer: 5 stk.
Brændstoftank/vandtank: 630/285 l
CE-kategori: B
Motor testbåd: Volvo Penta D6/DP 350 hk
Pris: 2.080.000 NOK
Pris testbåd: 2.100.000 NOK
Værft: Nor Star Boat AS, www.norstarboat.no
Forhandler: Floor Marine-Center A/S, 
tlf. 87 11 40 00 oplyser den danske pris.


+ Flot turbåd for fem 
+ Gennemtænkte løsninger
+ Gennemført kvalitet

- Pris 
- Følsom motorkontrol
- Vanskeligt at rede stikkøjen