fbpx

Hankø 28 Classic


Båden er en stor oplevelse at sejle, specielt når den accelererer med 230 hk med turolader.

Godt jeg fik taget mit speedbådskørekort. Her lærer man nemlig at fortælle sin medpassagerer når gashåndtaget bliver brugt. Man skulle jo nødigt smide sine venner af, når man sejler en tur for motor. En Hankø 28 Classic ligner en rolig, hyggelig og nostalgisk sag med pænt spring og alverdens skønne detaljer, men sejle stærkt og accelerere, det kan den virkelig også. Hankø 28 Classic tager nemlig for alvor fat med sin turbodiesel på 230 hk fra Yanmar, der leverer kraften, når luften fra turboladeren komprimeres 10 gange i de fire cylindre, og får kompressionen til at drive stemplerne. Alt sammen for at få den store firebladet bronzepropel på 24 tommer, til at dreje endnu hurtigere. På begge sider af propellen sidder et ror, der tilsammen giver en god kontrol og desuden er disse ror vinklet så de delvis virker som stabilisatorer. Slipper man gashåndtaget når bådens fart er over 20 knob, vil den af sikkerhedsgrunde, straks falde til ca. 10 knob. I Svendborg Sund var vi med den fartglade værkfører Lars Bræstrup fra Walsteds om bord på liebhaverbåden Hankø 28 Classic til 1,6 mio. kroner. Med maksimal fart på 28,9 knob løb øjnene i vand som kørte man i en åben Jaguar, hvilket man roligt kan kalde den stilfulde motorbåd. En båd som aldrig går af mode.
Vi sejlede ud fra Walsteds Baadeværft på Thurø, hvor det har ligget siden 1949. Værftet med 25 velansete håndværkere drives af søskendeparret Sonja og Thorvald Walsted. De har nu et godt bud på en serieproduktion af en daycruiser, velegnet på søer, floder, fisketur eller som tenderskib til f.eks. kongeskibet Dannebrog. 85 procent af værftets omsætning kommer fra renovering og nybygning til udenlandske kunder, hvor håndværket går forud for prisen.
Som så ofte før er Walsted ikke gået på kompromis med Hankø 28 Classic og båden har da også vakt opsigt i en del inden- og udenlandske medier. Designet står Jim Hartvig Andersen fra Hytek Marine i Klampenborg for. Stilen er fra 50’erne, inspireret af nordmanden Bjarne Aas’ Terne-motorbåd. Navnet Hankø stammer fra den idylliske og eksklusive ø af samme navn.
Bådens smukke spring gør den klassisk og duften af mahognitræ og højglanslakeret lak minder en om, hvordan hele lystsejladsen begyndte. Turboen tog fat så man skulle holde godt fast i rattet på den 8,55 meter lange båd. Ellers blev man rykket agter i det dybe cockpit. Der gik kun få sekunder førend de 2,3 ton blev halvplanende. Motoren er støjsvag, så når du møder båden i høj fart vil lyden af skumsprøjt og vandplask være større end støjen fra de 230 hestekræfter. Lars Bræstrup og jeg kunne fint kommunikere trods vi nærmede os de 30 knob. Vi ”gearer” ned og stopper op et øjeblik. Lars løfter op i motorkassen og forklarer igen ivrigt på sy’fynsk:
”Motorkassen er isoleret med et materiale med indstøbt blyplade, som dæmper lyden effektivt. En turbodiesel kræver meget luft til forbrænding, derfor er ført et rør med 28 centimeter i diameter til motorindsugningen. Lyden som søger ud samme vej, går i en lydfælde, der er lavet som en labyrint beklædt med skum i æggebakke-struktur,” siger Lars Bræstrup. Tiden er kommet til de obligatoriske U-sving. Hvor meget skrider båden i søen og hvor meget lægger den sig? Vi sejlede med høj fart ganske få meter fra fotografen, der sad sagesløs i fotobåden. Lars Bræstrup svingede tæt og Hankø 28 Classic lagde sig ikke indad i svinget, som de fleste både gør. Det skyldes dels den 60 centimeter dybe, men også ret lange køl. Og dels Hankø 28’erens såkaldte spraystrips, der løber på hver sin side af skroget, 25 centimeter over vandet fremme på stævnen og ved spejlet faldende til ca. 10 cm under vandoverfladen, når båden ligger stille. Ud over at spraystrips sørger for sidestabiliteten, så gør de også båden tør at sejle i. Der kom ikke tyndt røg-vand op langs siden, som set på mange andre motorbåde.
”Værftet og Jim Hartvig Andersen har eksperimenteret med placeringen og vinklen på disse spraystrips,” forklarer Lars Bræstrup, mens vi stadig er i høj fart. Lidt våd blev jeg i hænderne, da han sagde jeg sagtens kunne svinge den fornemme sag med 30 knob i et U-sving. Jeg gjorde det, men det var med at holde fast i det Walsteds-produceret rat. G-trykket var enormt, som var man i en af de hurtige karruseller, kun tilladt for unge over 16 år. Derfor, køber du en Hankø 28, så sænk farten lidt i de skarpe sving, medmindre dine gæster eller børn elsker det kraftige G-tryk og kilderen i maven. Båden var nærmest som på skarpt vinklede togskinner. Vi gik ned i fart og puls og kunne nu bedre fornemme vandet, man er så dejligt tæt på vandet med denne åbne bådtype med et fabelagtigt cockpit. Marchfarten er på 15 knob, her er benzinforbruget 18 liter i timen. Men hvad betyder prisen på benzinen, når man køber en liebhaverbåd. En Hankø 28 Classic er båden naboen drejer hovedet efter på sin egen store glasfiberbåd - hver gang du passerer ham med din støjsvage motor. Prøvetur hos Walsteds kan vi ikke love, men ring og spørg.


 

Hankø 28 Classic er rigtig håndværk
Det modsatte af en industrielt masse-produceret glasfiberbåd. Det er hvad den tidløse Hankø 28 Classic er fra Walsted. Båden er på markedet på opfordring af norske motorbåds-sejlere. Tre-fire måneder tager det et team på 6-8 mand af forskellige faggrupper at håndbygge denne noble, næsten majestætiske motorbåd. Efter en linjetegnings spanterids skæres midlertidige spanter ud, som opstilles på hovedet. Således er bådens ”ribben” klar til beklædning. Det foregår med lange Western Red Cedar lister, der er 22 millimeter tykke og 35 millimeter brede. Listerne er udformet i en fræser så de låser hinanden. Stripplanking foretages fra dækskant og op mod centerlinjen, op langs stævnlinjen og ud over agterspejlet, hvor de skæres af. Så bliver det nye skrog slebet, spartlet og gjort lufttæt klar til vakuumstøbning. Nu vakuumeres skroget med glasmåtte gennemvædet med epoxylim. Derefter bliver kølen, der strækker sig i 3/4 dels længde af båden, udført i skum. Et materiale, som kun vejer 50 kilo pr. kubikmeter. Under ”skumkølen” lægges på underkanten en mahogni-sål, som tåler kraftigt tryk. Uden på det vakuumeres glasmåtte vædet med epoxylim. Så langt så godt. Denne del udføres af to mand på ca. fire uger. Nu skal båden vendes, hvorefter afstivende struktur som bundstokke, langsgående stringere og motorfundamenter monteres, det meste udført med en kerne af skum. Også det overtrækkes med glasvæv vædet med epoxylim og vakuumeres så alt træ og struktur er forseglet. Dette sikrer en absolut tæt, let og meget stiv båd, understreger værkfører Lars Bræstrup. Nu lægges teakdækket, vindspejl og targabøjle bliver stillet op, og to hovedskot bliver sat i. Derefter følger installation af motor, styresystemer, lænsepumper, brændstoftanke, søventiler, vaskafløb til pantryvask. Så er det tid til finish behandling, som udgør en stor andel af projektets timeforbrug. Det blå fribord er sprøjtelakeret med tokomponent AwlGrip højglans lak. Alt mahogni lakeres med 10 lag AllGrip klarlak. Derefter følger montering af vinduer, isolering af motor, opstilling af kistebænke, pantry, som er lavet i moduler. Skandæk, vindspejl og cockpitkarme er udført i Khaya-mahogni. Teakdækket er lagt på Walsteds verdenskendte facon. 

Fire kan overnatte
Under fordækket med meget lavt til ”loftet” findes en sovemulighed. Der er to regulære sovepladser til personer på op mod to meter. Kahytten er indrettet med hylder i siderne og stuveplads under køjerne. Det er også her toilettet kan installeres. 
Trækker man kalechen, som er placeret standby op af targabøjlen, ud over cockpittet kan to overnatte agter i det dybe cockpit. Et cockpitbord kan sættes op med plads til 6-8 personer. Hankø 28 Classic har et mindre pantry med komfur og køleskab. Et toilet kan også monteres med en tilhørende fakalietank, der leveres som standard. Vindspejlet kan åbnes i midten, så man opnår lettere adgang til cockpittet fra fordækket. Et trin er lavet til formålet. Trinet fungerer samtidig som dørstopper for kahytsdøren. Jo, detaljen tæller hos Walsteds Baadeværft. Tag bare beslagene i syrefast stål eller det helt vidunderlige rat designet specielt til Hankø og udført af Thurø-håndværkerne, forarbejdet i syrefast stål og mahognitræ, og sprøjtelakeret med 10 lag lak. Værftets grundlægger, den nu 82-årige Aage Walsted, sagde allerede i 1963 at værftets medarbejdere ikke kun skulle være tilfredse med den mindste detalje. De skulle også være stolte. Og det er medarbejderne stadig - med god grund.


HANKØ 28 Classic
Design: Jim Hartvig, Hytek Marine
Længde/bredde: 8,55/2,60 m
Vandlinje: 7,65 m
Dybgang: 0,70 m
Vægt: 2300 kg
Dieseltanke: 2 x 100 l
Vandtank: 60 l
Toilettank: 40 l
Maks. hastighed: 30 kn
Marchhastighed: 15 kn
Motor: Yanmar, diesel 230 hk 
Pris: 1,6 mio. kr.
Walsteds Baadeværft A/S, tlf. 62 20 51 68.