fbpx

Joda 370 Sport

Inkluder i Newsletter: Ja


            <br />

Joda 370 Sport er en voksen sportscruiser med fem faste køjer under dæk. Separat og komfortabel kahyt forude med dobbeltkøje. Midter-kahytten har en dobbelt-køje på tværs. Og desuden en ekstra stikkøje i bagbord side. Altså fem fast køjer. Ideel for en familie med tre børn. Der tager Joda virkelig kegler, for mange af konkurrenterne har kun faste køjer til fire. Der er god plads under dæk og i midterkahytten er en tresædes sofa placeret i styrbord side. Toiletrummet har god plads med mulighed for at bade og godt med stuveplads og skabe.

I cockpittet
Bådens absolutte fordel er det store cockpit. Førerpladsen har to komfortable stole og agtenfor en voksen U-formet siddegruppe til styrbord. Her er rigelig plads til at indtage et herremåltid, hygge sig om aftenen og lægge bordet ned for at lave en solseng. I nødstilfælde kan den også gøre nytte som ekstra gæsteseng under kalechen. I bagbord side er et veludstyret langsgående pantry. De fleste vil finde det mere end stort nok. Løsningen giver en fin gangzone gennem hele båden - helt fra skydedøren ned til kahytterne og til udgangen mod badeplatformen, der er bred, stor og integreret i skrogformen.
Sidedækkene er brede nok til sikker færdsel og der er en kraftig pulpit hele vejen. På fordækket kan man lave en solseng. Det er en stor og to mindre luger på fordækket, som giver både lys og god ventilation. Båden har solide beslag og håndlister netop der hvor man har brug for dem. På dette punkt kan vi kun fastslå at norske producenter er kommet langt både når det gælder rigtig funktion og høj kvalitet.

Harmonisk
Motorrummet ligger under den selvlænsende dørk og på testbåden var installeret to Volvo Penta KAD 300 motorer. Det tekniske holder et højt niveau. Førerpladsen har et moderne og innovativt snit og det hele fungere godt. Her er både god placering af instrumenter, rigtig placering af skærm, kompas og plads til papir søkort. Udsynet fremover er fint - det giver et mægtigt indtryk med det lange fordæk. Stolene giver god komfort og man har en godt udsyn fra siddende stilling. Først når man rejser sig op og møder fartvinden får man føling med farten - siddende mister man noget af fartfølelsen fordi man sidder så godt beskyttet. To kraftige vinduesviskere, fin placering af sidelanternerne og afskærmning af toplanternen giver god sigt under de fleste forhold.
Minuset med båden er en stor, todelt kaleche. Forreste del giver en god beskyttelse når det bliver surt - i regnvejr må hele kalechen op. I ærlighedens navn prøvede vi ikke kalechen på testturen. Det vil overraske os meget om ikke den er helt enkel for også på det punkt er norske producenter kommet længere end de fleste.
De to KAD 300-motorer giver et godt skub. Seks ton båd kommer let op og plane og topfarten logges tæt på 40 knob. Med helt friske motorer. Det er en flot topfart for så stor en båd! For at være venlig mod motoren sætter vi omdrejningstallet lidt ned, men cruiser alligevel omkring 38 knob. Det er hurtigt, men det mest imponerende er hvordan Joda 370 gør arbejdet. Støjniveauet om bord er behageligt, vindsuset nærmest fraværende og båden ligger velafbalanceret med en meget præcis styring. Hele båden trimmer godt og i lidt sø er det direkte morsomt at mærke at denne store båd virker levende, velafbalanceret og harmonisk. Den går behageligt i meterhøje bølger og styrer med stor præcision. Vel at mærke så længe producenten - Ingemann Gjeruldsen - ikke udsætter bådjournalister for narrestreger. Vi ligger med en afslappet cruising på 38 knob! Jeg kan hele tiden føle båden præcist på rattet, men pludselig mærker jeg at styringen slipper. Før jeg siger noget, drejer jeg lidt ekstra på rattet for at være helt sikker og synes oprigtig det er synd for producenten med en sådan ny, fin båd. Idet jeg vender mig for at fortælle at styringen er ude af kontrol, sidder Ingemann med et bredt grin - han havde slået autopiloten til uden at jeg havde lagt mærke til det. Og han synes det var frygteligt morsomt at se hvordan jeg reagerede. Ingen fare på færde - vi var alene på fjorden og havde masser af vand på alle sider.

Konklusion
Langt mindre morsom er Volvos fjerlette, elektroniske motorkontroller. Kun nogle millimeters bevægelse på kontrollerne giver 2-300 omdrejninger på tælleren. Selv i denne tunge båd med behagelige bevægelser, er vægten fra hånden nok til at bevæge kontrollerne. De havner uønsket i bund et par gange. Slet og ret for følsomme. Og der er kun små bevægelser mellem fri og gearet sat ind. Læg tidsforsinkelsen til fra kontrollen sættes i gear til det hele kobler ind. Ved manøvrering til kaj blev vi narret igen - motorkontrollen stod ikke i fri som vi troede, men i bakgear. Så ufølsomme skal motorkontroller ikke være og selv om Volvo Penta hævder at de kan justeres, har vi hidtil ikke prøvet nogen båd hvor det har været overbevisende. At de med kun små belastninger også kan sættes i fuld fart bak eller frem uden spærre, gør det hele lidt farligt. Selv et lille barn kan skabe kaos ved at lege med kontrollerne - for ikke at tale om en ufrivillig skub på håndtagene.
For at være helt ærlig - de elektroniske håndtag passer bedre til et computerspil end i en båd, men i Joda 370 og mange andre både er disse kontroller standard.
Konklusionen efter prøveturen er at Joda 370 Sport virker usædvanlig vellykket - både i planløsning og i skroget. Den går hurtigt med twin KAD 300 og cruiser meget behageligt med et fin støjbillede. Som sportscruiser er dette en funktionsrigtig båd med god plads både inde og ude. Det eneste minus er kalechen, man på denne bådtype må leve med, men på solrige dage er båden helt super.

Joda 370 Sport
Længde/bredde: 11,30/3,28 m
Vægt: ca. 6 t
Køjer: 5 stk.
Motorer: 2 x VP KAD ca. 40 knob 300 hk
CE-kategori: B
Pris fra: ca. 1.800.000 kr.
Pris testbåd: ca. 2.070.000 kr.
Producent: Joda Båtbyggeri,
Importør:Floor Marine-Center A/S, tlf. 87 11 40 00.


+ 5 faste køjer
+ Funktionsrigtig planløsning
+ Harmoniske sejlegenskaber

- Stor kaleche
- Følsomme motorkontroller
- Koster en del



www.joda.no



Seneste nyheder





Kapsejlads

Sejlerlandsholdets sidste store test før OL

Kort nyt

Podcast: Ny episode - hvorfor egentlig sejle?

Havne

Christiansø Havn skal igennem kæmpe renovering

Bådudstillinger

Ancora Yachtfestival – tre intense dage

Kort nyt

Krigsveteraner får hjælp til at komme ud at sejle 

Bådudstillinger

Boat Show i Fredericia for 30. gang

★ Artikel

★ Sejlads i det nye klima

Kort nyt

Tyveri lammer driften af historisk skib i Helsingør

Kapsejlads

Vegvisir Race Nyborg afvikler også eSejlsport finalen

Sejlsportsliga

Sailing Champions League: KAS var få point fra cuttet





Udvalgte artikler *