fbpx

Yamarin 6230 WA og Askeladen 635 WA

Inkluder i Newsletter: Ja
Yamarin 6230 WA


Søens mester. Er sejlegenskaber vigtigst så er Yamarin 6230 et godt valg med et formidabelt


Enighed. Vore kolleger fra svenske Vi Bätägere, norske Praktisk Bätliv og vi var enige om at testens vinder i at tackle søen var Yamarin 6230. Efter adskillige pløjede sømil blev tomlen rakt i vejret for bådens sejlegenskaber. Vi gik så-ledes komfortabelt over selv mellemstore bølger, selvom Yamarins volume er noget mindre end selv Aquador og Askeladden. 150 hestekræfter fra Yamaha var der på hækken uden vi mistede hørelsen. Allerede ved 14 knob trak testbåden ud af vandet. Marchfarten var 19,5 knob med 3300 omdrejninger, hvor der brændes en halv liter benzin af for hver sømil. På toppen gik den kun 1050 kilo lette båd 41 knob. Skrogets V-bund er i særklasse. Selv i høj fart kunne vi kaste båden ind i skarpe sving uden den skred ud eller motoren tog luft ind. Sejlads lige ud gik stabilt og blødt. Båden trimmes let og et har et bredt fartområde.
Cockpittet byder på to godt polstrede stole, der kan slås op, hvis man ønsker at stå op og styre. Der er god benplads til de forreste pladser og et godt højt udsyn. En positiv detalje finder man i gelcoaten foran vindskærmen, der er grå for at undgå solens reflekser. Cockpittet er lille i forhold til Aquador 6230. Der er derfor ikke meget benplads til gasterne på den faste agterbænk fra side til side, men bænken har en vigtigt rygstøtte. Samtidig kan agterbænken åbnes i venstre side, med praktisk adgang til agterdækket. Cockpittet kan dækkes med kaleche. Instrumenterne sidder placeret en anelse fremme for at give plads til en søkortholder. Et kompromis der taler for og imod. Mest imod hvis man er nærsynet. Teak findes de fleste steder på båden, men lidt finish på uslebet kanter fandt vi og skruer i teaken som ikke var proppet, som det er på f.eks. Aquador 21. Jeg kan nu godt leve med lidt manglende finish, så hellere at båden går godt gennem søen.

Gode detaljer i kahytten
Tilstrækkelig finish er under dæk, hvor en V-køje findes med vask i venstre side og med mulighed for pantry i højre side. Under cockpitdørken er en stuverum, hvor de stuvede ting elegant kan trækkes ud på en skinne. Med støbt innerliner, pæne hynder og god finish hele vejen er kvaliteten god og faktisk er kahytten blandt de bedste i testen. Et minus er dog den lidt simple, todelte indgangsluge, der godt kunne videreudvikles. Adgang til dækket giver walk around-betegnelssen mening, hvor du har pladsen til fødderne. Fremme kan man med lav fart sidde og fiske med en god pulpit og en stor ankerbrønd.

Yamarin 6230 WA
Længde 6,17 m
Bredde 2,48 m
Vægt: U. motor 1050 kg
Motor maks. 200 hk
Pris: Uden motor 264.900 kr.
Pris: Testbåd m. F150 AETL
4-takts Yamaha 384.000 kr.
Planingstærskel 14 kn
Marchfart 19,5 kn
Omdrejninger 3300
Tophastighed 41 kn
Omdrejninger 4800
Producent: Kesko Marine, Finland.
Importør: Yamaha Center Syd,tlf. 74 58 45 90.



+ Gode sejlegenskaber
+ Nydelig kahyt m. vask
+ Rummelig agterbænk

- Instrumenter langt fra førersæde
- Manglende finish på teak


 

Askeladen 635 WA


Harmonisk walk around. Norske Askeladden 635 er båden i høj kvalitet. Førersæderne og instrumentbrættet er helt i top, men koster til gengæld med en 115 hk Mercury motor 350.285 kr.


35 knob var topfarten på Askeladden 635 med en 115 hk Mercury.

Stabil og harmonisk er ord som passer til Askeladden 635 Walk Around. Den norske båd med inspirerende streger fra den danske designer Arne Borghegn sejler blødt og uden ubehagelige overraskelser. Båden styrer præcis og holder sig godt i plan, selv uden at stævnen er trimmet ned. De fornuftige sejlegenskaberne nærmede sig Aquador og Yamarin. Båden planer allerede ved 14 knob, mens topfarten er 35,2 knob med en 115 hk Mercury. Med den travle hastighed sluger motoren, 1,2 liter brændstof pr. sømil, hvor den ved en marchfart på 17 knob kun bruger en halv liter pr. sømil, viste målinger som vores svenske kolleger fra Vi Bätägere foretog. Selvom motoren ”kun” er på 115 hk kan den sagtens tage magten over båden, så pas på kræfterne når børn er om bord. Vi hev med succes båden ind i skarpe sving uden dramatik, men vi sad også temmelig godt i stolene. Uden motor koster båden 278.265 kr. og er der med i den dyre ende af den nordiske test. Askeladden 635 kvitterer med eksklusive bløde, marineblå sæder med solidt kalechestof. Stolene er en fryd for øjet og kan drejes 180 grader. Og ikke nok med det: De kan vippes hvis man ønsker at stå op under sejlads. Stolene er placeret på en ulasteligt lagt Burma-teakdørk. Der er god fodstøtte og benplads. Instrumentbrættet med adskillige instrumenter med hvide skiver topper i testen. Ved siden af rattet i kevlar, der også havde været flot i træ, sidder et funktionelt gearskifte. Vindspejlet er fint placeret og har en god metalliste at støtte sig til, men er uden vinduesviskere. To beskedne træsæder agter kan vippes op, for at skabe yderligere plads. Midt imellem sæderne er placeret en bænk som samtidig fungerer som stuverum, fjerner man hynder kan bænken bruges til at partere fisk på. Båden er ikke en decideret fiskebåd, til det formål er de fornemme stole for sårbare og fylder lidt meget. En smart bruser i cockpittets venstre side kan skylle saltvandet af efter en badetur. Regner det kan en kaleche slås op. Fra cockpittet er der ikke adgang til badeplatformen, som det ses i Yamarin. I cockpittets flotte karme af teak, er placeret fire skrå huller til at holde fiskestænger til amatør-trawling.

Anderledes indgangsluge
Den lodrette indgangsluge til kahytten er i træ og delt i to. En samlet skydeluge som på Aquador er muligvis mere praktisk, men atter et spørgsmål om smag og behag. Askeladdens vandrette luge fungerede fint, bortset fra at nøglen flere gange var tæt på at knække da lugen blev åbnet. Den detalje er allerede rettet i produktionen, oplyser Askeladden til Bådmagasinet. På bådens teakdæk er plads til at gå forbi kahytten, og selve fordækket har et enkelt sæde på ruftaget.
Hynderne om læ er betrukket med nydeligt stof. Pladsen er til to voksne. I bagbord side er et minipantry. Under køjerne kan trækkes et tørkloset frem. Vigtigt er at der synligt hænger en brandslukker om læ. Kahyttens polstrede skrogbeklædning var ikke trukket helt op, en finish som Askeladden sagtens kan forbedre. Men overordnet er Askeladden 635 et godt valg i et opdateret design.

Askeladden 635 WA
Længde 6,35 m
Bredde 2,45 m
Vægt: U. motor 1100 kg
Motor maks. 225 hk
Pris: Med Mercury F115ELPT
motor 350.285 kr.
Planingstærskel 14 kn
Marchfart 17 kn
Omdrejninger 4100
Tophastighed 35,2 kn
Omdrejninger 6200
Producent: Henrik J. Askviks Sønner AS, Norge.
Importør: Ketner Outdoor, tlf. 43 27 11 66.


+ Praktisk kahyt
+ Eksklusive cockpitstole 
og instrumentbræt

- Ingen adgang til badeplatform
- Ingen vinduesviskere
- Finish i kahyt