fbpx

Örnvik 630 WA, Galia 630 WA og Aquador 21 WA

Inkluder i Newsletter: Ja

Artikelindeks

Örnvik 630 WA


Sjov og livlig polak. På en sommerdag kan Örnvik 630 WA gøre stor gavn til fiskeri, vandskiløb og en mindre weekendtur. 38,5 knob gik den lidt simple Walk Around båd med plads om læ.

Polsk power. Der skal holdes på hat og briller om bord på Örnvik 630 WA. Båden er blændende hvid og med italiensk redeligt design. En sommerdag er båden til stor morskab, men man skal have stor respekt for kraften i båden. Børn på fordækket kan let smides af i et for hurtigt sving.
I den svenske skærgård gik vi 38,5 knob på toppen med en kraftig 150 hk Mariner påhængsmotor. Båden kan sejle med en motor fra 90 til 175 hk. Örnvik 630’erens relative flade bund gør at båden allerede planer ved 15 knob, til gengæld slår den sig lidt i søen. I svingene skred den lidt ud for os med en anelse løst greb i vandet. Styringen var præcis og båden på knap et ton var let at svinge. Her er tale om en sporty Walk Around båd, som fik smilet frem på læben også på vores norske og svenske kolleger. På topfarten fik min chef, Søren Øverup og jeg ikke talt voldsomt sammen. Vi måtte råbe for at kunne høre hinanden. Motorstøjen var generende i forhold til de øvrige testbåde. Örnvikens motor skabte resonans ud i skroget.
Man sidder godt og højt i den noget billige ABS-plaststol med et tilpas lavt rat. Stolen til sidemanden mangler imidlertid en fodstøtte, da benene ellers svæver frit. Den brede kant på vindskærmen er en anelse generende for udsigten og en vinduesvisker savnede vi også. Gashåndtaget sidder tilpas og generer ikke ved rattet når der svinges, som det ses ved enkelte andre motor-både. Instrumentbrættet er let at se fra styrepositionen og panelet er nyttigt med kørecomputer, motortilt, lænsepumpe, benzinmåler og omdrejningstæller.
Agter findes to sæder uden rygstøtte og med tynde puder, men man sidder da ned. Mellem sæderne er batteriet i et lille stuverum, hvorpå en kop kaffe primitivt kan serveres eller en fisk kan parteres (efterfølgende).
På benzintanken er dobbelte slangeklemmer sikkert og vigtigt monteret, noget Örnvik har som standard. Adgang til badestige og motor er let. Båden er ikke et udstyrsshow med teak og fancy detaljer, noget som også afspejler sig i prisen. Man får hvad man betaler for. Farmand kan slappe af mens børnene hiver tang og krabber op i cockpittet. Og når man er på fisketur med vennerne kan der også skæres hovedet af en torsk, båden er nemlig let at holde ren.
Under dørken er et kæmpe stuverum til fiskegrej, fendere, redningsveste og andet. Men man skal ikke proppe for meget grej i stuverummet, for det virker noget besværligt at få fat i tingene igen. På dørken skal man passe lidt på sine bare tæer, da der er anbragt mindre kroge i plast til at holde en kaleche over cockpittet på plads.

Plads i kahytten
Om læ er plads til tre personer, da kahytten er relativ høj, faktisk kunne der let laves et bord til en frysende besætning som på en regnvejrsdag går i den lyse kahyt. To voksne kan overnatte når man lægger en bordplade fra agterdækket i kahytten. En anelse tykkere hynder ville fremme en mere komfortabel nattesøvn, ligesom en vask kunne være nyttig. Med en bred og hævet kahyt bliver tanken om Walk Around-ideen et kompromis i denne seks meter lange båd. Man skal kante sig sidelæns frem på dækket. Fordækket er symbolsk med en enkelt lille siddeplads, der ikke er specielt velegnet at fiske fra. I høj sø vil det være svært at holde fast. Næsen på båden er god når man går til og fra borde, men også når ankeret skal sænkes eller hæves.

Örnvik 630 WA
Længde 6,30 m
Bredde 2,47 m
Vægt u. motor 930 kg
Motor 90 - 175 hk
Pris: Med Mariner Optimax 150 hk, 4-takt: 261.165 kr.
Planingstærskel 15 kn
Marchfart 19,5 kn
Omdrejn. 3300
Tophastighed 38,5 kn
Omdrejn. 5150
Importør: Ketner Outdoor, tlf. 43 27 11 66, www.ketner-outdoor.dk


+ Hurtig i optrækket
+ Plads om læ
+ Let at holde ren

- Simpelt interiør
- Dårligt udsyn fra førerplads
- Højt støjniveau



Galia 630 WA


Galia 630 fra Polen ligger ikke i den dyreste klasse, alligevel har konstruktøren skabt overraskende gedigen sejlglæde og
praktiske løsninger.

Udseende betyder ikke alt - men meget for sejlere med æstetisk sans. Og æstetikken kan Galia 630 kvittere for med et marineblåt og hvidt skrog, der syner slankt og spændstigt. Og båden ser ikke kun godt ud, men sejler også godt i alle fartområder. Båden krænger passende i S-sving. Med en moderat V-bund gik den polske båd blødt i søen, et vigtigt parameter i det ofte blæsende Danmark. Gearskiftet gik med lidt træg friktion. Den 6,42 meter lange og 850 kilo lette båd gled ubesværet over i planende tilstand allerede ved 13,5 knob, et par knob før end de øvrige testbåde. På toppen kunne vi trimme Galia 630 op på 34,3 knob med vores Johnson 115 hk, som desværre også fik lyden sendt videre i skroget, samtidig med kahytslugen klaprede lidt under de høje hastigheder. En større motor op til 150 hk, ville gøre Galiaen mere potent og spændende, det var de nordiske journalister enige om. Spørgsmålet er så, hvor travlt har man og hvor mange penge skal der bruges på at opgradere motoren? Et skifte fra en 115 hk Johnson til en 150 hk Johnson vil øge farten til over 40 knob. 
Designeren har som standard valgt et stabilt og polstret sæde til skipperen der reducere rystelser fra sejlads i høj sø. Som en af de få både i testen er co-pilotens sæde valgt fra. Hun kan i stedet slange sig på agterbænkene, der hurtigt kan omdannes fra et enkelt til et polstret dobbeltsæde. Samme sæde kan samtidig omdannes til en smal, men funktionel fiskebænk. Agterbænkenes glasfiberarmerede plader var dog noget tunge at bakse med - pas på fingrene ikke kommer i klemme. Der styres på et smagfuldt trærat, der er behageligt at holde på selv i kold luft. Udsynet i Galia 630 er i top bag en tonet vindskærm, der er mørk i regnvejr, men praktisk i solskin. Skærmen er omkranset af en metalbøjle som er god at holde i. Instrumenter ved førersædet manglede en fartmåler i et sparsomt panel.

Mere pynt og plads om læ
I forhold til Örnvik 630 var der mere pynt i form af limet teak på dørk og dæk. På det noget utrygge dæk, der dog har et højt fast søgelænder, kan ikke prales af plads til at sidde på eller fiske fra. Dækket er nemlig hævet og bredt ud i en smal Walk Around. På de første skridt fra cockpittet skal holdes godt fat i båden for ikke at falde udenbords. Det flotte dæk kan muligvis bruges til en ikke alt for kræsen solbader. Om læ er to gode, polstrede sovepladser i en lys kahyt. I loftet er der en luge. Benzintanken under dørken følger forskrifterne med dobbelte slanger, og tanken er ekstra fæstnet med wirer, der så nyt ud for os, men det ser ud til at fungere. 
Mere kritiske er vi over for det lille batterirum i cockpittets venstre side, som godt kunne bruge mere ventilation, så man var sikker på at und-gå knaldgas. Targabøjlen med plads til fire fiskestænger på toppen sidder praktisk og fortæller at båden også er til praktisk lystfiskeri.

Galia 630 WA
Længde 6,42 m
Bredde 2,41 m
Vægt u. motor 850 kg
Motor maks. 150 hk
Pris: Med Yamaha 115 hk motor ca. 215.000 kr.
Planingstærskel 13,5 kn
Marchfart 18,2 kn
Omdrejn. 4000
Tophastighed 34,3 kn
Omdrejn. 6100
Producent:
Galeon, Polen.
Importør: Yamaha Center Syd, tlf. 74 58 45 90.


+ Gode sejlegenskaber i sø
+ Flot design
+ Praktisk agterbænk

- Lav nytteværdi på fordæk
- Mangler sæde til co-pilot
- Ingen ventilation i batterirum


Aquador 21 WA


43 knobs stilig sejlads. Den nordiske test kårede Aquador 21 Walk Around til en af de mest tjekkede at se og være på. Med en 200 hk Yamaha gik den super over vandet. Prisen er til gengæld 315.000 kr.

I mellemstore Skagerrak-bølger cirklede min chef Søren Øverup rundt i finske Aquador 21, så der kunne fotograferes livlige billeder. Hvem gider kun se et sporty redskab ligge stille i en test? Forhåbentlig ikke Bådmagasinets læsere. Søren havde smilet fremme, forståeligt. Båden, med en Yamaha 200 D. I., er hamrende hurtig, 43,1 knob på toppen, og suger til gengæld godt med benzin, 1,75 liter for hver sømil i høj hastighed. Beholder man 200 hk på hækken er man sikkert blandt de hurtigste på fjorden eller i sin havn, men en 150 hestekræfter ville række rigeligt til 21 fods Aquador - og ikke mindst - gøre båden mere benzinøkonomisk at sejle.
Aquador gik tillidsvækkende stabilt i søen, uden hård stampen. Bløde, luksuriøse førerstole, trukket i indbydende og stiligt marineblåt stof, gav komfortabel plads. Brandslukkeren kom en anelse i vejen for højre knæ, men den er let at flytte. I de mellemstore bølger rev førersædet sig i midlertidig løs, da alt for små skruer ikke kunne holde de voldsomme ryk i søen. I den fremtidige produktion er denne detalje ændret, har producenten lovet. Da vi drejede skarpt trak skruen ikke luft. Ej heller skred båden ud, men i hårde sving kunne G-kraften mærkes tydeligt på blodtrykket. I mødet med bølgerne kom kun lidt røgvand ind over som man kan forvente ved S-sving med 20 knob, båden virker tør. Afskærmningen er i forhold til de øvrige testbåde trukket godt tilbage i cockpittet, et praktisk træk mod sideblæst under sejlads og når man sidder i havn. Detaljerne tæller på Aquador med vinduesviskere og et smagfuldt instrumentbræt i træ. Det samme om det stilige, men lidt glatte lakerede rat. I det hele taget er stil en god betegnelse for denne klassisk udseende båd. Men så er der også flot lagt teak på dæk, dørk og badeplatform. Ikke noget med ”plastik fantastisk” her. Fordækket er rent at gå om bord på, og der er en luge ned til kahytten, der sikrer udluftning. To personer kan overnatte i en god V-køje med rimelige mål. Men tag højest af sted i en weekend og vær tæt på land under overnatning, der er intet toilet. Men man kan komme langt. Aquadorens marchfart ligger mellem 18 og 40 knob, i det interval stiger benzinforbruget fra hhv. 0,6 liter/sømil til 1,6 liter/sømil.

Middag om bord
Indgangen til kahytten sker med en skydelåge. Kahytten er bredt godt ud til siden for at få plads om læ, det giver i stedet en smal plads til ”Walk Around” på Aquadoren. Kahytten er trukket godt frem i båden, hvilket resulterer i plads i cockpittet til et mindre selskab på fire. Førersæderne kan vendes 180 grader, så man sidder ved et teakbord som let slås op i højre side. Agterbænkene kan omdannes til tre mindre sæder, der også er godt polstret. Sæderne i siden kan fjernes så man lettere kan komme til agterdækket. Begynder det at regne eller blæse koldt kan en kaleche med bagvæg monteres over cockpittet. Kalechen fæstnes med øjer i cockpitbunden - pas på de bare tæer. Aquadoren leveres også med en endnu større kaleche. Toplanternen og evt. lyskaster har en god placering på targabøjlen, hvor bådens horn dog sidder uheldigt, lyden peger lige på førerens nakke. Stuveplads til fendere og andre ting er der rigeligt af under cockpittet.

Aquador 21 WA
Længde 6,40 m
Bredde 2,45 m
Vægt u. motor 1240 kg
Motor op til 200 hk
Pris: Med Yamaha
200 hk motor 315.000 kr.
Pris: Med Evinrude
175 hk motor 299.000 kr.
Planingstærskel 15 kn
Marchfart 19 kn
Omdrejn. 3300
Tophastighed 43,1 kn
Omdrejn. 6100
Importør: CC Camping, tlf. 59 65 99 11, www.cccm.dk


+ Stor afskærmning
+ Gode sæder
+ Praktisk cockpit

- Placering af horn
- Smalle sidedæk










World Match Racing Tour

Congressional Cup: Jeppe Borch suverænt fra start - 'leading...

OL

Øv - ingen dansk bræt ved OL

Kort nyt

Træskibenes sammenslutning inviterer til Pinsestævne

Kapsejlads

Så skal Lillebælts 2Star Mester findes igen

Kort nyt

EU har netop stemt for en "Havets Parisaftale"

★ Artikel

★ Landstrøm: Ja, jord skal med om bord

Kort nyt

Tyv satte stjålne bådmotorer til salg på nettet

Kort nyt

De er der ikke endnu – men når de kommer...





Udvalgte artikler *