fbpx

Viknes 750

Viknes 750 er bygget til at komme langt omkring, men ikke på egen køl. Ellers kunne den let mistænkes for at være et fejlgreb fra værftet på Kleppestø i Norge, hvor man i forvejen bygger Viknes 770, men ideen med den kun 20 cm kortere lillebror er at tilbyde en båd, der med al rimelighed kan trailes. En trailer-trawler, aldrig set før.
Den er bygget præcis på maksimumbredden for trailing, 2,5 meter, og så er den bygget en del lettere end sine bredskuldrede brødre og ender på en kampvægt på 2 tons, så den kan trailes, ganske vist efter en kraftig firehjulstrækker eller lastbil.
Alle disse for Viknes helt nye egenskaber blev systematisk efterprøvet umiddelbart efter, Bådmagasinet havde testet 750'eren, for faktisk lykkedes det os kun at få fingre i den, fordi den alligevel stod i vejen på bådpladsen og skulle flyttes, og så kunne man ligeså godt lige putte den i vandet til test, mens Rungsted Bådværfts trailer blev justeret, inden den afgik samme eftermiddag til Aalborg, hvor den skulle udskibes til Grønland.
Viknes 750'eren har alle ydre kendetegn som "rigtig" Viknes med en høj, vandafvisende stævn, et rummeligt centerstyrehus i trawler-stil med de karakteristiske fremfaldende frontvinduer og et dybt og meget regulært cockpit med udgang til en fin badeplatform.
Selvom den er blevet smallere og kortere, er der ikke slået af på faciliteterne. Der bydes dog kun på en
topersoners åben køje forude i stævnen, men ellers har den et fint lille pantry med to Wallas-blus, håndvask og både skuffer og skabe, og der er også et brugbart toilet, som dog er så smalt, at håndvasken er af typen, der trækkes frem som en skuffe.
Trawler-styrehuset er fremragende
Styrehuset har fremragende udsyn hele vejen rundt og en virkelig god og komfortabel styreplads og en ditto passagerstol. Agter i styrehusets bagbords side er der en topersoners siddeplads op ad skottet, og ved at flytte passagerstolen bagud til et andet beslag og slå et klapbord ud fra rufsiden er der skabt et lille dinette-arrangement. Faciliteterne er typisk til mandeture eller tursejlads på en hårdnakket enkel facon, og de skal nok nærmest ses som et godt supplement til Viknes 750'erens egentlige formål, fritidsfiskeri.
Det dybe, regulære cockpit er et fremragende udendørsrum, tillader enhver form for aktivitet, for det er skabt af praktiske mennesker. Båden fungerer overalt, for der er gode flader at sætte fødderne på og gode håndlister overalt, og skulle det være nødvendigt at gå på fordækket til søs, er der et tilpas afmålt og fodvenligt sidedæk at bevæge sig på.
Viknes’ens bedste tekniske detalje er den dobbelte styreposition, hvor den hydrauliske styring og den dobbelte Morse motorregulering tillader, at man uden videre foranstaltninger går fra den ene position til den anden og "tager over". Den hydrauliske styring giver tilmed båden en slags selvstyring, da den låser styringen i enhver position, hvilket kan være en stor lettelse, når man som fritidsfisker har meget andet at ordne.
Man kan mærke den er blevet lettere
Sejladsen er typisk for en halvplanende båd med køl og fast skrueaksel, hvor den sejler meget retningsstabilt ved langsom fart nede i deplacementsområdet. Prøvebåden var med den størst anbefalede motorinstallation, 120 Hk Yamnar turbodiesel, som gav en tophastighed på over 22 knob, hvor den i realiteten planer fuldt ud.
Den overskrider sin "halvplaningstæskel" omkring 9-10 knob, hvor den pløjer sig en smule uroligt frem, men begynder at sejle retningsstabilt fra omkring de 14 knob, hvor motoren roterer økonomisk med 3250 omdrejninger.
Man kan godt mærke forskel i sejlegenskaberne fra 770-modellen og til 750'eren, der med sin mindre bredde har mindre bæreevne. Det betyder, at båden klart sejler i den bedste balance, når man bliver sig inde i styrehuset ved hurtig sejlads. Stiller man sig to mand agterud i det udendørs cockpit, skal trimflapsene sættes på hårdt arbejde. Men denne detalje betyder faktisk kun lidt, for styrehuset har et stort soltag i næsten hele styrehusets bredde, der er let at skubbe tilbage, så den friske luft skal man nok få. I det lave deplacementsområde og f.eks. i trollingfart betyder det til gengæld intet, hvor man placerer sig i båden.
Man kan også mærke, at 750'eren ikke er bygget med sine storebrødres suveræne tyngde. Den har ikke så mange tons at skubbe bølgerne til side med i planingsfart, men må stadigvæk siges at være uhyre sødygtig. Den har blot ikke de større modellers evne til at sejle brutalt med. 750'eren nærmer sig mere de almindelige halvplanende både, men har fortsat det store, "sødygtige" styrehus at byde på. I hurtig fart føles den umiddelbart at svinge noget "stort", men det er i virkeligheden styretøjet, som er noget langsomt gearet. Kører man rattet i bund fra topfart, svinger den på en forbavsende snæver cirkel for en halvplanende båd. I havnemanøvrer er en halvplanende båd med køl og fast propel som sædvanlig nerveberoligende let at sejle.
Testbåden var udstyrt på med sliregear, som giver den helt fine justering af farten til trolling, men som koster ca. 14.000 kr. ekstra. Sliregearet er en hydraulisk kobling, som justerer farten trinløst fra 0 knob til den almindelige tomgangsfart, der er 4 knob i denne version.

Viknes 750 Ibiza
Længde 7,56 m.
Bredde 2,50 m.
Dybgang 0,75 m.
Vægt 2000 kg.
Brændstof 250 l.
Vand 75 l.
Holdingtank 75 l.
Motorstørrelse 75-120 hk.
Motor
Yanmar 120 hk turbodiesel med slirekobling
Standardudstyr
Dobbelt hydraulisk styring med udvendig styre- position, Morse motor- og gear regulering,
soltag, trykvand, 3 stk. vinduesviskere.
Priser Fra 399.000 kr.
Testbåden 450.300 kr.
Import og salg
Rungsted Bådværft tlf. 45 86 85 00