Johnson to-takter 70 hk

Er der nogen ide i at vælge to trecylindrede udenbordsmotorer kontra én på seks? Muligheden er der, og der ligger spændende nye muligheder i at vælge to motorer.
Vi har prøvet den nye Ryds 610 Big Fish med tvillingemontering af to stk. Johnson 70 hk totaktere, som kommer fra den helt traditionelle ende af Johnson/Evinrudes program med lidt oliedunst fra udstødningen i tomgang.
Overraskelsen er så meget desto større, når vi sætter i gear og lægger gashåndtagene frem: De to motorer spinder sammen i en forbløffende harmoni, hvor de opleves at supplere hinanden på en måde, som får dem til at virke lydsvage. Efter mange år som jockey på diverse sejlsportsfotografers gummibåde er lyden af totakts udenbordsmotorer ikke ligefrem noget, denne skribent sværmer for. Men dette her, det lyder lækkert, både for ombordværende og medtrafikanter på vandet.
Og nu vi er ved den underholdende side, så er der lidt blær ved at sejle med tvillingemonterede motorer. De lyder godt, og med to propeller i vandet er det, som om man både accelerer lidt bedre, og kan holde båden fast i meget lav planingsfart, før propellerne "dumper igennem". Og sikke nogle havnemanøvrer, der kan laves!
Ryds-prøvebåden er egentlig den gamle Ryds 600, men denne model er bygget med en specielt bred motorbrønd til montering af to motorer. Båden har et relativt dybt, sødygtigt V-skrog, der ikke kommer svimlende højt op i tophastighed, men omkring 35 knob burde tilfredsstille de fleste. Mere vigtigt er, at Ryds'en kan præstere virkelig komfortabel rejsehastighed omkring 19 knob, hvor skroget ignorerer sø af en pæn størrelse, samtidig med, at motorerne snurrer støjsvagt og økonomisk med 3800 o/m.
Sejlegenskaberne får en anden karakter, når der monteres to motorer. Båden sejler lidt mere "stift" og krænger ikke så meget på styreudslagene, men den styrevillige Ryds fastholder en harmonisk karakter, og det skarpe skrog har virkelig fat i vandet til meget snævre manøvrer, hvis man skulle få brug for det.

Regnestykket
De to Johnson 70 VL-motorer koster 54.940 kr. stykket, og tvillingemonteringen koster ikke ekstra, når motorerne bestilles som sæt til en ny båd. De 140 tvillinge-heste til I alt 109.920 kr. har to gearkassehus i vandet og er dermed ikke helt så effektive, som hvis de sad i en enkelt motor. Til en meget perfekt sammenligning koster en 135 hk 4-cyl. Johnson totakter 76.550 kr, mens en 150 hk 6-cylindret Johnson VX-model koster 91.770 kr. Tænker man i sikkerhed og ønsker en hjælpemotor, kommer f.eks. en 8 hk Johnson på regningen med 14.260 kr. og balancerer noget op.
Forskellen på tvillingemontering og én stor med hjælpemotor er, at man med de to 70 hk'ere stadig kan regne med at komme hjem i planingsfart på én maskine, så længe båden ikke er proppet for meget med mennesker eller grej. Til gengæld vil én 70 hk motor muligvis sejle en smule for stærkt i tomgang til seriøst trollingfiskeri, medmindre man kan opfinde en kombination med én slukket motor i vandet, med propellen blokeret, eller sejle imod vinden og lignende.
Ryds 610 Big Fish er en uhyre velindrettet, praktisk fritidsbåd med et dybt og meget regulært cockpit med cockpitkarme af teaktræ, som er lette at montere grej på. Agterspejlet er hævet op i plan med lønningen, hvilket giver en sikker rumfornemmelse og hæver cockpittets anvendelse. Den har walkaround og gode stuverum på hver tide af vindskærms-overbygningen. Under dæk er et rimeligt opholdsrum, der kan omdannes til en topersoners køje ved at rigge et bræt op i hullet mellem siddepladserne og lægge en hynde.