fbpx

Salg af motorbåde i USA i ny rekord

Inkluder i Newsletter: Ja

Nu forventer branchen, at mere end 310.000 motorbåde blev solgt i USA sidste år.

Ifølge den amerikanske bådindustris producentforening, NMMA, så blev november endnu en historisk måned for salg af nye både. Tallene viser en stigning på 13 procent sammenlignet med oktober og en stigning på 60 procent sammenlignet med samme tidsperiode i 2019 på sæsonkorrigeret basis.

– Salget på tværs af alle bådkategorier fortsætter med at stige, og vi forventer, at året lukkes med mere end 310.000 nye motorbåde solgt i 2020. Det er et niveau, som branchen ikke har været oppe på siden tiden før den store recession i 2008, udtaler informationschef hos NMMA, Vicky Yu.

– De indsamlede oplysninger om nye salg af motorbåde bekræfter, at flere amerikanere sidste år tilbragte tid ved vandet for at slippe væk fra pandemi-stress og nyde friluftsliv i sikkerhed, og vi forventer, at denne tendens fortsætter i 2021, tilføjer Vicky Yu.

De amerikanske tal fra NMMA viser, at salget inden for segmentet personligt vandfartøj (PWC) ponton-både, vandskisports-både, mindre motorbåde (runabouts) og jetbåde drev væksten i november måned.
År til dato oplevede alle bådsegmenter vækst fra 7 procent til 26 procent.

Tager man de tal, som indtil videre er modtaget for december med i beregningerne, så blev der sat rekord med 82.000 nye PWC solgt i 2020, det højeste årlige salgsniveau siden 2001. Detailhandel med påhængsmotorer steg for niende år i træk i 2020 til 330.000 enheder (en stigning på 18 procent i forhold til 2019). Dette markerer den højeste årlige salgsmængde i 20 år.
Kilde: NMMA.org