fbpx

Bryant 190 Bowrider

Inkluder i Newsletter: Ja

190-modellen er den mindste i flåden. Det betyder en båd på lidt over 18 fod. Som standard findes en 3 liters MerCruiser på 135 hk i motorrummet. Ikke nogen avanceret motor, men den har kræfter nok og er med til at give en fornuftig pris. Når man ser båden på afstand ved broen, virker det, som om den ligger lidt højt med agterskibet. Dette forstærkes under sejlads og vidner om, at båden antagelig bør leveres med en noget tungere motor. Typisk amerikansk – for en større motor koster næsten ikke noget ”over there”, og benzinpriserne er lave i forhold til herhjemme.
Det er en fornuftig båd, hvor du får det, du ser. Her er integreret badeplatform med lejder, agterbænk, to stole og et par siddepladser foran vindspejlet. Båden har pæn indstøbt staffering og blød polstring. Under dørken er stuverum til vandski etc., og midt i bænken foran er der plads til den medfølgende transportable køleboks. Smart detalje! Instrumenterne er placeret i et buet instrumentpanel, og et lille kompas foran rattet er standard. Selve førerpladsen fungerer fint, man sidder godt, og der er vippehynde i forkanten af den formstøbte stol. Man vælger fortrinsvis at sidde med vippehynden oppe. Så ser man lige over vindspejlet. At sejle båden i stående stilling kan man godt glemme, for motorkontrol og rat er placeret til en siddende. Instrumenterne er overskuelige med kontakterne ved siden af rattet. Her er også kontrolpanel til stereoanlægget – selvfølgelig standard med vandtætte højtalere i hver side.
Når alt kommer til alt, er dette en lille båd. Det skal man tage hensyn til, når man laster den. Det er også vigtigt med korrekt vægtfordeling, og fribordet er ikke særligt højt. Med tanke på det skal man være opmærksom på ikke at sejle ud i for store bølger og ikke med for meget last fremme. At få en ”grøn sø” ind over stævnen er ikke sagen, for båden er ikke selvlænsende. Brugsområdet for denne båd begrænser sig altså til det samme som for en almindelig, åben båd, selvom der medfølger et dækken til at lukke forskibet med. Man får bare lidt mere design og komfort i indretningen med bløde hynder, stole og polstring.

Bådens egenskaber
Generelt er båden enkelt udstyret – her er, hvad der er brug for til en familietur, når vejret er godt. Båden passer f.eks. til en familie på to voksne og to børn. Med en kraftig motor og friske svingegenskaber vil den være en god trækbåd til vandski og vandlegetøj.
Den amerikanske producent påstår, at de bruger flere timer på hver enkelt båd end nogen anden producent. Det kan godt være rigtigt. Men der er lidt raslelyde i båden, og den virker kompakt. Man kunne dog godt have lagt nogle flere timer i at gøre lydisoleringen perfekt. For motoren larmer overraskende meget.
Der var krap sø og bølger på omkring en meter på vores testtur. Planingstærsklen er lav, og båden kommer hurtigt i fart, virker levende og sjov at sejle. Den svinger let, og lægger man den ind i et maksimalt sving fra høj fart, drejer den på en femøre. Stævnen tager fat, agterskibet slipper og giver et skarpt sving med kraftige G-kræfter.
Selvfølgelig sejler man ikke sådan på en familietur, men vi blev lidt overstadige og susede af sted mod fotobåden. En levende hop- og sprøjt-tur. Med 17 graders V-bund i agterspejlet bliver sejloplevelsen ikke en af de mest behagelige, vi har haft, men holder sig på et niveau, som vi vil betegne som gennemsnitligt. Pludselig må vi erkende, at dette er en forholdsvis lille båd med et moderat fribord fremme. Vi tager en bølgetop ind over stævnen. Og får en ordentlig skylle. Efter at have gentaget manøvren et par gange føler vi ikke behov for at blive mere våde og vender stævnen mod land.
Vor konklusion er, at Bryant 190 er en konkurrencedygtig båd med hensyn til prisen. Den virker godt bygget og har gode fartegenskaber. Men man skal ikke tage ud i for store bølger med den. Vi var kun to personer i båden under testsejladsen. Har man hele familien og bagage om bord, er det endnu vigtigere at passe på bølgehøjden. Det gælder også, hvis man skal over store hæksøer. Båden er slet og ret ikke større, end den er, og uden fordæk skal man tage de samme forholdsregler som i en helt åben båd.

Længde/bredde: 5,80/2,45 m
Vægt: 1245 kg
Maks. personer: 7 stk.
Motor, standard/testbåd: 135/135 hk
Brændstoftank: 120 l
CE-kategori: C
Pris fra/testbåd: 199.900/216.900 kr.
Producent: Bryant Boats
Importør: Køge Trolling Center, tlf. 56 63 01 00, www.k-t-c.dk

+ Konkurrencedygtig pris
+ Virker velbygget
+ Fin trailerbåd

- Lavt fribord
- Den kan blive våd
- Skal lastes med fornuft









★ Gør det selv

★ Bundmaling: Ram den grønne bølge med det nye sort

★ Artikel

★ Tjekliste til en sikker søsætning

Havne

København kan snart få flydende øer

Kapsejlads

Torbole Lake Garda: Dansk E-jolle triumf

Kapsejlads

J/70 Easter Camp i K.A.S.: Rekorddeltagelse og fokus på VM

Kort nyt

Uventet gave til sejl- og motorbådsklub





Udvalgte artikler *