fbpx

Absolute 41

Inkluder i Newsletter: Ja
Absolute 41 kommer hurtigt i plan og har en topfart på ca. 37 knob.


Det italienske værft leverer også både i andre størrelser - en sporty 27 fods daycruiser og flagskibet på 45 fod. Den nyeste er 41’eren, som har rigtig mange fællestræk med 45’eren. Blandt andet er designet meget ens. Og hvilket design! Har man sans for det moderne, er her det man leder efter. Båden vækker naturligvis opsigt på grund af sin størrelse. Ekstra opmærksomhed får den
fordi designet er meget moderne med stor personlighed. Støbte buer i vinduesrammerne og en kraftig, fremoverliggende targabøjle, hvilket giver et aggressivt og maskulint indtryk samtidig med at alt er gennemført elegant.
Skrogsiden er blå. Skinnende blanke vinduesrammer, glinsende pulpit og andre detaljer giver et eksklusivt indtryk. Sidedækkene er brede og på det store
fordæk kan solbades. Ude agter i cockpittet er også en solmadras og under er et stort stuverum med plads til gummibåden og dykkerudstyret. Det er bare at trykke på en knap. Så starter en advarende alarm inden hele solbadeplatformen løftes op hydraulisk. Dette italienske vidunder entres via den hydraulisk betjente landgang ude agter. Smart når man ligger med hækken ind til kajen.

Stor udeplads
Båden har stort volumen af en sports-
cruiser på ca. 40 fod at være. Foruden den store solbadeplatform, kan vi nævne en velvoksen badeplatform med
badestige, gangzone i styrbord side og en flot sofagruppe i bagbord side. Dørk og badeplatform er teakbelagt. Bag førerpladsen er en stor barsektion med
køleskab, vask og elektrisk grill. Den kraftige og elegante targabøjle giver plads til radar, antenner og nedafrettede interiørlys og vandtætte højtalere. Vindspejlet har støbte sidebuer og kraftige, blanke rammer med en elegant form. Minuset her er, at frontvinduerne med kraftige vinduesviskere, er røgfarvede. Det reducerer udsynet i mørke og regnvejr.
Cockpittet må betegnes som en drømmeplads på fine sommerdage. Her kan familie og venner rigtig hygge sig med solbadning, spisning og socialt samvær på stor plads. Vil man springe i vandet, kan nævnes at landgangen også kan bruges til at springe fra.
På førerpladsens stol er fin plads til to - hvis ikke de er for velvoksne. Foran skipperen er et gedigent instrumentpanel vi ikke har set magen til længe. Her har designeren virkelig gjort et super job. Alle instrumenterne sidder langt fremme i en buet konsol. Kompasset sidder lige i sigtelinjen foran rattet. I området mellem rat og instrumentkonsol har kortskærmen og andre instrumenter fået plads. Afbryderne er placeret i små grupper - det gør det nemmere at finde den rigtige. Joysticket til bovpropellen sidder korrekt placeret til venstre for rattet. Ved praktisk brug betyder det, at man ved havnemanøvrer kan styre bovpropellen med venstre hånd, og betjene den dobbelte motorkontrol med højre hånd. Lige som det skal være.
Selv rattet er elegant udformet og totalt fremstår udformningen og designet af instrumentpanel og førerplads som vellykket.

Yachtstandard
En stor gedigen skydedør åbner ned til de indre herligheder. Et par trin ned
og vi kan med et kritisk blik vurdere faciliteterne under dæk. I styrbord side er en stor U-formet sofagruppe med et elegant, højglanspoleret bord. Vi slår
os ned og opdager at her er god plads
og skind på hynderne. I skrogsiden er tre store lodrette vinduer hvoraf det
midterste kan åbnes. De store vinduer giver et godt lys og man kan følge med i hvad der sker uden for båden. Selv om man sidder under dæk, får man ikke fornemmelsen af at
sidde ”nede i kælderen” - som man ofte gør på f.eks. en sejlbåd.
Volumen i skroget er stor og forstærkes yderligere af mikset af materialer - kombinationen af skind, alcantare, skinnende metallister og højglanspoleret, lyst træværk matchende med skabsdøre i sandblæst lysegrønt glas. For yderligere at forstærke den elegante indretning, er der mange spotlights og andre lyspunkter.
I bagbord side er pantryet. Det er det første pantry vi har set som virkelig
gemmer sine herligheder så godt, at man til at begynde med ikke opfatter at det er et pantry. Selve bordpladen er elegant udformet i træ med højglans-
finish. Fronten skjuler elegant fire store
skuffer. Først når bordpladen vippes
op afsløres det, at det er et pantry af format. Bag de høje skabe på hver side,
skjuler det forreste skab et stort køleskab med fryseboks og her er tv-fladskærmen også skjult. Skabet agtenfor har god plads og gemmer mikroovnen. Vi har aldrig set et så fint kamufleret pantry.Det samme går igen i salonen. Bag skabsdøren ved sofagruppen sidder det elektriske kontrolpanel. Der er tykke tæpper på dørken under sofagruppen, mens dørkpartiet ved pantryet er i teak efter ønske fra den danske forhandler.
I og med at alt er integreret bag døre og elegante fronter, bliver hele salonen ekstra elegant og virker større.
Eksempelvis står køleskabet ikke og skiller sig ud med en dårlig imiteret teakfront. Alt er integreret til en designmæssig helhed. Her har designerne fået lov at boltre sig og lavet et flot stykke arbejde. For at være ærlig, har vi ikke set en lækre salon på en båd af denne størrelse. Inspirationen til designerne er helt klart hentet fra større superyachts - det er det som gør det hele så gennemført lækkert.

To ”suiter”
Fremme ligger owners cabin med en stor dobbeltseng. Tykke madrasser, skinnende træværk, afrundede former og meget plads gør det hele indbydende. Lys slippes ind gennem det runde skylight og to runde oplukkelige vinduer i skrogsiden. Alt kan blændes af med jalousigardiner som ikke er eftermonteret, men indgår som en helhed. Der er masser af skabe og stuverum. Kahytten har eget toiletrum. Og det er ikke som andre toiletrum. Her kommer det moderne, avantgarde design til fulde. Vasken er fritstående og i grønligt glas - placeret oven på bordpladen. Her er separat brusekabine og her får man lyst til at tage et bad mere.
Den anden kahyt ligger under cockpittet med adgang bag pantryet. Der er fuld ståhøjde inden for døren, men ved de to køjer bliver loftshøjden lidt lavere uden at det giver problemer. Kahytten går i hele bådens bredde og de to køjer er placeret på tværs i båden over mod styrbord side. Også her er tykke madrasser og en fin passage mellem køjerne. I bagbord hjørne i agterkanten er der endnu et toiletrum med separat brusekabine og den samme moderne stil som i det forreste toiletrum. Midterkahytten virker stor og luftig. To vinduer i hver side og god belysning giver en god rumfornemmelse.
Begge kahytter med tilhørende toilet-rum betegnes mere korrekt som ”suiter”.
Alt er gennemført lækkert og kvalitetsfornemmelsen kommer for alvor når man tager i de gedigne håndtag og åbner de massive kahytsdøre. Igen kan vi snakke om ”yachtstandard” - for det er kun på store superyachts vi har set til-
svarende indretning.
Har man ekstra overnattende gæster, kan sofagruppen i salonen konverteres til en dobbeltkøje. Så har man seks køjer, men båden er bedst som en super feriebåd til fire personer.
www.beckmarine.dk


Høj marchfart
Med twin D6-motorer på 310 hk er der både kræfter og drejningsmoment nok til at få båden hurtigt i plan. Motorerne ligger som nævnt under jollens ”garage” og giver derfor en lavt støjniveau. Båden kommer fint op i plan uden speciel brug af trim og fortsætter accelerationen til topfart på omkring 37 knob. Bådens balance er fin - den reagerer hurtigt og mærkbart på trim fra drevene eller hvis man giver den nogle grader på trimflapsene. Det betyder at Absolute 41 - eller ”Fourty One” som producenten kalder den - cruiser økonomisk på ca. 30 knob, hvilket giver mulighed for lange dagsetaper. Efter fire timer har man sejlet 120 sømil!
Sænker man omdrejningstallet og 
lægger farten på 23-24 knob, trimmer drevene ind og giver lidt flaps, ligger båden og cruiser med lavt støjniveau og rolige bevægelser. Her kan man virkelig snakke om at cruise ”hele dagen”, men den økonomiske hastighed - hvis man ser på forbrug pr. sømil - ligger altså højere. Omkring 28-30 knob. Men snakker man om optimal komfort over lange etaper, bliver båden afslappende behagelig ved 24-25 knob. Men selv her æder den sømil …
Forskibet har en skarp V-bund. Der er tyngde i båden og den sejler elegant med graciøse bevægelser over småsøer på en halv til en hel meter. Normale hæksøer passerer den uden dramatik og der skal rigtig meget til før denne båd må ned i planingsfart og bliver skræmt i havn. Båden virker velbygget og med et velkonstrueret skrog som takler alle normale forhold uproblematisk.
Styringen er let og præcis. Båden 
kan lægges ud i hæksøer med stor præcision. Den tager svingmanøvrer i strakt arm og kommer ikke med nogle overraskelser. Selv ikke en krap undvigemanøvre fra topfart bringer den ud af kontrol. Det er det som er det behagelige med en stor båd med præcis styring. Båden gør præcis det skipperen forventer uden brutale overraskelser.
I havn manøvrerer båden elegant 
takket være to motorer og bovpropel. Det eneste man skal huske, er at det er en stor og tung båd. Skipperen bør helt klart vide hvad han har med at gøre, 
men i mange tilfælde er det faktisk lettere at manøvrere en større båd fordi den er tung og har rolige bevægelser. I og med at det er en ”sportscruiser” og ikke en høj flybridgebåd, er den heller ikke så udsat i kraftig sidevind.

Kvalitet koster
Absolute 41 er en kvalitetsbåd med 
gennemført finish på overfladerne, tekniske installationer og udstyr. For 
eksempel er pulpitten rundt om fordækket i en ordentligt dimension. Båden er velbygget - både når man ser helheden eller studerer detaljerne. Udepladsen er gedigen og det største minus er at der skal slås en stor kaleche op når regnen kommer. Det er altså ikke så praktisk som med en flybridgebåd med dæks-salon, hvor man bare kan lukke skyde-døren. Det må man leve med i en bådtype som denne. Den dag sommeren kommer, har man en suveræn udeplads hvor livet bare kan nydes.
Kombineret med Volvo Pentas nye D6-motorer bliver båden harmonisk med gode ydelser. Selvfølgelig kan man vælge de stærkere D6-motorer på 350 hk, men det betyder ekstra udgifter. Før man vælger det alternativ bør man prøve båden med 310-motorerne. Det er godt nok for de fleste. Prisen er ikke beske-den - omkring 2,8 mio. kr. for testbåden. Så er det meste inkluderet og kvalitet 
må man altid betale for.
Konklusion
En stor og elegant båd med førsteklasses ydelser. Den overrasker med sit avantgarde design og er blandt de allermest moderne i klassen. Under dæk bliver man virkelig imponeret. Interiøret er meget elegant og gennemført. Absolute 41 er i en klasse for sig. Den har en helt anden udstråling end f.eks. Nord Wests flotte teakindretning.
Konklusionen må blive, at er du på jagt efter en stor sportscruiser med to gode kahytter, to toiletrum og et moderne design, må denne båd med i vurderingen. Vi advarer på forhånd - den kan hurtigt tømme din konto for næste tre mio. kr. Har du pengene er det jo fint og er det ikke stort nok, findes der også en 45 fods Absolute.
På vegne af alle andre vælger vi at kalde Absolute 41 for ”The dream”.

Absolute 41
Længde/bredde: 12,35/4,14 m
Vægt: ca. 8500 kg
CE-kategori: B
Maks. ant. personer: 12 stk.
Brændstoftank: 850 l
Ferskvandstank: 250 l
Septiktank: 150 l
Kahytter: 2 stk.
Ant. køjer: 4 + 2 stk.
Motorer: 2 x Volvo Penta D6 310 hk
Topfart: 35 knob
Pris fra: 2.765.999 kr.
Pris testbåd: 3.350.000 kr.
Producent: Absolute srL
Forhandler: Beck Marine, 


+ Super design
+ To toiletrum
+ Lækker indretning

- Kvalitet koster
- Røgfarvet frontvindue
- Stor kaleche
www.beckmarine.dk