fbpx

Galeon 380

Inkluder i Newsletter: Ja


Galeon 380 er først og fremmest en rummelig familie-turbåd og følger det almindelig princip for denne bådtype: Stor dækssalon, to kahytter og meget plads både inde og ude. I klassen ”flydende sommerhuse” placerer den sig eksempelvis mellem Jeanneau 36 og Nord West 390. Konkurrencen i denne klasse er hård og skal man investere i en båd til godt to millioner kroner, kan en afgørende faktor godt blive den endelige pris.
En Nord-West 390 er en dyrere båd med en gedigen træaptering og gennemført kvalitet. Det giver sig udslag i slutprisen. Jeanneau 36 er lidt mindre, men det mærkes ikke. Den store forskel på Galeon 380 og Jeanneau 36 er at sidstnævnte har midtermonteret motorer og aksler. Galeon har motorerne helt agter og DP-drev. Det er afgørende detaljer i accelerationsfasen, planingsegenskaber og trimmuligheder af båden. Med motorerne midt i båden, kommer Jeanneau’en i plan med det samme uden en mærkbar planingstærskel. Den ligger støt i hele fartområdet. Som minus kan nævnes at med motorerne under dækssalonen er støjniveauet noget højere og adgangen til motorerne vanskeligere. Galeon 380 har en planingstærskel der mærkes, men den kommer hurtigt oppe og plane. Adgangen til motorerne under agterdækket er bedre og støjniveauet lavere inde i båden. På plussiden kan også nævnes at drevene kan trimmes ud og stævnen løftes. Det er vigtigt ved sejlads i medsø og når båden er fuldt ferielastet. Bortset fra disse forskelle er det overraskende hvor ens bådene sejler.
I motorrummet på Galeon var monteret to Volvo Pentas D4-motorer på hver 210 hk. Det rækker til en topfart med let båd på ca. 28 knob. Med fuld last vil topfarten falde og båden blive langsommere i plan. Derfor tror vi at to af de nye D4-motorer på 260 hk vil være et endnu bedre valg uden at motorernes vægt bliver større.
Båden har som nævnt været på markedet nogle år og har indtil nu været den polske producents flagskib. Udover nye motorer har båden gennemgået en del modernisering. Først og fremmest på indretningen. Den er blevet lysere og mere elegant. Flere steder er træværket erstattet med lækkert alcantare. Lyse farver i dækssalonen giver et mere moderne indtryk. De store vinduer i dækssalonen sidder ikke i aluminiumsrammer, men er limet fast efter de mest moderne principper - som på biler og mange fly. Det betyder i praksis at overbygningen bliver lidt stivere og man undgår kuldebroen ved aluminiumsrammerne - med dertil hørende kondens og dug på vinduerne på kolde dage.
I forbindelse med moderniseringen er det lidt synd at man ikke har justeret en del detaljer på flybridgen. De to stole fremme sidder ikke på aluminiumsstativer men på støbte kasser og kan derfor ikke drejes rundt og danne en sofagruppe mod L-sofaen.
Støbt trappe med gode trin op til flybridgen, men åbningen i taget luk-kes ikke af en tæt luge. Når det regner må der lukkes med f.eks. havnekalechen over flybridgen. Bruger man båden uden kaleche rundt om agterdækket er det ikke så vigtigt at det er tæt, men med kalechen får man et ekstra tæt rum og så er det jo ærgerligt hvis regnen fosser ned ad trappen. Her skal måske tænkes på en ny form for flybridge, hvor sådanne detaljer er ændret.
Selve flybridgen er rimelig stor med to gode stole og førerplads i midten med fint udsyn ved havnemanøvrer. Fremoverliggende vindspejl i passende højde tager det meste af fartvinden. Agter en L-formet sofa og bag denne kan rigges til en solbadeplatform. Targabøjlen er kraftig, men en smule lav. Den har god plads til ekstraudstyr som antenner etc.


Agterdækket er rektangulært med god plads til stole og bord. Der er dør ud til badeplatformen hvor der er monteret fenderholdere. Testbåden havde kaleche på begge sider og agter - det reducerer fugtigheden inde i båden på regntunge dage.
Dækssalonen entres gennem en stor skydedør og i styrbord side er en sofagruppe. En fiks detalje er at ved tryk på en knap skydes sofahynden ud og vips har man en ekstra dobbeltseng. Sofaen er komfortabel med et pænt spisebord. Ligesom Jeanneau 36 og mange andre europæiske flybridgebåde, er sofagruppen placeret lavt. Det betyder at de som sidder her har begrænset udsyn og ikke kan følge med fremover i fart. Her kommer forskellen på ”skandinavisk ” og ”europæisk” bådbrug tyde-ligt frem. Mens man her oppe i nord ofte sejler længere stræk, bruger man sydover i Europa mere båden som etflydende sommerhus. Det vil side kortere ture og så spiser man om bord mens båden ligger fortøjet i marinaen. Så er sofagruppens placering helt ok. Men skal man bruge båden til længere ture, be-tyder det at kun skipper og passageren kan se fremad når båden er i fart. Hvad der er bedst, afhænger altså af hvad båden skal bruges til.
I bagbord side - altså under trappen til flybridgen - er der skab og plads til tv. Her er også kontrolpanel til det elektriske anlæg placeret bag en glasdør. Selve panelet har lysende kontrollamper og kontakter med lys. Det ser professionelt ud og det går igen når man ser nærmere på det elektriske anlæg. Det er faktisk meget ordentligt og godt!
Den indvendige førerplads og navi-gatørstolen er hævet placeret et par trin. Gode stole og fint udsyn. Rat og motorkontroller sidder godt placeret og der er god plads til ekstraudstyr både på instrumentpanelet og i tagkonsollen.
To trin nede fra dækssalonen ligger pantryet i bagbord side. Det har en pæn størrelse, god arbejdshøjde og plads nok til at tilberede større måltider. 
Toiletrummet er enkelt og funktionelt med fuld ståhøjde. Under førerpladsen ligger midterkahytten, adskilt med egen dør og med to køjer. Gode garderobeskabe og stuverum. Forude er ”owners cabin” med en stor dobbeltkøje. Der er god plads, gode ventilationsmuligheder og behagelige detaljer som indirekte belysning. Forkahytten er slet og ret tiltalende og giver en snert af luksuriøst snit. 
Et klart plus er finishen. Træapteringen er nøjagtig tilpasset og med fine overflader. Uanset hvor man ser - under dørken, i motorrummet eller inde i skabene, er der høj kvalitet med rene flader på topcoaten.
Fordækket entres via brede side-dæk og igen noterer vi pluspoint for en kraftig pulpit som går hele vejen fra agterdækket til stævnen. Her kan man bevæge sig sikkert. Der er håndlister på flybridgen og solide klamper.
Med bovpropel og to motorer med drev, manøvrerer båden fint i havn. Den går med moderat planingstærskel op i plan og ligger overraskende stabilt selv om den har en høj overbygning. Topfarten på ca. 28 knob er acceptabel og det betyder en cruisingfart på 24-25 knob. Med fuld ferieudrustning, fulde tanke og 5-6 personer om bord, vil det være en fordel med lidt stærkere motorer.
I sving ligger båden støt og styringen er let og fin. Grov sø var der ikke under testen, men båden passerede større hækbølger med tyngde og uden mærkbare slag. Her opdager man at en 38 fods båd er stor og mere sejler som et lille skib i forhold til en mindre båd på omkring 30 fod. Bådens absolut stærkeste side er at den cruiser behageligt i fartområdet 20-25 knob.

Konklusion
Galeon 380 har ikke det mest moderne design, men indretningen er opdateret til moderne standard. Det er først og fremmest en komfortabel feriebåd for fire - forældre med børn eller to par i separate kahytter. Ekstra køje i salonen, der dog er bedst egnet som ekstraseng en nat eller to. Igen viser det sig at en flybridgebåd på denne størrelse virkelig er et flydende sommerhus. Planløsningen med to kahytter, stor dækssalon, stort agterdæk, flybridge og fordæk, der kan bruges til solplads, gør at bådens forskellige afdelinger kan bruges uafhængig af hinanden. Man kan tage en middagslur, selv om resten af familien hygger sig andetsteds om bord.
Kvalitet og finish er klart godkendt og beviser igen at polske både er på europæisk standard. Med den lavere timeløn kan man bruge flere timer på finish og detaljer. Det er det elektriske anlæg et godt eksempel på. Galeon 380 er en rummelig og stor familiebåd til en pris, der gør den konkurrencedygtig i denne klasse.

Galeon 380

Længde: 11,49 m
Bredde: 3,73 m
Dybgang: 0,72 m
Brændstoftank: 990 l
Vandtank: 500 l
CE-kategori: B
Maks. ant. personer: 8 stk.
Antal køjer: 4 + 2 stk.
Motorer testbåd: 210 hk2 x Volvo Penta D4 m/DP
Vægt: ca. 8016 kg
Pris fra: 1.673.000 kr.
Pris testbåd: 1.829.000 kr.
Producent: Galeon, Polen.
Forhandler: Ove Floor, Randers, tlf. 86 42 64 55.


+ Konkurrencedygtig pris
+ Flot turbåd til fire
+ Elektrisk anlæg

- Ældre detaljer på flybridge
- Udsyn fra sofagruppen
- Lidt gammeldags design