fbpx

TG-600 FlyingFish

Inkluder i Newsletter: Ja

TG-600 FlyingFish kommer farende som en rigtig flyvefisk med alle antennerne oppe, når den som her er rigget op til trolling i fuldt flor. Og dette første indtryk lyver ikke. TG-600 er en fin lille sag, der beviser, at små motorbåde sagtens kan være både sødygtige, hurtige og rummelige, og det er ikke altid forenelige størrelser.
Den er en ny konstruktion fra den finske konstruktør Tage Gustafsson, som kan en hel del af sin maritime Fadervor fra motorbådssporten. Men han forstår også at komme rundt i hjørnerne af et bådskrog, så det både yder og udnyttes til det maksimale.
Navnet TG kan give voksne sejlere kuldegysninger fra skoletiden. Det var ikke særlig hæderfuldt at komme hjem med et TG i karakterbogen, og det kunne betyde både skærpet forældreovervågning og tab af billetter til biffen. Hvis blot konstruktøren hed Ulf, ville bådnavnet stemme bedre overens med indtrykket af båden, for den er næsten til ... UG.
Gennemført til to personer
Flying Fish’en er nærmest en halvkabinebåd, for den er bygget med styrehus med blød top, der går helt ud i borde. Det manglende sidedæk kompenseres med en rimeligt stor dør midt i styrehusets frontsektion, så man kan komme ind og ud med det tykke motorbådstøj på. Dørens størrelse er muliggjort af et lillebitte selvlænsende cockpit nedfældet i fordækket, og stævnen er omhyggeligt udstyret med et par store søgelændere, så der er sikker trafik til og fra stævnen i havn.
Der er tale om en udpræget topersoners båd. Under fordækket er der to udmærkede køjer, styrehuset har to gode førerstole, og cockpittet agter har fin plads til at to personer dyrker fiskeri. Til dagture og udflugter kan den sagtens tage de fem personer, den er CE-godkendt til, men så skal man sikkert op i nogle flere hestekræfter end dem, testbåden var udstyret med.
50 firetakts-heste er fint til denne båd
Vi testede TG-600 med en 50 hestes Yamaha 4-takter, som er rigelig til to personers sejlads. Man sidder accelerationsvenligt godt fremme i førerstolene. Det giver god balance, så båden er hurtigt oppe at plane. Den løber her ca. 22 knob, hvilket er let at slå sig til tåls med.
Bedst er, at båden sejler ualmindelig komfortabelt i den øverste del af fartområdet. TG-600 har en skarp stævn og et dybt skrog med 19 graders bundvinkel, som skærer bølgerne godt. Det tillader pænt høje gennemsnitshastigheder på uroligt vand, hvilket er meget mere værd i vore farvande end en svimlende tophastighed, der kun kan opnås de få dage, der er havblik.
Sejlegenskaberne giver generelt et meget helstøbt indtryk. Skroget tager bølgerne på en overbevisende og robust måde, der får båden til at føles "stor". Manøvremønsteret i øvrigt er typisk småbåd. Den har en dejligt direkte reaktion på styreudslagene og krænger villigt med, og den slår elegant snævre sving uden at løfte propellen ud af vandet. Det er klasse, og det giver en opløftende sejlglæde, der minder om at køre på motorcykel. Ejerskabet er relativt let. Med en egenvægt på 500 kg. er den født til at blive trailerbåd, og så er man ude over problemet med at finde havneplads.
Nedstrygeren frem og lav bedre udsyn
TG-600 koster uden motor ca. 119.000 kr., og tilbyder godt udstyr til pengene i form af gode stuverum for, agter og under cockpitdørken. I cockpittet er der god siddeplads på kistebænken agter og på to små "skamler" i hjørnerne ind til styrehuset.
Udformningen af styrehuset med den bløde sejldugstop kan godt diskuteres, for styrehusets overkant er relativt lav, så høje personer har hæmmet udsyn, medmindre man finder ud af at skære af styrestolenes støtter.
På gode dage fjernes sejldugstoppen, så man får udvidet plads at bevæge sig på, ligesom man kan stå op under sejladsen. Hertil er kanten fremme ved vindspejlet udstyret med to velanbragte håndlister. Fint og gennemtænkt. Men vi skal ikke undlade at bemærke, at det udover den allerbedste del af sæsonen kan være en kold fornøjelse at sove under en top af teltdug, så vil man udnytte TG’ens gode sejlegenskaber til tursejlads, kræver det et par gode soveposer.

TG-600 FlyingFish
Længde: 6,0 m
Bredde: 2,1 m
Vægt: 500 kg
Bundvinkel: 19 grader
Motorstørrelse: 40-70 Hk
Brændstorftank: 70 l
CE-godkendt: 5-pers./500 kg kat. C
Testet med Yamaha 50 Hk 4-takt
Pris som testet: 157.900 kr.









★ Gør det selv

★ Bundmaling: Ram den grønne bølge med det nye sort

★ Artikel

★ Tjekliste til en sikker søsætning

Havne

København kan snart få flydende øer

Kapsejlads

Torbole Lake Garda: Dansk E-jolle triumf





Udvalgte artikler *