fbpx

Campion Explorer 602

Inkluder i Newsletter: Ja

En hyldeknægt med en stor hylde bag på speedbåden er én af de muligheder, man har for at få et anderledes fartøj. En bracket rykker motoren agterud og giver samtidig en god platform, og den ændrer bådens sejlegenskaber på en spændende måde. Den bliver hurtigere og får mere storbådsagtige sejlegenskaber.
Vi har prøvet bracket - der betyder knæ i maritim oversættelse - hos Leif Larsen i Svendborg, der altid er frisk på at prøve noget nyt. Bracket'en sidder på en Campion Explorer 602 walkaround-båd, der hermed vokser fra 703 til 775 centimeter og gør sig fortjent til betegnelsen "BK". Bracket'en bærer maksimal motorstørrelse, en 200 hk Mercury Optimax Offshore, så der er rigeligt med heste at flytte rundt på bådens 1123 kg.
Et kik ind i agterrummene på Campion'en overbeviser straks skeptikere om, at værftet er bevidst om, hvilke ekstra belastninger man lægger på skroget, når man flytter en kraftig motor næsten trekvart meter længere bagud. Det er værftsarbejde at montere en bracket, der er en kraftig glasfiberkonstruktion, som spændes til agterspejlet med en række velvoksne bolte og spændskiver.
Motoren bagud giver større bådfornemmelse
Campion 602'eren har undgået balanceproblemer ved at flytte motorvægten agterud, men det er ikke overraskende, da båden også fås i en indenbordsversion, som vejer 750 kg. mere. I havnemanøvrer virker det, som om båden manøvrerer lidt mere præcist, fordi motoren sidder mere frit af skroget.
Sejlegenskaberne ændrer sig til noget mere storbådsagtigt, når vi giver gas. I forhold til en båd med fuldt skrog af samme totallængde mangler den naturligvis et stykke bådbund til at bære skroget over planingstærskelen. Denne er noget høj, omkring 15 knob, og båden sejler først helt fri planing nærved de 20 knob. Dette er også forårsaget af, at skroget har en ret dyb bundvinkel på 19 grader, men denne giver til gengæld fin kompensation i form af en glimrende sødygtighed, som tillader at holde båden i planing, selvom forholdene bliver rå.
Når Exploreren er vel oppe i planing, giver bracket-monteringen en udpræget fornemmelse af at sejle stor båd med god længde, som også medvirker til egenskaberne i sø med rolige, langsgående bevægelser. Det føles, som om båden "hænger" i den kraftige motor og får løftet skroget lidt ekstra ud af vandet. Om det skyldes formindsket vandmodstand eller rå kraft, kan vi ikke afgøre, men en tophastighed på over 43 knob kan vist tilfredsstille de fleste.
Den rå fiskebåd er gjort familievenlig
Exploreren her er en særlig udgave med en ny, fast "bimini-top" som giver en vis udflugtsstemning om bord, og har man bare én gang prøvet at stå i skygge under sådan én i brændende sol, vil den være på ønskelisten. Båden har et meget vellykket og veludstyret cockpit med to gode og komfortable styrestole, hvoraf passagerstolen er en ryg-til-ryg type som kan foldes ud til en middagslur. Der er også agtersofa, formet som klapsæder, så man kan få al dørkplads fri til fiskeri.
Under dæk bydes vi på en lækker lille kabine med to voksenkøjepladser og kemisk toilet. Overalt er der gennemtænkte, praktiske indretninger til fiskeri, såsom fisketanke, færdige huller til fiskestængerne og f.eks. et lille stuverum, hvor gennemsigtige plastkasser til fiskegrejet står som i et bibliotek.
Campion Explorer 602 BA er egentlig en rå fiskebåd med walkaround, men dens udførelse giver fuld dækning for adoptationen af et begreb fra bilverdenen, hvor terrænbilerne gøres landevejs- og familievenlige under navnet Sports Utility Vehicles. Landevejens SUV'ere har ikke altid dækning for betegnelsen, for de er ikke alle lige seje, når de kommer i terræn. Ude på vandet med Campion er der derimod dækning for begrebet.