fbpx

Sea Line 575 Cruiser og Quicksilver 500

Inkluder i Newsletter: Ja

"Polakkerne kommer!" kunne vi bruge som anskrig for denne artikel, for polsk konstruerede og -byggede både gør sig efterhånden bemærket med stor gennemslagskraft, og det har vi et par håndgribelige eksempler på i form af disse to nye både, Sea Line 575 og Quicksilver 500.
Polskbyggede både har været på det danske marked i næsten en generation, de har blot været ret usynlige, idet masser af ikke-jerntæppelande har fået produceret deres både her. Der har altid været en stor bådebyggerbranche i Polen med bund i det klassiske bådebyggerhåndværk, da polakkerne i jerntæppetiden havde en status som dem, der byggede diverse klubbåde til andre østlande.
Sea Line 575 er nyeste model fra Galeon-værftet, og selvom dens oprindelse er uvis - der cirkulerer masser af udmærkede, gamle konstruktioner - er den afgørende afpudsning af skrogform og design absolut værftets egen, og det har man gjort godt.
575'eren er en typisk daycruiser med en nydelig sovekabine og god udendørs plads samt behagelig skrogstabilitet i kraft af en god bredde, 2,43 meter.

Lav planingstærskel giver gode tur-gennemsnit

Den mest positive overraskelse er sejlegenskaberne. Sea Line 575 er som ventet er uhyre accelerationsvillig med en 100 hk Yamaha 4-takter på bagsmækken. Den har en planingstærskel allerede omkring 10 knob og sejler "frit" omkring 13-14 knob med to mand ombord.
Det kunne tyde på et fladt skrog med reducerede egenskaber i sø, men tværtimod: Sea Line skærer bølgerne overraskende fint i planingsfart og sejler rigtig komfortabelt for en båd i denne størrelse. Styreegenskaberne er sjovt "stive", muligvis i kraft af det brede skrog, så den svinger uden nogen særlig krængning. Det virker næsten som at køre radiobil, for den kan også svinge ret skarpt, og skal presses meget hårdt, før den truer med at miste grebet.
575'eren kan sejle med op til 150 hk, og demonstrerede fin balance mellem kraft og skrog med den 100 hk Yamaha, som leverede en tophastighed omkring 34 knob. Man kan sagtens nøjes med en 80 hestes motor og spare omkring 10.000 kr., og stadig nyde godt af en firetakters lave støjniveau.

Ret selv på en dårlig kørestilling

Indretningen er ganske traditionel med et pænt stort cockpit med to faste styrestole plus en agtersofa til tre personer. Under fordækket er der en rimelig pæn topersoners køje med 190 cm liggelængde, men der har været noget galt med waterpasset, for man ligger lidt op ad bakke. Måske skulle man ligge to for at komme i vater?
Udrustning og finish er enkel, men reel. Det er en båd efter princippet "du får, hvad du ser", så man leder forgæves efter pantry, håndvask og toilet forude, men der er både ofret inderskal i køjerummet og praktisk skydedør af røgfarvet plastic.
Kørestillingen er lovlig tæt på rattet, hvor man sidder noget krampagtigt uden at kunne strække benene. Det er en generel fejl ved små motorbåde, som måske ikke har været beregnet til ratstyring fra begyndelsen af. Motorhåndtaget sidder også lidt langt agterude, men begge dele kan der rettes på ved at bytte førerstolene ud med nogle som kan skydes tilbage.