fbpx

Det Sydfynske Øhav er kommet med på listen over globale geoparker 

Inkluder i Newsletter: Ja

Geopark Det Sydfynske Øhav blev onsdag udnævnt af FN-organisationen UNESCO ved et forårsmøde i Paris. Med udnævnelsen til at være UNESCO Global Geopark følger en anerkendelse af områdets store betydning for at forstå den naturhistoriske og geologiske udvikling i både Danmark og verden. Det skriver Geoparken i en pressemeddelelse.

Sammen med 17 andre geoparker fra hele verden bliver Geopark Det Sydfynske Øhav nu en del af listen over UNESCO Global Geoparker, som er internationalt anerkendt for unik geologi, natur og kulturarv. Det Sydfynske Øhav er den tredje danske geopark på listen. De to andre er Geopark Odsherred (siden 2014, red.) og Geopark Vestjylland (siden 2020, red.).

- Det er svært at få armene ned på en dag som i dag. Det er kulminationen på mange års hårdt arbejde med at dokumentere og formidle landskabernes geologiske historie såvel som kulturarven på Sydfyn og omkring Det Sydfynske Øhav. Området fortæller for eksempel om dramatiske havstigninger i slutningen af sidste istid og om tilblivelsen af et helt særligt landskab, som gør det muligt at forstå sammenhængen mellem naturen og den kultur, som efterfølgende er opstået, siger Rasmus Elmquist Casper, sekretariatsleder for Geopark Det Sydfynske Øhav.

Den sydfynske geopark strækker sig over et stort areal af både land og vand på tværs af Faaborg-Midtfyn, Svendborg, Langeland og Ærø Kommuner. Geoparken indeholder både den berømte randmoræne, De Sydfynske Alper og Det Sydfynske Øhav, som er et af verdens største oversvømmede istidslandskaber med 55 øer og holme.

Læs mere på UNESCOs hjemmeside her

Fakta:

Hvad er UNESCO?
UNESCO er FN’s organisation for uddannelse, videnskab, kultur og kommunikation og arbejder for, at kerneværdier som kvalitetsuddannelse, demokrati og beskyttelse af natur- og kulturarv former alle menneskers liv og hverdag. 

UNESCO udpeger områder med særlig betydning for forståelsen af den verden, vi lever i. For eksempel UNESCO Verdenskulturarv, UNESCO Biosfæreområder og UNESCO Global Geoparks. 

Når et område opnår UNESCO-udnævnelse, er det en anerkendelse af stedets unikke kendetegn og betydning for menneskehedens fortid og fremtid. Samtidig er det en anerkendelse af, at stedet har særligt gode forudsætninger for at udvikle tilgange, metoder og projekter i forhold til at virkeliggøre FN’s 17 Verdensmål på lokalt plan.












Udvalgte artikler *