fbpx

Kertemindes havnefoged: Nu afventer jeg udfaldet i Aarhus

Inkluder i Newsletter: Ja

Bølgegangen fra Aarhus Kommune om, at bådejere ikke lovligt kan anvende deres både som helårsboliger, er nu nået til Kerteminde Havn.

Her frygter havnemester Søren Therkelsen ifølge Fyens Stiftstidende, at han bliver nødt til at smide folk væk fra deres både, hvis de bor på den hele året rundt.

Tilbage i januar udsendte Aarhus Kommune brev ud til 108 bådejere om, at deres båd ikke kunne anvendes lovligt som helårsbolig, da en lystbåd ikke lever op til byggereglementets krav til en bolig. Hele den polemik kan du læse en dybdegående artikel om i kommende udgave af Bådmagasinet #590, som udkommer primo april.

- Det er simpelthen fysisk umuligt at omdanne en båd til at ligne et hus blandt andet i forhold til kloakering og isolering. Hvis bådejerne trækker Aarhus Kommune i retten, og de (kommunen, red.) får medhold, vil det gøre, at jeg er nødt til at bede helårsbeboerne overholde det nye regulativ og dermed implicit smide dem ud, siger Søren Therkelsen til Fyens Stiftstidende.

I Kerteminde Kommune må man ifølge havneregulativet ikke opholde sig på sin båd hele året rundt, men samtidig kan man godt få en adresse på havnekajen ifølge cpr-lovgivningen. Det er derfor vanskeligt for havnemesteren at håndhæve de to modstridende regler for fast ophold, som det er lige nu.

Så nu afventer man i Kerteminde Havn - og sikkert også andre steder i landet - på resultatet fra Aarhus, før de endelige konsekvenser vises. Lige nu er der omkring otte personer i Kerteminde Havn, som med stor sandsynlighed opholder sig mere på deres lystbåd, end regulativet tillader, vurderer en af bådejerne på kajen til fyens.dk
Kilde: fyens.dk/kerteminde

 

 












Udvalgte artikler *