Forfatteren Lærke Kløvedal er vokset op med et berømt efternavn - og med hele Danmarks eventyrkaptajn Troels Kløvedal som far. En far der sejlede på de syv have og fyldte meget, men ikke så meget i datterens liv. Med erindringsbogen "Sømærke" fortæller Lærke Kløvedal om at vokse op i en familie af eventyrere og idealister, men selv savne kort og kompas til virkeligheden.
Torsdag d. 30 november kan man møde Lærke Kløvedal i en forfattersamtale på M/S Museet for Søfart i Helsingør. Dermed vender Lærke Kløvedal tilbage til den by, hvor hendes far var i lære på byens skibsværft med den dok, der i dag er rammen for museet.
Lærke Kløvedal er journalist, filmproducer og er bl.a. kendt som madanmelder på Politiken samt vært på den populære podcast "Det sidste måltid". Debutbogen "Sømærke" udkom i oktober og har fået meget omtale, som et stærkt generationsportræt og et opgør med en opvækst i kollektivernes storfamilier. Bogen er også en poetisk og usentimental undersøgelse af, hvad og hvem der former os - på godt og ondt.
"Sømærke' er en erindringsbog fra mit eget liv. Det er en bog om at blive til og være til. Bogen handler om alt det, der former os - opvækst, familie og kærlighed, Bogen krydsklipper mellem min barndom, mine teenageår i provinsen og mit voksne liv i København," siger Lærke Kløvedal i et interview på forlaget Gutkinds hjemmeside.
Lærke Kløvedal er i samtale med M/S Museet for Søfarts program-og udstillingschef Sarah Giersing, torsdag d. 30. november kl. 17 - 18.15 .
Efterfølgende er der mulighed for at købe et eksemplar af bogen og få den signeret. Arrangementet er en del af "Elsinore Evenings", museet har åbent til kl. 20.
Pris: Gratis med entrébillet til museet og for årskortholdere. Alle deltagere skal på forhånd booke en plads via museets hjemmeside.