Vi er umådelig stolte over at kunne meddele, at vi har modtaget en generøs bevilling fra A.P. Møller Fonden til gennemførelse af det meget nødvendige projekt med at restaurere skroget på Skonnerten Aron. Det er en vigtig anerkendelse af vores arbejde og tro på, at det er hele Danmarks kulturarv vi passer på. Sådan lyder pressemeddelelsern sendt ud forleden.
Dette projekt er afgørende for bevarelsen af Skonnerten Aron og sikre dens fremtidige drift. Aron består stadig hovedsageligt af originalt tømmer fra 1906, og det er en del af dette tømmer der nu trænger til udskiftning. Projektet strækker sig over tre vintre hvor det primært er planker i fribordet og undervands skroget samt de nødvendige støtter og spanter der skal skiftes.
Skonnerten Aron, et sejlførende fragtskib fra 1906, er en af de sidste tilbageværende Husmandsskonnerter i Danmark. Det vil sige at den stadig ejes og drives af en lille familie, præcis som det var tiltænkt, da skibet blev bygget. Aron har i dag ændret sin primære last fra stykgods til eventyrlystne gaster om bord.
Der formidles kulturarv og skabes uforglemmelige oplevelser på en miljømæssigt hensynsfuld måde. Skibet er synet af Søfartsstyrelsen, hvilket gør det muligt for alle danskere at booke en tur og opleve det at være om bord på et historisk skib.
Projektejerne, Skipper/Ejer Helene Moodie og Skipper/Ejer Gorm Bødker, har siden købet af skibet tilbage i marts 2021 arbejdet hårdt på at opretholde en bæredygtig forretningsplan, men de stigende omkostninger til materialer og vedligehold, samt skibets imponerende alder gør det vanskeligt selv at finansiere den nødvendige restaurering af skroget.
Med støtten fra A.P. Møller Fonden kan Skonnerten Aron nu fuldføre første fase af det store projekt. Vi forventer at påbegynde arbejdet i midten af nov. Projektet udføres ved Ring Andersens Skibsværft hvor skibet er blevet vedligeholdt de seneste 50 år.
Mere om Aron på skibets hjemmeside her.
Bonus info / fakta:
-Skonnerten Aron, bygget i 1906 i Marstal. 30m lang. 12 passagerer. Sejler familieture, dagture, events og teambuilding fra april til oktober
-Gorm Bødker og Helene Moodie købte skibet i 2021.
-Totalt ansøgt beløb: 2.549.700kr
-Bevilliget beløb: 600.000kr
-Planlagt egenfinansiering: 1.275.000 kr.(ud over ansøgt beløb)