fbpx

Rundt om Fyn med Oure Efterskole: Et døgn til havs gør noget ved et menneske

Inkluder i Newsletter: Ja

At sejle uafbrudt i et døgn er en særlig oplevelse, som mange sejlere ikke har fået med sig, selv efter mange års erfaring. Man oplever solen gå ned og mørket indfinde sig – man skal finde vej på havet uden at kunne se andet end stjernehimmelen over sig – og efter mange timer står solen op. En ny dag begynder.

Grænser
Det er grænseoverskridende for de fleste at sejle om natten, og især hvis man ikke har prøvet det før. Og netop grænser er temaet for sejlerlinjen på Oure efterskole i denne måned. Eleverne har været på skolen i godt halvanden måned, det hele er stadig ret nyt – og i denne uge blev de kastet ud i et stort eventyr: At sejle rundt om Fyn.

Spiler i time efter time
Syv både med knapt 40 elever og syv instruktører (heriblandt Bådmagasinets journalist, som skriver disse ord og tog billederne i galleriet, der kan ses forneden i artiklen) sejlede fra Lundeborg Havn tirsdag formiddag. Vejret kan hurtig vise sig udfordrende på denne årstid, men der var fin vind fra syd og en lun temperatur, så vi sejlede i shorts og T-shirt under spiler hele vejen nordpå igennem Storebælt, under broen og til Fyns Hoved.

Sejler i DS37
Oure Sport & Performance har en aktiv sejlerlinje, og tilbud både til efterskole, gymnasie og højskole. I Lundeborg Havn er der forskellige joller, men man sejler mest i skolens DS37’ere. Det er solide, enkle kølbåde uden aptering eller elektronik, de er lette og hurtigsejlende, og skal man lave mad, sker det på et medbragt Trankia-sæt. Toilettet er en spand, og man sover på et liggeunderlag på dørken, ovenpå et sejl, eller hvor man nu kan finde en plads. Med spileren sat og solen på vej mod horisonten lavede vi aftensmad i cockpit, og da vi rundede Fyns Hoved, viste det sig at vi kunne holde spileren flyvende hele vejen til Æbelø ved Bogense.

Alt er et race
Man plejer sige, at to eller flere både på nogenlunde samme kurs per definition sejler om kap. Og er man 16 år, så er det stærkt motiverende at sejle bare lidt hurtigere end de andre. Så crewet var i fuld koncentration, og drengene på Oure 3 – Johannes, Alexander, Mads, Victor, Rasmus og Magnus – jublede over at føre feltet til Middelfart, hvor der traditionen tro var mere eller mindre vindstille. Og ikke mindst mørkt.

Mikro jordomsejling
Men vinden kom hurtigt igen, så vi krydsede igennem natten mod syd igennem Lillebælt under stjerner og måneskin, indtil solen stod op igen og vi kunne se Fyn til bagbord og Jylland til styrbord. Onsdagen blev tilbragt på Avernakø i det sydfynske øhav, og torsdag sejlede vi – igen med spiler – en hurtig sejlads tilbage til Lundeborg. Dermed var vores mikro jordomsejling fuldbragt, og efter oprydning og klargøring af bådene kunne eleverne sætte kryds ved en temmelig udviklende og lærerig (og for mange også grænseoverskridende) oplevelse.

En ny generation sejlere er på vej – de får lov at smage på alle sejlerlivets facetter, og skoleåret er lige begyndt.









Kort nyt

Sømandens juleværksted er åbent

Kapsejlads

Nations VM: Piv ringe start blev vendt til sejr

Tursejlads

Spørgeskema: Hvordan forbereder langturssejlere sig, når det...





Udvalgte artikler *