fbpx

Søværnet leder efter historiske skibsdele på havets bund i Norge

Inkluder i Newsletter: Ja

Nordens største vragjagt er netop sat i gang. Det sker i et samarbejde mellem forskningsgruppen Epoke, militære myndigheder og videnskabelige institutioner i Danmark og Norge.

Og hvorfor nu det? Vi skal tilbage i historien, for at se, hvad der ledes efter på havets bund ud ved Farsund i Norge.

I 2023 er det 500 år siden, at kong Christian II modvilligt forlod København og drog i eksil i Holland. Kongen tog en flotille af imponerende skibe med sig. Kronen på værket var 'Maria', et af de to største våbenskibe, der eksisterede på det tidspunkt. Sammen med søsterskibet 'Engelen' var Maria et af de første skibe i verdens ældste flåde, nemlig den dansk-norske flåde.

I Holland planlagde Christian II at genvinde magten fra Frederik I. Forsøget mislykkedes, og forskningsgruppen Epoke kan nu dokumentere, at Christian II definitivt mistede to vigtige skibe i havet ud for det sydlige Norge.

Om bord var vigtige ressourcer, som muligvis kunne have ændret historiens gang og forliset menes at have sat det endelige punktum for Kalmarunionen.

Et intakt vrag finder man næppe. Ambitionen er derimod at finde så mange dele som muligt, så de kan bjærges, dateres, konserveres og udstilles i samarbejde med Moesgaard Museum i Aarhus.

På den måde kan nuværende og fremtidige generationer bevidne, hvad der skete, da fundamentet for det moderne Skandinavien blev grundlagt. Læs mere om dette spændende projekt i vores trykte udgave af Bådmagasinet #587, som udkommer ultimo september til abonnenter, og primo oktober i detail.

Kilde: Forsvarskommandoen og Forskningsgruppen Epoke













Udvalgte artikler *