fbpx

VM i Holland: En bronzemedalje og tre OL-nationspladser - Dan Ibsen evaluerer

Inkluder i Newsletter: Ja

VM for alle de olympiske klasser i Holland sluttede søndag, og generelt kunne dansk sejlsport være tilfreds med en medalje og tre OL-nationspladser – selvom resultaterne ikke var prangende, bortset fra Rindom som vandt sin sjette VM-medalje.

De danske sejleres resultater i forårets store internationale stævner i Palma og Hyeres samt ved For-OL i Marseille har – bortset fra Anne-Marie Rindom – været relativt beskedne, og i flere tilfælde klart ringere end forventet.

Succeskriteriet ved et VM er normalt at vinde medaljer. Udover ILCA6, er der i tre klasser fortsat et godt stykke til OL-medaljepotentiale. I resten af klasserne må det vurderes at være urealistisk med topplaceringer, selvom det skulle lykkes at kvalificere klassen til OL i foråret 2024.

Dansk sejlsports eneste stjerne
Anne-Marie Rindom sørgede – alene – for at sikre en VM-succes og -medalje til dansk sejlsport, og indfriede dermed både sine egne og andres forventninger om en medalje i ILCA 6 samt sikring af OL-nationspladsen.

Rindom lå i hele stævnet i top 5, og 1.-pladsen i sidste sejlads i kvalifikationsserien og dermed en 2.-plads samlet, var et godt udgangspunkt for kampen om endnu en VM-medalje. Men fire andre sejlere lå også til at vinde VM, da starten på Medal Race gik, og Anne-Marie kunne i værste fald være endt på en femteplads.

Efter en straf i startproceduren i en luv/læ situation med belgieren, lå Anne-Marie sidst og sejlede sig i den meget lette vind op til en sjetteplads. Den Schweiziske båd blev nr. syv og vandt dermed sølv, og Anne-Marie blev henvist til bronze, som hun bagefter var glad for. Hun vandt for en måned siden sølv ved For-OL i Marseille.

Dette var Rindom's sjette VM-medalje: 3 guld (2015+2019+2022), 3 bronze (2016+2018+2023).
Herudover har hun OL-guld (2021) og OL-bronze (2016), samt EM-guld (2019) og to EM-sølv (2017+2020). Hun har således formået at vinde mindst én medalje årligt siden sit første VM-guld i 2015. Anne-Marie har dermed allerede positioneret sig som den bedste danske sejlsportskvinde nogensinde, samt tillige én af de bedste danske sejlere på lige fod med de allerstørste mandlige sejlerprofiler.

Anna Munch sluttede på en rigtig flot 12.-plads i ILCA 6, kun 3 point fra at kvalificere sig til Medal Race, hvilket samtidig er hendes hidtil bedste VM-placering. Anna er dermed godt i gang med at positionere sig som arvtager efter Anne-Marie Rindom, hvis Rindom skulle slutte sin OL-karriere efter OL 2024.

Tre OL-nationspladser sikret
Sportschef Thomas Jacobsen havde som udgangspunkt ikke forventninger om flere medaljer, idet han efter forårets store internationale stævner måtte konstatere, at konkurrencen er blevet meget hårdere i alle OL-klasserne og mange flere nationer byder sig til i kampen om medaljer.

Så et andet fokus for Danmark blev at opnå top-10 placeringer samt at sikre OL-nationspladser. I januar 2023 var Sportschefens forventninger, at Danmark i 2023 burde kunne sikre OL-nationspladser i tre klasser, ILCA 6, 49er og. 49erFX.

En enkelt anden besætning klarede top-10, idet Johanne & Andrea Schmidt i 49erFX lige præcis blev nr. 10 og skulle sejle Medal Race, som desværre blev aflyst på grund af for lidt vind. Til gengæld kunne de glæde sig over, at de sikrede OL-nationspladsen i 49erFX.

I 49er blev Frederik Rask & Jacob Precht nr. 11, og nåede lige akkurat ikke Medal Race, men sikrede til gengæld OL-nationspladsen i 49er.

Selvom det ikke blev til flere medaljer og top-10 placeringer, var sportschefens forventninger trods alt indfriet, og nu skal der sammen med sejlerne lægges en plan for, hvordan 49er, 49erFX og Nacra 17 tillige kan udvikle sig i det næste år inden OL 2024, således at de kan blive medaljepotentielle sammen med ILCA 6.

De resterende klasser præsterede sekundære placeringer, og selvom nogle af klasserne eventuelt sikrer sig en OL-nationsplads, så ser det meget svært ud for dem at nå top-10 niveau.

20 nationer delte 30 VM-medaljer

Der er stor jævnbyrdighed mellem mange nationer i kampen om medaljerne, og i mange klasser blev VM-medaljerne vundet med relativt høje pointtal, som viste, dels hvor stor jævnbyrdighed der er, dels at sejladsforholdene i Holland var vanskelige med alle vindstyrker i et farvand præget af tidsvand.

Værtslandet Holland blev bedste nation med 2 guld og 1 sølv, med Israel som næstebedste nation med 1 guld og 1 sølv. 5 andre nationer – Australien, Frankrig, Italien, Japan og Sverige - vandt hver 1 guld og 1 bronze.

England – som har verdens største budget for den olympiske sejlsportssatsning - vandt medaljer i 5 af de 10 discipliner, 3 sølv og 2 bronze. De blev dermed den nation med flest VM-medaljer, og viste endnu engang, at de er i stand til at præstere topresultater i de fleste olympiske klasser.

Dette VM viste også, at når det spidser til i kampen om medaljer, så er det godt at have gode match race evner, idet man oftere ser sejlerne udkæmpe dueller, når de forsøger at presse hinanden til fejl og dårligere placeringer.

Sverige bedst i Norden
Det blev til tre medaljer til de nordiske lande i Holland til hhv. Sverige og Danmark.

I mange år har Danmark markeret sig som bedste OL-sejlsportsnation i Norden, men Sverige overtog ved dette VM den rolle, idet de vandt to medaljer, en guld og en bronze, samt opnåede yderligere to top-10 placeringer. Den svenske 49erFX var urørlig og vandt guld med VM-stævnets mest suveræne serie og 40 point til nr. 2 i klassen.

Med Rindoms bronzemedalje samt en 10.-plads i 49erFX blev DK næstbedste nordiske nation. Norge præsterede tre top-10 placeringer, mens Finland stod for én top-10 placering.

Det er dog bemærkelsesværdigt, at de nordiske lande generelt klarer sig dårligt i windsurfing og Kite disciplinerne, eneste lyspunkt her var en norsk 4.-plads windsurfing.

Forventninger til OL 2024
Som sæson 2023 har formet sig resultatmæssigt for de danske OL-sejlere, peger pilen lige nu på én potentiel medalje i ILCA 6, hvor Anne-Marie Rindom uundgåeligt vil være blandt favoritterne, som forsvarende olympisk mester og tidligere tre verdensmesterskaber, men kampen om medaljer i klassen bliver markant hårdere end tidligere.

Det er bestemt realistisk, at en besætning i 49er, 49erFX eller Nacra 17 kan nærme sig medaljepotentiale, men det vil kræve, at sejlerne bliver i stand til kontinuerligt at kvalificere sig til Medal Race blandt de bedste, være i stand til at vinde sejladser og lave top 5 placeringer, samt frem for alt holde til presset, når det for alvor gælder.

Spørgsmålet er, om de kan forbedre sig så meget i det kommende år? Det får vi svar på om mindre end ét år, når OL-sejladserne går i gang i farvandet ud for Marseille.

Fremtiden for dansk OL-sejlsport
Det er dog altid også en god ide samtidig at se frem mod næste OL i 2028, idet erfaringen er, at sejlerne for at blive OL-medaljepotentielle, har erfaringer fra tidligere OL-satsninger og -deltagelse.

Ingen ved endnu, om Anne-Marie Rindom vælger at stoppe sin OL-karriere efter OL 2024, men hvis hun stopper, så skal man med stor sandsynlighed finde kommende danske medaljekandidater blandt de sejlere, som deltager i OL-kvalifikationen og OL i 2024.

Hvis Frederik Rask/Jakob Precht i 49er, Johanne og Andrea Schmidt i 49erFX samt Natascha Voilet Saouma-Pedersen/Mathias Bruun Borreskov i Nacra 17 samt Anna Munch i ILCA 6 alle sammen sætter kursen mod OL 2028 i Los Angelos - og at disse klasser fastholder sin position på OL-programmet - så vil dansk sejlsport have et fornuftigt udgangspunkt for igen at være medaljepotentielle i 2028. Men der skulle også gerne være flere topsejlere i hver klasse, som skaber bedre træningsmuligheder, ligesom den nationale konkurrence skærpes

Udover Anne-Marie Rindom, er der i dag ikke et lysende talent og en stjerne i dansk sejlsport, og det kan blive en stor udfordring at finde afløseren for Paul Elvstrøm, Ole Berntsen, Poul-Richard Høj-Jensen, Jesper Bank, Jørgen Bojsen-Møller og Anne-Marie Rindom, som alle har været unikke og i særklasse med flere OL-medaljer, adskillige VM- og EM-medaljer, mange internationale sejre samt dominerende i deres klasse over flere olympiader.

Hvis dansk sejlsport skal bevare sin status som dansk idræts mest vindende OL-idrætsgren i fermtiden, skal sejlerlandsholdet også være i stand til at vinde mere end én medalje ved hvert OL.

Sailing World Championship 2023 resultater












Udvalgte artikler *