For nogle dage siden skete det igen: En flok spækhuggere angreb en sejlbåd udenfor den spanske Atlanterhavskyst. Og denne gang gik det helt galt. Båden sank under slæb, kort før den nåede havn i den spanske havneby Barbate, ikke langt vest for Gibraltar.
Tre sunkne både
Selv om angrebene efterhånden er hyppige og velkendte, er det sjældent at skaderne er så voldsomme at båden synker. Typisk er det roret det går ud over – kølen bliver også angrebet, men den tåler jo betydelig mere. Der kendes pr. i dag tre tilfælde, hvor båden er gået ned som følge af skader fra spækhuggere.
Svært at undgå
Det farvand, hvor hændelserne finder sted, befinder sig på en meget benyttet sejlrute for langtursejlere. Det gælder både dem som skal krydse Atlanten, og dem som skal til eller fra Middelhavet. Det har derfor været mange spekulationer omkring hvilken strategi som er den bedste, når man skal passere det udsatte område.
Sand i vandet?
Mange sværger til at sejle så tæt på kysten som muligt. Andre sejler modsat meget langt ude. Der har været forsøgt at bakke, slukke motor og elektronik, gå for motor, ligge stille, hælde olie eller sæbe i vandet – og flere rapporterer om succes med sand: Simpelthen at have nogle spande med sand stående i cockpit, og hælde det i vandet ved kontakt med spækhuggere. Efter sigende kan de ikke lide at få sand i deres åndedræts-system, og holder sig derfor på afstand.
Altså, så længe der er sand i vandet.
Men intet ser ud til at være sikkert: Spækhuggerne kan komme som lyn fra klar himmel, og ramme så hårdt at voldsomme skader er opstået inden man når at gøre noget som helst.
Unge dyr lærer af ældre
Når det gælder forklaringsmodeller på det forholdsvis nye adfærdsmønster, så kommer der hele tiden mere viden. Mange forskere og havbiologer har interesseret sig for emnet. Der er ingen endegyldig forklaring, men når angrebene begyndte for to-tre år siden, så skete det i selve Gibraltar-strædet, hvor der som bekendt er rigtig meget skibstrafik og meget fiskeri. En flok unge spækhuggere som holdt til der, var ualmindelig stressede over forholdene. En teori er, at en bestemt spækhugger – måske en der var særlig respekteret i flokken, måske en der var særlig traumatiseret – begyndte at angribe mindre fartøjer, i en slags desperation eller raseri. Sejlbåde har en passende størrelse, og deres køl og ror kunne godt også ligne finner på havdyr, som ellers er mulige byttedyr for spækhuggere. Spækhuggere har nemlig meget avancerede jagtstrategier, som de træner på, og det kan også spille ind. Uanset årsag, så begyndte unge spækhuggere i hvert fald at kopiere adfærden, som derefter spredte sig. Mange sejlere der har oplevet angreb, fortæller at de har set en stor spækhugger sammen med flere mindre. De unge lærer altså fra de ældre.
Leg eller aggression?
British Cruising Association har nedsat en arbejdsgruppe, og de siger at problemet er svært at håndtere, fordi der ikke er noget entydigt billede af hvad der sker. Forløbene kan være meget forskellige. Nogle gange leger flokken rundt om båden, før de begynder at skubbe og banke ind i bådens undervandsskrog. Andre gange kommer de ræsende i fuld fart og banker direkte ind i fartøjet, uden forvarsel.
Et videnskabelig studie publiceret af Marine Mammal Science sidste år, viser at angrebene startede i 2020, og at der siden har været mere end 500 registrerede hændelser.
I videoen her fra amerikanske ABC News kan du se live optagelser fra både under angreb, samt høre en beskrivelse af teorien om den spækhugger, der igangsatte adfærden. Det pågældende dyr har endda fået et navn: Gladys Blanco.
