fbpx

Ny bådbrand midt i København: Sort røg væltede ud

Inkluder i Newsletter: Ja

Lørdag formiddag ved 10-tiden hastede Hovedstadens Beredskab ud til en melding om ild i en båd ved Overgaden Oven Vandet på Christianshavn.

Båden var overtændt ved vores ankomst. Branden er slukket, men der er en del røg, og vi eftersøger båden for personer, men p.t. ingen fundet, oplyser Hovedstadens Beredskab på Twitter.

Det kunne hurtig slås fast, at ingen personer var kommet til skade.

- Heldigvis er det en aluminiumsbåd, så den er temmelig isoleret, så det lykkes at slå ilden hurtigt ned, og flammerne når ikke at sprede sig til de andre både, fortæller operationsleder hos beredskabet, Martin Kjærsgaard, til avisen Københavnerliv.

Før weekenden var der også brand på to både i Nordhavn, men operationschefen afviser over for avisen, at der skulle være en sammenhæng.

- Det er ikke normalt nej, at der er ildebrand på tre både i København inden for så kort tid, men i hvert fald en af brandene i Nordhavn skyldes en teknisk fejl på et fyr. Det er en kold tid, og mange bor på bådene og fyrer måske lidt ekstra op for varmen, så der er risiko for tekniske fejl,
forklarer han.

Politi skal nu undersøge, hvordan branden er opstået.
Kilde: Københavnerliv