fbpx

Kæmpe gave: 100 mio. kroner til at skabe verdens bedste center for sejlmagere og bådebyggere

Related Articles: Bådbygger- og sejlmageruddannelsen flytter tilbage til Helsingør, Skoleelever skal lære at bygge både
Inkluder i Newsletter: Ja

Mange unge, der drømmer om en uddannelse som bådebygger eller sejlmager, kan nu se frem til et nyt og moderne uddannelsescenter for de to maritime håndværksfag i Helsingør med tilhørende elevboliger.

De maritime håndværksfag har de senere år gennemgået store forandringer, både hvad angår arbejdsgange og anvendelsen af materialer. I dag er bådebyggeri et moderne industrielt håndværksfag med højteknologiske processer og metoder. 

Det kræver nye rammer, og takket været en kæmpe-donation fra A.P. Møller Fonden og Lauritzen Fonden bliver værftshallen H19 ved Helsingør Havn forvandlet til et nyt hjemsted for de maritime håndværksfag med ambitioner om at gøre det til ’verdens bedste center for sejlmagere og bådebyggere’.

– Danmark behøver flere håndværksuddannede. Det gælder også de maritime fag. Et nyt uddannelsescenter med et højt fagligt niveau, som viser alt det spændende, man arbejder med, frem for omverdenen, vil være et godt bidrag til at øge interessen for de maritime håndværksfag. Dertil kommer et helt nyt skolehjem med trygge rammer for unge elever fra hele landet, siger formand for A.P. Møller Fonden, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, i en pressemeddelelse. 

A.P. Møller Fonden tildeler uddannelsesinstitutionen U/Nord 88 millioner kroner. Dertil kommer Lauritzen Fonden med 12,5 millioner kroner, mens Helsingør Kommune selv skyder 40 mio. kr. i projektet. 

– Det her er kæmpe boost, et virkelig godt skub, til vores satsning på at få uddannelser til Helsingør. Det viser også, at de her fag skal tages alvorligt, at vi giver uddannelsescentret af de bedste placeringer, man kan tænke sig. Eleverne kan se til Kronborg og har hele den maritime kulturarv lige foran sig, siger borgmester Benedikte Kiær fra De Konservative.

Helsingør Kommune har afsat godt 90 millioner kroner til at istandsætte værftshallerne ved havnen. 40 millioner af dem går til Hal 19, hvor de to uddannelser flytter ind i den næsten 1.900 kvadratmeter store hal – formentlig allerede i 2024.

Byens borgere og gæster vil kunne følge med i de unges håndværk og arbejde gennem vægge af glas fra en publikumsplatform. Direktøren for U/Nord Flemming Zachariasen lægger da heller ikke skjul på sin begejstring over projektet. Til Helsingør Dagblad siger han:

- Donationen betyder, at vi kan skabe et centrum for innovation, lokale styrker og international udvikling af de maritime håndværksfag... Placeringen på havnen giver muligheder for at teste konstruktioner og udnytte havnebassinerne. Det bliver en enestående ramme om vores uddannelser, som vil sætte helt nye standarder for inspirerende, nytænkende og praksisnære undervisningsmiljøer for erhvervsuddannelser.

I dag er Helsingør det eneste sted i landet, hvor man kan uddanne sig som bådebygger eller sejlmager, og eleverne kommer derfor fra hele landet. Men også det er der tænkt på. Gennem projektet vil der blive opført et skolehjem med plads til over 40 beboere nær Helsingør Bycenter. Derfra er der ikke langt ned til det nye center ved havnen.

Forventningen er, at der vil blive uddannet 40 bådebyggere og sejlmagere fra Helsingør om året, dobbelt så mange som i dag. Uddannelsen varer 4,5 år.
Kilde: Helsingør Dagblad og A.P. Møller Fonden.

 

 




Seneste nyheder





Kapsejlads

Så skal Lillebælts 2Star Mester findes igen

Kort nyt

EU har netop stemt for en "Havets Parisaftale"

★ Artikel

★ Landstrøm: Ja, jord skal med om bord

Kort nyt

Tyv satte stjålne bådmotorer til salg på nettet

Kort nyt

De er der ikke endnu – men når de kommer...

Kort nyt

Flot donation øger sikkerheden i Roskilde

Kort nyt

Tun-feber i Helsingør – billetterne er revet væk

Kapsejlads

Anne-Marie Rindom skadet - misser Hyéres!





Udvalgte artikler *