fbpx

Unge sejleres livsdrøm stødt på grund

Inkluder i Newsletter: Ja

To unge sejlere var på vej fra Frederikssund til Hundige i deres nystandsatte 42 fods motorsejler, som de havde købt for tre måneder siden, da de torsdag morgen fik motorstop. Den 18 tons tunge båd begyndte at drive ind mod kysten ved Tollerup Strand i Nordsjælland, og selvom ankeret blev kastet kunne det ikke holde båden.

Bådens ene ejer, Steen Saxild, ringede rundt flere steder uden at kunne få hjælp ifølge Sjællandske Medier Halsnæs. Han affyrede derfor en nødraket. 

DSRS’ station i Lynæs modtog derefter et opkald fra JRCC om den 42-fodsbåd, som var i nød, og at ankeret ikke kunne holde den i de to meter høje bølger. Båden var på vej ind mod stranden.

Da vi ankommer ligger båden meget tæt på land. Beredskabet fra Gilleleje var også på vej. Vi afventede deres ankomst, da vi ikke kunne komme tæt nok med et tov. Beredskabet meddelte at de heller ikke kunne komme tæt nok, skriver DSRS Lynæs på redningsselskabets hjemmeside.

Da de to besætningsmedlemmer er kommet sikkert i land, og redningsfolkene ikke ser sig i stand til at kunne trække båden ud, meddeler de ejerne, at de må kontakte deres forsikringsselskab med henblik på bjærgning af fartøjet.

Bådejerne kontaktede undervejs også Marinehjemmeværnet, Hundested Havn og Frederiksborg Brand og Redning, men kunne ifølge Sjællandske Medier ikke få hjælp nogle af stederne. 

– Vi har investeret alt, hvad vi har i båden, og det er en forfærdelig og angstprovokerende situation, vi står i. Vi håber, at nogen kan hjælpe os, siger Steen Saxild til Sjællandske Medier. Han og kærsten var i færd med at forberede en jordomsejling – en drøm som nu bogstavelig talt er stødt på grund.
Kilde: DSRS Lynæs og sn.dk