fbpx

EUROSAF med vage restriktioner - trues af de nordiske lande med boycot

Related Articles: Dansk Sejlunion nedprioriterer det europæiske samarbejde i EUROSAF
Inkluder i Newsletter: Ja

Størstedelen af idrætten har reageret markant efter den russiske invasion af Ukraine, det gælder Dansk Sejlunion, arrangører af internationale stævner, internationale klasseorganisationer, World Sailing, International Olympic Committee (IOC) og Danmarks Idræts-Forbund (DIF).

Men sejlsportens europæiske organisation European Sailing Federation (EUROSAF) har ifølge DS været noget ’fodslæbende’, og efter flere opfordringer fra DS og de nordiske lande kom EUROSAF endelig med en erklæring den 3. marts, som desværre er noget tvetydig.

Dansk Sejlunions direktør Christian Lerche uddyber dette:

”På den ene side tager man afstand til Rusland og Belarus (red. Hviderusland), og man udelukker også sejlere og stævneofficials. Men på den anden side giver man RUS og BLR tilladelse til at deltage i den kommende generalforsamling, der planlægges afholdt virtuelt for, at man ikke fysisk behøver møde de delegerede fra de to lande. Samtidig tillader man et russisk bestyrelsesmedlem at fortsætte i bestyrelsen for EUROSAF.

Dette finder vi helt uacceptabelt. Vi har derfor stået i spidsen for en fælles reaktion fra Nordisk Sejlforbund. Vores linje er, at de delegerede og politikere fra de to lande naturligvis også skal udelukkes. Og vi vil ikke deltage, hvis de deltager.”

Politikere og delegerede bør også udelukkes
Nordic Sailing Federation (Nordic SF) – som består af sejlunionerne i Danmark, Estland, Finland, Island, Letland, Litauen, Norge og Sverige og udgør Gruppe G i World Sailing – har reageret overfor EUROSAF og opfordret til, at man mere direkte fordømmer den fortsatte militære aggression og krænkelse af international lov fra de russiske og hviderussiske regeringers side.

Nordic SF er overraskede og skuffende over, at EUROSAF's bestyrelse har besluttet at tillade delegerede fra Rusland og Hviderusland at deltage i møder som den kommende generalforsamling og ved bestyrelsesmøder. Dette er fuldstændig uacceptabelt for medlemmerne af det nordiske sejlforbund, og man opfordrer bestyrelsen til at følge resten af ​​sportsverdenens linje med at udelukke ikke kun atleter og stævneofficials, men også politikere, delegerede og alle andre personer fra Rusland og Hviderusland.

Nordic SF opfordrer endvidere til at det russiske medlem af EUROSAF’s bestyrelse tillige fritages for sine pligter og udelukkes fra alle møder og andre aktiviteter i EUROSAF og sejlsportsverdenen.

Formanden for Nordic SF, Freyr Riska afslutter opfordringen fra den 8. marts til EUROSAF’s bestyrelse således:

”Hvis bestyrelsen ikke vil ændre sin holdning i denne sag, vil vores sejlunioner i Nordic SF ikke deltage i kommende EUROSAF-aktiviteter, og vi vil anbefale resten af ​​EUROSAF's medlemslande til også at sætte deres deltagelse i bero.

Vi forventer en revideret EUROSAF-erklæring om Ukraine, Rusland og Hviderusland hurtigst muligt og før generalforsamlingen lørdag den 12. marts. Ellers vil vi bede formanden om at tage en diskussion og stemme om sagen som første punkt på dagsordenen.

Dette vil sende et stærkt budskab til resten af ​​det internationale sportssamfund om at stå forenet med vores ukrainske kolleger og venner.

Nu er det tid til at handle og være på den rigtige side af historien.”

Skærpelse i forhold til IOC og World Sailing
IOC og World Sailing har i sine statement primært fokuseret på udelukkelse af deltagere og officials fra Rusland og Belarus fra Internationale events. Der står således ikke noget direkte i erklæringerne fra IOC og WS om, at man også opfordrer til at udelukke delegerede og politikere fra internationale møder i respektive organisationer, men flere internationale forbund sanktionerer tillige deltagelse i møder.

DIF fokuserer på, at Rusland og Hviderusland skal udelukkes fra al international sport og idrætsligt samkvem, og uddyber det med formuleringer om at ”finde fælles fodslag for udelukkelse fra sportskonkurrencer” og at ”indstille al sportsligt samkvem” så længe krigen i Ukraine foregår. DIF vil offensivt støtte yderligere internationalt koordinerede sanktioner mod russisk og hviderussisk idræt, og i rådgivningen til specialforbundene omfatter sportsligt samkvem tillige udelukkelse fra deltagelse i internationale møder.

I den seneste weekend var der ifølge Christian Lerche et møde i det internationale cykelforbund i Odense, og her blev delegerede fra Rusland og Hviderusland bedt om at blive væk.

DIF erklæring den 26. februar 

IOC erklæring 28. februar

World Sailing erklæring