Stationen i Helsingør besluttede at oprette vagt på Nordhavnen under stormen Malik, og ”den forebyggende søredning” viste sig at være en god idé.
Lørdag nat i Nordhavnen forløb sådan:
- Vi var 11 personer på vagt fra 19-02 og igen fra 06-08. I den tid sikrede vi over 30 både, hvor fortøjningerne var sluppet eller hvor de var alt for stramme pga. højvandet. Desværre var vi taget hjem, da en sejlbåd i yderhavnen ved ni-tiden rev sig løs og forlod havnen. Vi føler med ejeren og er kede af vi ikke kunne være der og hjælpe!
På DSRS-hjemmeside roste redningsfolkene, at mange havde sikret deres både, men desværre var der også adskillige med små, gamle og for tynde fortøjninger, eller hvor de var bundet på en måde, hvor de skamfilede.
- Værd at tage med som erfaring til næste storm. Tak til de frivillige, der brugte en lørdag aften og nat på at gå rundt i storm og regn på Nordhavnen! skriver de lokale redningsfolk.
Allerede fredag udsendte DSRS en række gode råd før stormen, så de videregives her til brug før kommende storme:
- Tjek fortøjningerne. Tovværket skal træk-aflastes enten med et ”gummikødben” eller evt. en fjedre. Tovværk, der strækkes til det yderste, går i stykker.
- Sæt en ekstra slap fortøjning på som reserve.
- Sæt aldrig fortøjningerne fast på broen lige frem for båden. De skal gå godt ud til siderne.
- Tag også højde for forhøjet eller lav vandstand. Din båd skal kunne svaje lidt, uden at kunne ramme andre.
Det er også vigtigt at tjekke din båd, såfremt den er på land, det kommer til at pive godt i det, derude, så du får også lidt gode råd med på vejen.
- Fjern alt, som vinden kan "gribe" fat i.
- Tjek, at båden står forsvarligt i stativet.
- Hvis du anvender presenning, så sørg for der vælges en så tung som muligt.
- Fastgør ikke en presenning i bådstativet. Den bliver som et sejl, og kan både løfte presenning, stativ og båd med sig. Hold den i stedet på plads med vandfyldte dunke eller andet tungt, som ikke kan skade skroget, således at skulle det ske, så flyver presenningen af i stedet for at løfte eller vælte hele båden.
Søndag aftog stormen, men vandstanden steg med over en meter i Nordsjælland og i Isefjorden. Højeste vandstand blev registreret søndag formiddag ved Kignæs Havn i Roskilde Fjord med 166 centimeters højvande. Foreløbige meldinger her til morgen lyder på at stormvejret i dag vil blive af løst af snevejr flere steder i landet.
Malik var den kraftigste storm, Danmark har set i fire år, og flere steder i landet var der vindstød af orkanstyrke.
Kilde: DSRS