fbpx

Handbjerg Marina: Besøg ”Veterans Tattoo” og støt veteranernes sejlprojekt

Inkluder i Newsletter: Ja

S/Y Veteranen og ejeren Jesper Larsen sætter kurs mod nye kyster i 2022 med åbningen af butikken ”Veterans Tattoo” den 3. januar. Butikken skal skaffe midler til drift og vedligeholdelse af båden.

Den tidligere professionelle soldat, Jesper Larsen, gik ned med PTSD, da han vendte tilbage fra Afghanistan i 2010. Han havde været udstationeret i to omgange i 2009 og 2010 og skulle nu til at finde fodfæste i det civile liv hjemme. Det var ikke let. Men købet af en Bavaria 46 - i dag døbt S/Y Veteranen - blev starten på et projekt til at hjælpe andre danske ex-soldater i lignende situationer. Den nye båd blev sejlet hjem fra Kerteminde til Handbjerg Marina i Limfjorden vest for Struer, og siden har Jesper og skiftende besætninger sejlet ture Danmark rundt med afstikkere gennem Kielerkanalen til Helgoland, og en tur til Skjærhalden Marina i Norge blev gjort på 36 timer.

- Vi er så godt sejlende nu, at jeg ikke er i tvivl om, at vi en dag når målet om at krydse Atlanterhavet - gennem Panamakanalen, over stillehavet, for at anduve Pearl Harbour, vest for hovedstaden Honolulu på Hawaii, siger Jesper Larsen.

Siden købet for fire år siden har Jesper Larsen haft op imod halvtreds til tres gaster om bord. De fleste tidligere udsendte soldater, der lider af PTSD, som forhindrer dem i at have en normal hverdag hjemme.

- Jeg havde ingen sejlerfaring, da jeg købte båden. Men den følelse af fred og ro og den frihed, som det giver mig at være på havet, har betydet meget for at komme videre i mit liv efter de belastende udsendelser til konfliktområder, og det vil jeg også gerne hjælpe andre veteraner med, forklarer Jesper Larsen.

Men at holde en båd sejlklar koster penge. Derfor er planen nu, at S/Y Veteranen skal ejes af en forening, som derefter kan frikøbes af et fond og drive projektet videre, hvor man tilbyder de danske veteraner et fællesskab med båden.

- At sejle er god terapi for ex-soldater, som ikke kan tilpasse sig de traditionelle strukturer på arbejdsmarkedet. At sejle giver et sammenhold, hvor vi får lidt struktur på dagligdagen igen uden andre krav end at samarbejde om at nå den næste havn og ellers dyrke fællesskabet og komme på fode igen, siger han. 

For at nå målet - at S/Y Veteran en kan blive fondsejet, og puljer kan søges - har Jesper Larsen investeret i butikken ”Veterans Tattoo”, som åbner den 3. januar på adressen Strandvejen 30 i Handbjerg. En del af overskuddet fra butikken skal derefter gå til at holde S/Y Veteranen sejlende, mens støttekroner søges, og et ejerskifte kan komme i sigte. 

Til sommer kan du møde S/Y Veteranen i Allinge Havn, hvor de sejlende veteraner deltager i folkemødet på Bornholm. Og du kan skrive til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., hvis du er veteran og har lyst til at sejle.