Mørkklædte havsvømmere skaber risiko for ulykker

Det er sæson for åbent vand-svømmestævner, og derfor træner tusindvis af havsvømmere lige nu langs kysterne, i fjorde og langs havne i hele landet. Samtidig er der mange både på vandet, og det øger risikoen for farlige situationer.

Gør jer synlige i vandet med neonfarver og undlad at svømme ved havneudløb og i sejlrender, lyder nogle af rådene fra TrygFonden Kystlivredning og Søsportens Sikkerhedsråd, mens det for sejlerne gælder om at holde et ekstra vågent øje, så man ikke sejler en svømmer ned.

Havsvømning er populært i Danmark, og livredderne oplever, at der er mange havsvømmere i vandet i disse uger.

- Det er meget positivt, at danskerne har taget havsvømning til sig, og dermed bruger vandet i en stor del af året. I øjeblikket oplever livredderne, at mange havsvømmere træner i vandet, hvor livredderne holder opsyn, og det giver en ekstra sikkerhed for havsvømmerne, der ofte træner alene eller i mindre grupper. Men uanset hvor man svømmer, skal man altid sætte sig ind i forholdene i vandet og gerne svømme mindst to sammen, så man kan holde øje med hinanden, fortæller Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden, og fortsætter:

- Mange havsvømmere er klædt i sorte våddragter, som gør dem vanskelige at få øje på i vandet, og det kan skabe nogle farlige situationer. Derfor er det vigtigt, at man kender færdselsreglerne i vandet, og at man gør noget ekstra for at gøre sig synlig, fx ved at tage en badehætte i neonfarve på og medbringe en havtaske ligeledes i neonfarve, som driver i vandoverfladen og gør svømmeren synlig. Samtidig skal man passe på, at man ikke kommer i karambolage med både, kajakker og lignende, og derfor bør man undgå at svømme på tværs af havneudmundinger, sejlrender og andre steder, hvor der er meget bådtrafik. Der er flere og flere åbent vand-fællesskaber og svømmeklubber, som etablerer havbaner, der er tydeligt afmærket til havsvømmerne, og der vil jeg anbefale, at man søger hen.

Vanskeligt for sejlerne at se de mørkklædte havsvømmere
Som sejler kan man få en ubehagelig overraskelse, hvis man på kort afstand opdager en havsvømmer i vandet.

- Havsvømning er en individuel aktivitet, og svømmerne har ikke nødvendigvis fået undervisning i det tekniske eller i sikkerheden omkring havsvømning. Som sejler kan du ikke være sikker på, at havsvømmerne følger opfordringen om at gøre sig synlige i vandet, og derfor er du også nødt til at holde godt udkig efter personer, som kun viser sig som mørke skygger i vandet, siger Sten Emborg, specialkonsulent hos Søsportens Sikkerhedsråd, og fortsætter:

- Det er glædeligt, at så mange svømmer i åbent vand, men det stiller store krav til både svømmerne og sejlerne om hensynsfuldhed og opmærksomhed. Havsvømmerne kan være svære at få øje på, og hvis du eksempelvis sejler med stort sejl, er der måske blinde vinkler for dit udsyn, som du skal passe på. Sejler du i motorbåd med god fart, skal du holde ekstra godt øje, og har du en person på vandski eller i gummibåd spændt efter båden, så sørg for, at I er flere til at holde udkig, så I også har fokus på det, som sker i sejlretningen. En sejler kontaktede os for kort tid siden for at fortælle, at han havde været tæt på at sejle en havsvømmer ned, som kom på tværs af en havneudmunding. Umiddelbart opdagede svømmeren ham slet ikke, mens sejleren fik travlt med at undvige. Det var sejleren noget chokeret over.

Kano- og kajakroere og Stand Up Padlere er som udgangspunkt lettere at få øje på end havsvømmerne i vandet, men også de kan dukke op helt uventet. Derfor anbefaler Sten Emborg også, at de klæder sig i tøj i stærke farver for at blive set.

svømmere usynlige
Svømmere på vej tværs over indsejlingen ved Lynetteløbet til Københavns Havn. De er svære- hvis ikke umulige at se! Foto: Søren Øverup


Gode råd til sikker åbent vand-svømning

Svøm aldrig alene
Svøm altid med en makker, så I kan holde øje med hinanden. Giv besked til en person på land, når I tager ud, og fortæl, hvornår I er tilbage igen. Hvis der er livreddere på stranden, så svøm i nærheden af dem.

Gør dig synlig
Bær altid en synlig badehætte - gerne i neonfarver, og tag en havtaske med, som både skaber synlighed og opdrift i vandet. I havtasken kan du bl.a. medbringe en mobiltelefon i et vandtæt etui, så du kan tilkalde hjælp, hvis det er nødvendigt.

Orienter dig om forholdene i vandet
Gå kun i vandet, når vejret er til det. Kraftig vind og strøm kan skabe farlige forhold, og du bør altid læse strandens oplysningsskilt, før du går i vandet. Tjek også vandkvaliteten på kommunens hjemmeside.

Vær opmærksom på andre på vandet
Nogle steder er det forbudt at dyrke havsvømning pga. skibstrafik, så sæt dig ind i reglerne, og undlad bl.a. at svømme forbi havneudmundinger og i sejlrender. Vær også opmærksom på fx baglænsroere, kajakker og lystbåde, som kan have svært ved at se dig i vandet og manøvrere uden om dig. Det sikreste er at svømme i de dedikerede svømmebaner til havsvømmere, som findes i hele landet. Se placering af svømmebanerne her.

Tjek, hvor du befinder dig
Orienter dig, før du går i vandet, så du ved, hvor der findes redningsudstyr. Tjek også det grønne redningsnummerskilt ved vandet, så du kan oplyse nummeret, hvis du får brug for at ringe 1-1-2. Med nummeret kan redningsfolkene finde frem til dig.







Kort nyt

I aften - Rindom i Natholdet

Kapsejlads

F18: Stor ros til Aarhus Int. Sejlsportscenter - 'Great city,...

Kapsejlads

Silverrudder 2021: Hvilket jubilæum...vi talte med nogle af de...

Kapsejlads

H-båd: Yes - nyt team øverst på podiet

Kapsejlads

WOW: Vanvittig tæt afgørels i Sundby

Kapsejlads

Congressional Cup: Emil Kjær - lige ved og næsten…

★ Test af motorbåd

★ Motor: Hvad er bedst, påhæng- eller indenbords?

Kort nyt

Aftale sikrer landets første autonome og emissionsfrie...

Kapsejlads

Følg deltagerne i Silverrudder





Udvalgte artikler *