fbpx

Ohøj land i sigte!

Related Articles: ARC-start i dag: Sarah og Martin er på vej over Atlanten, Nedtælling til ARC-start - fotogalleri
Inkluder i Newsletter: Ja

Den danske båd Marthelsa fra Skovshoved er nået frem til Skt. Lucia efter en vindstille tur over Atlanten.

– Det var skønt at se land igen, da vi alle sammen efter 19 dages sejlads stod på dækket en tidlig morgen og kunne skimte Skt. Lucia i det fjerne. Vi fik en fantastisk tur, men den var meget lang, fortæller Sarah Juel Paulsen til Bådmagasinet over Messenger fra Caribien.

Den danske båd deltog i ARC-rallyet, hvor ca. 60 både i år skulle dyste om at komme hurtigst over Atlanten. Det var første gang, at den danske besætning om bord på Marthelsa krydsede verdenshavet, så på forhånd havde man besluttet at sejle i sit eget tempo blandt de andre cruisere.

Den danske båd fulgte den traditionelle rute med at gå mod syd næsten til Kap Verde og dernæst krydse vestover.

– Det meste af turen var under meget vindstille forhold. Vi ville faktisk gerne have haft lidt mere af passatvinden i sejlene, men den kom først nu, hvor vi er nået frem. Undervejs havde vi kun få problemer. Vi var næsten ikke søsyge, det var rart, fortæller Sarah Juel Paulsen, der sejlede sammen med sin mand, Martin Wiig Nielsen, børnene, Elise og Theodor, på ni og tolv år samt tre venner, Simon Jørgensen, Kristian Ebbensgaard og Michael Schiøtt.

Allerede i begyndelsen af turen gik det op for det danske hold, at batterier og solpaneler ikke kunne følge med forbruget af strøm til køl, frys, selvstyrer, navigationsudstyr, lys om natten, watermakeren og et hav af devices. Generatoren måtte startes flere gange om dagen for at genere strøm nok. Men ellers fungerede alt udstyr fint på hele turen.

Atlanterhavet er kendt for sine ”squalls”, pludselige perioder med hård vind og regn. Og den 12. dag kom uvejret.

– Først som lyn i horisonten, men så langt væk at vi ikke kunne høre torden – til pludselig at blæse op og piske ned med vand i helt vanvittige mængder, fortæller Sarah Juel Paulsen.

Alle mand kom på dækket for at bjærge sejlet, og man fortsatte for motor. Og snart havde man roligt vejr igen. Den 15. dag var vinden helt væk, og bølgerne havde lagt sig så fladt, at der blev mulighed for at bade.

– Det var en vild følelse at ligge midt ude i Atlanterhavet på fem kilometers dybde og svømme rundt i 28 grader varmt vand, men jeg må indrømme, at jeg var skrækslagen for at hajer kunne dukke op, siger Sarah.

De sidste dage af turen bød på let vind og stille sejlads, og den 20. dag om morgenen kunne Marthelsa i en bittevind stryge ind over mållinjen efter næsten 19 døgn ombord. Desværre kunne man ikke bare hoppe i land. Der blev taget en Covid-19 test, og først næste dag blev karantænen ophævet.

– Nu bliver vi her på Skt. Lucia i juledagene, hvor vi har et skønt vejr. Vi har sagt farvel til Michael, Simon og Kristian, som er fløjet hjem til deres familier for at holde jul, slutter Sarah Juel Paulsen.

Og hvordan de en dag kommer tilbage er allerede besluttet. De tager turen tilbage over Atlanterhavet om cirka et halvt år.

Nyd det store flottte fotogalleri fra turen over Atlanten: