fbpx

Sebastian Kornum: 'Det er ok at melde fra til moster Karen, hvis du er sejler'….

Inkluder i Newsletter: Ja

Sebastian Kornum fra Skive har en coach i maven, og deler i disse uger ud af sine 12 års internationale sejlsportserfaringer.

Klubber, skoler og private surfere booker den 27-årige, der har levet af surfsporten siden han fyldte 18 år. World Cup’en er på standby pga Corona-krisen, så tiden bruges primært på træning i Klitmøller, hvor han bor, eller i Århus’ Internationale Sejlsportscenter, men der er også tid til at undervise andre, så den ufrivillige pause bruges, ja nærmest udnyttes optimalt, til at dygtiggøre andre.

Tidligere på måneden afviklede Vejle surfklub et åbent træningsseminar med Sebastian Kornum. Holdet var fuldt booked til trods for manglende vind. To dage senere var det Lemvig Sejlklub, der ønskede at videreuddanne klubbens surfinstruktører, og endelig blev ugen rundet af med et seminar for jollesejlere i Skive Sejlklub, hvor Kornum selv er medlem.

”Det er virkelig sundt for sporten, at der investeres i trænings-seminarer for medlemmer, som vil videre. Mange klubber har glimrende begynderskoler, men der skal hele tiden nye udfordringer og succesoplevelser til for at skabe vækst. Jeg er glad for at kunne byde ind, og det passer faktisk fint i forhold til min egen kalender, for worldcup stævnerne er sat på standby ligesom de danske stævner. I sidste uge var jeg i Vejle, Lemvig og Skive med seminarer, og der er flere på vej. Også for private, der booker mig for en eller flere dage med fokuseret træning” – udtaler  Sebastian til Bådmagasinet, og fortsætter.

”Der er meget at holde styr på – både som surfer og sejler. Vi snakker om alt fra trim af udstyr til teknik, forberedelser forud for stævner og betydningen af en god gameplan på dagen og i de enkelte sejladser. Specielt for de unge snakker vi også om at afstemme forventninger til sig selv, og om hvor vigtigt det er både at træne, spise og restituere ordentligt.”

”Og så gør jeg det meget klart for specielt de unge surfere og jollesejlere, at det kan være ok at melde afbud til Moster Karen’s 80-års fødselsdag hvis man hellere vil træne. Faktisk kan det være nødvendigt, for der skal trænes når vinden er der. Man er nødt til at være egoistisk hvis man vil vinde, men sjovt nok vil netop Moster Karen ofte glæde sig over prioriteringen, hvis man husker at dele oplevelserne med hende på et senere tidspunkt.”

”I Vejle havde vi ikke meget vind, men alle var på vandet og fik trænet timing af starter. I Lemvig havde vi til gengæld masser af vind, og klubbens instruktører fik en god inspiration til den coaching, de fremover skal give klubbens yngre medlemmer. Vi trænede både slalom og foil på vandet, og alle havde en fantastisk dag.”

kornum undervisning

Der bliver lyttet koncentreret når Sebastian Kornum deler ud af sine guldkorn. 

Optimal udnyttelse af den ufrivillige Covid-19 pause
Skive Sejlklub oplever stigende interesse for jollesejlads blandt unge mennesker. Stævnerækkerne står ganske vist stille på grund af Corona-situationen, men det gør de unge kapsejlere ikke. I weekenden havde Skive Sejlklub, i samarbejde med Maritim Center Skive, hyret Sebastian Kornum ind til et jolleseminar, hvor Kornum delte ud af sine 15 års erfaring fra kapsejlads på internationalt niveau.

Klubformand Ole Moth fortæller: ”Vi oplever en sejler-ungdom, som virkelig vil det. De træner ihærdigt hele året – også om vinteren – og de brænder for at komme ud og gøre sig gældende i kapsejladser. Jo mere viden og erfaring de får, jo mere motiverede bliver de, så derfor er det fantastisk at vi kan trække på en ung profil som Sebastian, der ved hvad han taler om. Der gælder de samme udfordringer om man er jollesejler eller windsurfer, og i weekenden drejede det sig primært om de fysiske og mentale forberedelser, men vi følger op med regulær træning på vandet senere” – slutter Ole Moth.

Efter seminaret glædede de unge sejlere sig til at komme på vandet og bruge den nye viden. 12-årige Tobias Munk fortæller: ”Man kan godt blive lidt nervøs op til et stævne, for der er utrolig mange ting man skal tænke på. Sebastian fortalte os på en rigtig god måde hvordan vi kan sætte tingene i system og få styr på det hele, og bruge spændingen positivt.”

14-årige Emil Moth stemmer i: ”Jeg træner rigtig meget i min jolle, men det vi lærte i dag, kan vi ikke lære ved at sejle. Nu har vi fået en hel masse inspiration til hvordan vi kan forbedre os, og hvad vi skal fokusere på. Jeg er også glad for at vi lærte om fysisk træning og om at sætte realistiske målsætninger. Og så fik vi nogle kapsejlads-hemmeligheder, som Sebastian kun giver til dem, der følger hans træning!” – siger Emil med et smil.

Bastian Overgaard på 15 sejler 29’er jolle og var særlig glad for at høre Sebastian sige, at det er ok at takke nej til andre ting, fordi man hellere vil sejle. Sebastian sagde blandt andet at man ofte er nødt til at melde fra til familiefødselsdage og fester med vennerne, og at det er et ok valg. Faktisk er det nødvendigt, hvis man vil vinde.

”Det er vigtigt, at der bag de unge sejlere står engagerede forældre og en stærk klub, og det har jeg indtryk af at der generelt er tilfældet i Danmark. Men vigtigst af alt for de unge sejlere er, at viljen er mindst lige så stor som lysten. Vinderen er jo oftest den, der brænder mest for at vinde, og det tror jeg at jeg får gjort meget tydeligt i mine seminarer” – slutter Sebastian Kornum.

jp17 ls kornum prepares

Der er sagt nej til en del familiefester og fester med vennerne gennem Sebastian Kornums allerede lange internationale surfkarriere, der gennem en fuld fokuseret indsats, selv vandt sit første VM som junior for 12 år siden.