fbpx

Gode råd til den kølige sæsonstart - pas på det kolde vand

Inkluder i Newsletter: Ja

Højsæsonen for fritidsaktiviteter på vandet er for alvor skudt i gang for de flere end 500.000 bådejere, garn- og lystfiskere, kano- og kajakroere, SUP’ere og andre, som bruger vandet omkring Danmark. Men selvom sommermånederne er lige om hjørnet, og der er lune dage på vej, så er vandet på nuværende tidspunkt blot 8-10 grader. Det kan derfor være livstruende at falde i vandet uden den rette påklædning og udstyr til at slå alarm. Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden opfordrer derfor til at passe på, hvis Kr. Himmelfartsdagene skal bruges på vandet.

Når foråret og solen viser sig, kribler det for at komme ud på vandet for de mange hundredetusinde danskere, der bruger vandet til fritidsaktiviteter. Men man skal ikke lade sig snyde af det lune vejr på land, for selvom vi er midt i maj, kan det stadig være en kold og farlig fornøjelse bevæge sig ud på vandet, fortæller Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd, som sammen med TrygFonden står bag SejlSikkert-indsatsen.

- Luften ude på vandet er væsentligt køligere end på land, og vandet er stadig under 10 grader de fleste steder. Så når du kommer lidt ud fra kysten, skal du klæde dig varmere på, end du umiddelbart tror. Klæd dig i tøj, der er egnet til formålet og kan holde dig varm og tør, hvis du falder i vandet. Det duer ikke med en tyk sweater eller en vindjakke, for bliver tøjet vådt, suger det vandet til sig, og du bliver hurtig nedkølet, hvilket kan være livstruende, siger Sten Emborg.

Så hurtigt påvirker det kolde vand kroppen
Benedict Kjærgaard er overlæge på Aalborg Universitetshospital og stabslæge ved Flyvevåbnets redningstjeneste og har tidligere været fast mand i redningshelikopteren. Gennem tiden har han været med til at redde mange mennesker op af vandet, som har været i livsfare på grund af nedkøling – og andre er desværre fundet omkomne.

- Falder du i vandet på denne årstid med almindeligt tøj, kan kuldechokket gøre, at du i panik gisper ukontrolleret og ikke kan få styr på vejrtrækningen. I værste fald risikerer du at drukne hurtigt, hvis du ikke holdes oppe af en redningsvest. Hvis man undgår at drukne med det samme, vil man i løbet af 10-15 minutter miste evnen til at svømme, fordi arme og ben afkøles meget hurtigere end kropskernen. Når musklerne afkøles, mister de evnen til at virke, og bare det at kravle op ad en redningsstige i en havn kan blive umuligt, siger Benedict Kjærgaard, og fortsætter:

- Efterhånden gør afkøling af hjernen, at du ikke længere kan tænke klart, og efter måske en time vil du være bevidstløs. Men så længe du forbliver oven vande med en redningsvest, er der stadig håb for, at man kan finde dig. Uden redningsvest vil du for længst være under vandoverfladen.

Det er ikke kun sejlere og fiskere, der bevæger sig et godt stykke ud fra kysten, som skal være påpasselige.

- Selv kajakroere eller SUP’er, som ikke sejler langt ud fra kysten, kan komme i alvorlige problemer. Tager man på vandet, bør man derfor altid have den rigtige beklædning på, en redningsvest og en vandtæt mobil i brystlommen eller en nødsender på vesten, så man kan slå alarm fra vandet. Fx kan man med et enkelt klik i SejlSikkert Alarm appen slå alarm og automatisk opgive sin position til redningsberedskabet. Jeg har oplevet mange gange, at vi er sendt afsted for at redde en person, som ikke kan opgive sin position, og det sinker redningen og mindsker chancen for at finde personen i live, siger Benedict Kjærgaard.

Ligger man i vandet og venter på, at hjælpen når frem, skal man krybe sammen i ”fosterstilling” og ligge stille for at afgive mindst mulig kropsvarme.

Læs mere om beklædning og forholdsregler, når vandet er koldt her









Kapsejlads

Sejlerlandsholdets sidste store test før OL

Kort nyt

Podcast: Ny episode - hvorfor egentlig sejle?

Havne

Christiansø Havn skal igennem kæmpe renovering

Bådudstillinger

Ancora Yachtfestival – tre intense dage

Kort nyt

Krigsveteraner får hjælp til at komme ud at sejle 

Bådudstillinger

Boat Show i Fredericia for 30. gang

★ Artikel

★ Sejlads i det nye klima

Kort nyt

Tyveri lammer driften af historisk skib i Helsingør

Kapsejlads

Vegvisir Race Nyborg afvikler også eSejlsport finalen





Udvalgte artikler *