fbpx

To mænd reddet i land ud for Sejerø

Inkluder i Newsletter: Ja

Torsdag i sidste uge blev to midaldrende mænd reddet i land på Sejerø, efter de med en lille sejlbåd var stødt på revet ud for Sejerø Fyr.

Det fortæller Finn Østervang Andersen, der er brandfoged på Sejerø, til Sjællandske Nyheder Kalundborg.

– De kom sejlende fra Frederikshavn og skulle til Korsør, da de ramte et rev her på Sejerø, fortæller han om mændene, som han beskriver som en far og søn med amerikansk baggrund.

Han modtog alarmen lidt før kl. 21 fra fyrpasseren på Sejerø. Men før Sejerøs lokalberedskab var kommet på vandet med en båd, var en redningshelikopter kommet til stedet.

– Der kom en helikopter og smed en mand ned med en gummibåd, som kunne sejle dem i land, fortæller han og tilføjer, at mændene var lidt våde og forskrækkede, men at ingen var kommet til skade. Hvem der slog alarm, ved han ikke.

Redningsaktionen var slut omkring kl. 22.30, hvorefter den lille båd med kahyt og lille motor blev bjerget med hjælp fra en frisk aftenvind. Der var blevet slået hul i bunden af båden, som havde taget vand ind.

Kilde: SN.dk Kalundborg