fbpx

Politikere har lyttet: Sejlklubgrund reddet

Related Articles: Sejlklubben Frems landplads i fare, Svanemøllen-Panama
Inkluder i Newsletter: Ja

Det har nyttet at tage dialogen op med både politikere og embedsmænd, lyder det fra Øresunds Sejlklub Frem, der ellers risikerede at miste deres 100 år gamle landplads i Svanemøllehavnen til et nyt varmeværk.

Sejlklubberne i Svanemøllehavnen kan ønske hinanden tillykke. Politikerne i Københavns Borgerrepræsentation har lyttet til deres indvendinger og indstillet, at den inddragelse af Sejlklubben Frems landplads, som der ellers var lagt op til, bliver pillet ud af den nye kommuneplan.

I det oprindelige forslag var klubbens landplads, som ligger lige ved siden af Svanemølleværket, blevet sat af til et nyt varmeværk, som bliver nødvendigt i spidsbelastningsperioder, når det gamle værk lukker helt, og efter planerne skal bygges om til teknisk museum. Det var alvorligt for klubben, fordi aktiviteterne på pladsen med blandt andet bådvedligehold og sejlerskoler her kan foregå i tæt samspil med klubhuset og klubbens øvrige liv.

Men i sidste uge besluttede Økonomiudvalget at indstille, at pladsen fortsat skal være sat af til rekreative formål, så Frem kan blive på grunden.

”Mange måneders skriverier, møder, diskussioner, argumenter og arrangementer om Købnehvans Kommunes kommuneplan og inddragelse af Frems landsplads har givet resultat. Politikerne har lyttet og imødekommet alle vores ønsker,” siger Susanne Christiansen, som sidder i Frems bestyrelse og har koordineret arbejdet med at bevare pladsen. Hun roser både politkerne og embedsmændene i kommunen og i By & Havn for at tage sejlklubbens bekymringer seriøst. ”Næsten samtlige partier i Borgerrepræsentationen har taget sig tid til at komme på besøg hos os og flere har involveret sig i sagen,” fortæller hun.

Helhedsplan på vej
Et af de centrale argumenter fra sejlklubbernes side har været værdien i det maritime miljø i Nordeuropas største lystbådehavn, og det har politikerne også fået øjnene op for. Derfor har de grebet klubbernes forslag om en helhedsplan for området, som nu også bliver skrevet ind i kommuneplanen.

Visionen er, at museumsplaner, varmeværk, planer om nybyggeri på resten af Svanemølleværkets grund og en række forbedringer på landpladserne, som sejlklubberne længe har gået og arbejdet med, kommer til at indgå i en samlet plan. Det skal give hele området et løft til gavn for både de nuværende brugere, museumsgæster og nye beboere. For sejlklubberne er ønsket, at det maritime miljø i havnen bliver udviklet og bevaret i stedet for at blive trængt af udviklingen.

”Det har i hele processen været vigtigt for os at understrege, at vi ikke er modstandere af hverken museumsplanerne eller de andre planer om at udvikle området. Tværtimod finder vi dem spændende,” siger Susanne Christiansen.

Stadig en del gener
Til trods for, at politikerne har efterkommet stort set alle sejlklubbernes ønsker, så slipper hverken de eller andre brugere af havnen dog helt uden gener. I stedet for Frems landplads har det været nødvendigt at finde et andet areal til varmeværket, og til det formål er en stribe foran roklubberne ud mod Strandvænget blevet udpeget som en mulig placering. Klubberne har altså udsigt til både byggerod og til at blive ”gemt væk” bag et nyt varmeværk.

Også set i det lys er udmeldingen om en helhedsplan vigtig, så udformningen af det nye værk bliver så skånsom som muligt i et miljø med mange brugere, flere bevaringsværdige klubhuse mv.
Om de ender såden er dog langt fra sikkert, for HOFOR og By & Havn regner også fortsat på, om det kunne være muligt at lave det nye værk inde i Svanemølleværkets bygning sammen med det nye Teknisk Museum. Det er der dog en række miljømæssige problemer i, som de ikke ved, om kan løses endnu.

Det andet problem er den del af Svanemølleværkets arealer, kaldet Kulpladsen, som sejlklubberne har fået lov at bruge til vinteropbevaring siden Frems nabo Kjøbenhavns Amatør Sejlklub en gang i 1980’erne måtte afgive en del af deres plads til en gaspumpestation, da Svanemølleværket blev omstillet til gasfyring.

Kulpladsen er en del af de arealer, som By & Havn planlægger at sælge fra til byggegrunde, og den beslutning har det ikke været muligt at ændre. I stedet har sejlklubberne fået lovning på et areal lidt længere ude på Nordhavnen.”Vi erkendte ret hurtigt, at vi ikke ville få noget ud af at gå imod de interesser, der er i nybyggeri på grunden, så i stedet gik vi efter at få en erstatningsplads. Det kan vi godt leve med,” siger Susanne Christiansen.

Hun er samtidig glad for den opbakning klubben har fået i sin kamp for at bevare landpladsen.
Udover de andre sejlklubber i havnen har også roklubberne, Svanemøllehavnen A/S, Østerbro Lokaludvalg, Sejlunionen, fællesorganisationen for havnene i Danmark, Idrætsforum København og flere andre indgivet høringssvar, som har gjort indsigelse mod at inddrage en fritidsfacilitet til andre formål.

”Vi vil gerne takke alle, der har bakket Frem op og været aktive, og samtidig sende et optimistisk udsagn: Det er muligt at blive hørt,” siger hun.