fbpx

Nivå Bådelaug tager til genmæle

Related Articles: Udbrydere laver ny sejlklub i Nivå
Inkluder i Newsletter: Ja

Den 2. februar skrev vi her på baadmagasinet.dk en artikel om en gruppe sejlere fra Nivå Bådelaug, der valgte at bryde ud af klubben og stifte deres egen klub, Sejlcenter Nivå. Der havde igennem længere tid været uenighed mellem windsurfere og kølbådssejlere. Det hele spidsede til i slutningen af sidste år, hvor Nivå Bådelaugs bestyrelse pludselig afbrød det samarbejde, som kapsejladsudvalget havde med KDY om i fællesskab at arrangere J/80 Vintercup.

Dengang ville Nivå Bådelaug ikke tale med Bådmagasinet, men vi har modtaget følgende skriv fra formanden for Nivå Bådelaug, Jesper Møller-Hansen. Han skriver:

Nivå Bådelaug må som så mange andre klubber også tage hensyn til klubøkonomien. Enhver bestyrelse skal udvise økonomisk fornuft og nødvendigvis prioritere mellem de forskellige aktiviteter. I Nivå Bådelaug har vi i de sidste par år fokuseret på at skabe et økonomisk råderum således at vi kan støtte de aktiviteter der har betydning for flest mulige medlemmer.

Nivå Bådelaug har i den nuværende situation ikke fortsat kunne støtte 15 sejlere i J/80 med økonomisk tilskud til kapsejladssejl, ligadeltagelse og køb af J70ere, og så samtidigt skulle spare andre steder. Det er blevet taget ilde op af J/80 sejlerne og den såkaldte uenighed er opstået.
Det er vildledende, at alle vores kølbådssejlere skal tages til indtægt for denne ”uenighed” som kun deles af en lille gruppe af kapsejlere, det fremmer ikke dansk sejlsport.

Nivå Bådelaug fremhæver også, at der ikke er afbrudt noget samarbejde med KDY og Nivå, Vintercup fortsætter som hidtil. Desværre var nogle af udbryderne i gang med i efteråret at trække cuppen væk fra Nivå Bådelaug og afvikle den under en anden klub. Det kunne vi ikke sidde overhørig og arrangement er nu tilbage i Nivå og i fortsat samarbejde med KDY.
Jesper Møller Hansen præciserer også, at Nivå Bådelaug på intet tidspunkt har været imod at kommentere på den nye forening, Bådmagasinet eller andre medier skal blot tage direkte kontakt.

(Bådmagasinet tog kontakt til Nivå Bådelaug d. 2. februar, på det eneste telefonnummer, der var at finde på klubbens hjemmeside – det gik til en Gert Jensen, der er klubbens sekretær. Her spurgte vi venligt om vi kunne få en kommentar eller en udtalelse, men fik den klare besked, ”Ingen kommentarer” og så smed han røret på! Det var dermed lidt op ad bakke, at få en dialog i gang. Siden da har klubben fået telefonnumre på deres bestyrelsesmedlemmer lagt på hjemmesiden.)

Jesper Møller Hansen fortsætter:
Nivå Bådelaug fejrede 50-års jubilæum i 2017. Klubben blev startet af nogle sejlere i små træjoller og har i dag udviklet sig til klub med mere en 600 medlemmer. Klubben har altid været innovativ og rummelig med en bred palette af aktiviter herunder, aftenmatch, sejlerskole, J/80 kapsejlads, ungdom, windsurf og handicap. Der er over 200 hundrede ungdomsmedlemmer som får deres første søsportsoplevelse i Nivå Bådelaug. Aktiviteter er drevet af ildsjæle inden for klubbens rammer og der har igennem årene haft et godt samarbejde med sejlklubberne både nord og syd for Nivå havn, således at alle kan få den bedste oplevelse.

Hvad siger Sejlcenter Nivå?
Folke Galsgaard, der er initiativtager til den nye sejlklub i Nivå, Sejlcenter Nivå, ønsker ikke at kommentere på Jesper Møller-Hansens skriv, men fortæller til Bådmagasinet:

– Siden vi blev stiftet, er vi nu oppe på ca. 50 medlemmer. Vi har fået en J/80er stillet til rådighed af private sponsorer, så vi lige så stille kan komme i gang med arbejdet. Det er vi glade for.

– Sejlcenter Nivå er stiftet af sejlere som ønsker kapsejlads, træning, undervisning og socialt samvær – og som har fokus på at sikre, at havnen udvikles til gavn for sejlsporten og bådejerne. Det mener vi, at vi har de bedste betingelser for at gøre i en selvstændig klub, hvor vi kan fokusere på sejlernes interesser.
Sejlcenter Nivås frivillige vil, som de har gjort i årevis, arrangere kapsejlads og træning for sejlerne, for at få noget spændende, sjov og lærerig sejlads. Vi vil også i den nye forening fortsætte med at gøre det i samarbejde med naboklubber, så vi sammen kan gøre det endnu bedre, tilføjer Folke Galsgaard.

 









★ Gør det selv

★ Bundmaling: Ram den grønne bølge med det nye sort

★ Artikel

★ Tjekliste til en sikker søsætning

Havne

København kan snart få flydende øer

Kapsejlads

Torbole Lake Garda: Dansk E-jolle triumf





Udvalgte artikler *