fbpx

Næstved Havn smider ti husbåde ud

Inkluder i Newsletter: Ja

Fredag den 8. februar fik beboerne på ti husbåde i Nolds Havn ved Næstved besked om at fraflytte havnen senest d. 28. februar.
Husbådene har ligget der i mange år, og har altid været en varm kartoffel ifølge formand for Næstved Havn, Kristian Skov-Andersen (V).

Nu har en henvendelse fra Næstved Kommune tilsyneladende sat fart i sagen. Det er ikke efter reglerne, at husbådene ligger, hvor de ligger, og det er ikke muligt at have folkeregisteradresse på bådene, fastslår kommunen.

10 beboere registreret på lokum i havnen

Omtrent hvert tredje år foretager kommunen en samkørsel af BBR-registeret, boligregisteret og CPR-numre, for at se om der er nogen, der bor ulovligt. Denne gang viste kørslen, at 10 personer var tilmeldt et lille skur på havnen, der først blev betegnet som et lokum, men senere viste sig at være et klubhus, der ikke er klassificeret som beboelse.

De 10 mennesker har boet i havnen i mange år – nogen op til otte år – og har brugt bygningen på havnen som adresse, da de ikke kan registreres som boende på husbådene. Derfor kontaktede Næstved Kommune ledelsen i Næstved Havn, der ejer Nolds Havn, for at få bragt forholdene i orden.

Flere ting skiller parterne

Planchef i Næstved kommune Peter Søndergaard forholder sig ikke til, om de 10 personer må bo i havnen. Det er forhold som sikkerhed, støj, spildevand og affald mm. der bl.a. skiller parterne. Når disse forhold bliver bragt i orden, er det op til Næstved Havn, om man vil tillade, at de bor på bådene i havnen.

Planchef Peter Søndergaard forventer, at kommune og havn taler sammen efter vinterferien, og han er også åben overfor en dialog med beboerne i havnen.

Kristian Skov-Andersen peger på, at det store problem er sikkerheden, hvor husbådene ligger meget udsat. Skibstrafikken i kanalen udgør for stor en risiko. Husbådene skal flyttes længere ind i havnen, og det koster penge, men havneformanden er klar til at tage en dialog med beboerne i havnen.

Kilde: sn.dk