fbpx

Olielækage fundet på søkabel mellem Danmark og Sverige

Inkluder i Newsletter: Ja

Den olielækage fra et søkabel, der lækkede olie hele sidste uge ved Hornbæk er fundet.

Fejlen på et søkabel mellem Danmark og Sverige er fundet, og driften kan normaliseres ved at indsætte et reservekabel i stedet for det lækageramte kabel. 400 kV søkablet går mellem Skibstrupgård nord for Helsingør og Kristinelund nord for Helsingborg.

Olie-lækagen blev konstateret forrige søndag via en alarm på én af de to oliebeholdere i hver ende af kablet. Alarmen gik på den danske side og det er også her – ud for kysten ved Ellekilde Hage, nær Hornbæk – at der er konstateret olie på vandoverfladen.

To utætheder
Fejlsøgningen foregik både ved hjælp af dykkere fra to skibe og en helikopter i luften, og efter at vejret havde givet problemer, så lykkedes det torsdag at lokalisere problemet, der viser sig at stamme fra to utætheder tæt ved hinanden.

Ornitologer bekymrede
Det rådgivende ingeniørfirma Rambøll har påpeget, at olieudslippet kun indebærer en lille risiko for havfugle, eftersom der kun er “spredte forekomster” af havfugle på Øresund i januar.
Men det er ikke lederen af Øresundsakvariet Jens Peder Jeppesens opfattelse.
– I vintermånederne er der masser af trækkende havfugle på Øresund. Det er store flokke af skarver, suler, søkonger, teister, rider, mallemukker og måger. De skal ikke dykke ned i en oliesovs, uanset hvilken slags olie der er tale om, for så fryser de ihjel, siger akvariechefen.
Han har dog ikke fået nogen oplysninger om olieindsølede fugle.

Fejlene tæt på Hornbæk
Fejlene er lokaliseret cirka 1000 meter ud fra kysten ved Ellekilde Hage, nær Hornbæk. Selve reparationen af kablet kræver en frigravning, men der monteres nu stålpyramider, der opsamler den udsivende olie.

Da det nu er lokaliseret, på hvilken fase fejlen ligger, kan et reservekabel sættes i drift, og derved bliver driften normaliseret, efter at kablet de seneste dage har været sikkerhedsudkoblet.

– Det er endnu for tidligt at sige, hvornår vi er færdige med at reparere kablet, men nu hvor lækagen er pinpointet, så kan vi sætte reservekablet ind og opsamle olien. Forsyningssikkerheden på Sjælland har været stabil i hele forløbet, og i løbet af torsdag aften forventer vi at den er normaliseret, siger driftsansvarlig hos Energinet Laith Issa.

Søkablet indeholder olie, der fungerer som isolation. Olien er en mineralsk olie af typen T3550, der har en konsistens som madolie, og som nedbrydes over tid. Energinet vurderer, at der er sket et udslip på omkring 9000 liter. Kablet og beholderne indeholder i alt omkring 30.000 liter olie.

Kablerne er 35 år gamle, og de ældste skulle allerede været skiftet ud med nye i 2017 – et arbejde som Svenske Kraftnät står for. Men på grund af en retssag omkring udbuddet af opgaven er udskiftningen udsat til 2020.

Det er endnu ikke klarlagt, hvad der har forårsaget lækagen.