fbpx

Contender-sejlerne ser frem mod VM på hjemmebane

Inkluder i Newsletter: Ja

I den sidste weekend af april havde den danske Contenderklasse sat i hinanden i stævne i Hellerup til sæsonopstartstræningslejr. Her skulle formen pudses af op mod en sæson som for langt de fleste har et højdepunkt i juli måned, når der skal sejles VM på dansk grund i Sønderborg.

Træningslejren foregik over to dage – men det kunne lige så godt have været to dage med måneder imellem. Lørdag mødte vi op til silende regn, 4 grader og ingen vind. Det var vel nærmest vintertræning og ikke forårstræning. Søndag derimod var det lækkert forårsvejr med sol, 5 m/s og dejlig forårsvarme.

20 contendere havde fundet vej til Hellerup, heraf fire tyskere, det siger vel lidt om den danske Contenderklasse, når én af tyskerne havde valgt at bruge sin fødselsdag på at sejle med os i Danmark.

Træneren rykkede alle

Træningen blev styret af OL-landstræner Peter Hansen. Han fik sat fokus på starten, som sammen med det at holde fart i båden, er noget af det vigtigste at have styr på for at få succes i kapsejlads. Det var coaching af højeste kvalitet, og alle fik rykket sig i løbet af de to dage på Øresund. Særligt tydeligt var forskellen på feltet start i første sejlads lørdag og sidste sejlads søndag, hvor alle fik tilkæmpet sig en god plads på linjen.

At holde træningslejre med stjerne-trænere som Peter Hansen er ikke nyt for Contenderklassen. Peter har været inde over klassen flere gange inden for de seneste 10 sæsoner, som også er nogle af de mest succesfulde for den danske klasse, hvor ikke mindre end to verdensmesterskaber er sejlet hjem til Danmark af Bjarke Johnsen (Jyllinge Sejlklub) og Søren Dulong Andreasen (Hellerup Sejlklub) ligesom Jesper Nielsen (Aabenraa Sejl Club) har blandet sig i verdenseliten i flere år. Senest Peter trænede Contenderne var for bare tre uger siden, hvor han var i Aarhus og træne den jyske del af Contenderflåden. Der er tradition i klassen for at holde minimum to weekendstræningslejre om året.

Det gode ved netop denne lejr var, at alle rykkede sig – lige fra nybegynderen til de par stykker, som forventeligt vil ligge og kæmpe med om VM-guldet i Sønderborg. Det skyldes, foruden Peters gode coaching, at contenderklassen er kendt for at dele viden sejlerne imellem. Udover at hele feltet løftes, så hjælper det også på at gøre klassen til et godt sted at være socialt.

Prøv en Contender

Skulle nye have lyst til at prøve kræfter med sejlads i trapezen i en en-mands-jolle, så har vi klubjoller klar til prøveture i Hellerup, Roskilde, Aarhus og Aabenraa. Find mere info på Contender klassens hjemmeside eller Facebookside. Konceptet med klubjoller har contenderklassen kørt i mange år, og man kan se, at flere andre klasser er begyndt at kopiere denne gode idé til at få nye sejlere.