fbpx

Stort pinse-arrangement i Nakskov Havn

Inkluder i Newsletter: Ja

Programmet for Pinsestævnet på Nakskov Havn 13.-15. maj 2016 byder på masser af aktiviteter for børn og voksne på kajerne og på vandet. Havnen i Nakskov genopliver fordums stolte storhedstid, når snesevis af gamle sejlskibe fylder den i pinsedagene. Skibene bringer hundredvis af søfolk til havnen, og der bliver liv og glade dage på kajerne til fornøjelse for alle de nysgerrige, der kommer forbi for at se skibene. Skibene er alle medlemmer af landsforeningen Træskibs Sammenslutningen, som ved samme lejlighed holder årsmøde i Nakskov.

Festen i havnen starter allerede fredag 13. maj. Skibene begynder at ankomme, og havnebarerne åbner kl. 15. Samtidig er der musik og sømandsviser på kajen med kunstnere fra Nørregade Teatret.

Fredag eftermiddag er der mulighed for at opleve Jens Smed fra Middelaldercentret, og Den Gamle Smedje i Nakskov, som rykker ned på havnen og tænder op i essen både fredag og lørdag.

Fredag og lørdag byder på aktive håndværkere fra Svendborg Maritime Oplevelses-Rambla, som både har rebslager, sejlmager og bådebygger med. Her kan man også lære at binde knob og trække i blokke og taljer. Også rebslager Carsten Hvid fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde har en bod på havnen begge dage. Her viser han tovværk i hamp, manila, kokos, hestehår, sælskind og lindebast.

Kom om bord på legeskibet

Der bliver masser af legemuligheder for børn og forældre på kajen både fredag, lørdag og søndag. Legeskibet Lilla Dan ligger i havnen, og der vil være en klatrecontainer og andet spændende legeudstyr samt en masse spil, hvor børn og forældre kan udfordre hinanden.

Sejlads med lokale produkter

Lørdag formiddag bliver sejlskibstidens sejladser med lokale produkter genoplivet. Det sker, når skibene Emanuel, Jensine og NH1 anløber kajen med lækkerier fra Fejø Laks, Frederiksdal Kirsebærvin og Nakskovs Sildekoner. Der bliver salg af produkter over rælingen indtil middag, derefter fra boder på kajen. Slagter Friis er også på havnepladsen med et par boder fyldt med lokale lækkerier.

Hvem skal være årets marsvinjæger?

Lørdag kl. 11 springer de lokale politikere ud som søfolk i den såkaldte Marsvinejagt. Det er en kappestrid, hvor joller får bundet en ballon på slæb. Så gælder det ellers for mandskabet om at ro stærkt og få harpuneret de andres balloner, mens man forsøger at passe på sin egen. Mindst fem joller skal kæmpe om titlen som årets bedste marsvinejæger. Den ene bliver bemandet med politikere fra Lolland Kommunes røde fløj, den anden med politikere fra den blå fløj. En tredje jolle bemandes af folk fra Nakskov by, en fjerde jolle af Nakskov Sejlklub, og en femte af Træskibs Sammenslutningen.

Lørdag middag åbner borgmester Holger Schou Rasmussen pinsetræffet, og der bliver uddelt præmier til marsvinejægerne. Herefter begynder de fleste skibe at sætte sejl og forlade havnen – men de kommer tilbage igen. Fra klokken 13 til 15 er der nemlig præsentationssejlads på fjorden, hvor skibene får mulighed for at vise sig i al deres pragt, om vejret tillader det.

Midt på eftermiddagen lægger skibene til kaj igen, og interesserede får mulighed for at gå om bord og kigge.

Søndag middag begynder skibene at forlade havnen og sætte kursen hjemad. Afslutningen på træffet kan gøres om bord på KIVIOQ, der har tilhørt polarforsker Knud Rasmussen. Her indleder postbådfører Otto Paludan et foredrag om vennerne og samarbejdsparterne Knud Rasmussen og Peter Freuchen kl. 13, og kl. 14 fortsætter fortællingerne på Postbåden VESTA med en sejltur ud til Peter Freuchens ø Enehøje. Sejlturen kræver tilmelding.

Se oversigt over programmet her.