fbpx

Blev Team Danmaks direktør Michael Andersen 'slagtet' politisk?

Inkluder i Newsletter: Ja

Dansk sejlsport har lige siden Team Danmark blev oprettet for 30 år siden, været blandt de sportsgrene, som har modtaget mest årlig støtte fra Team Danmark, og det gælder tillige gennem de seneste 8 år, og vi taler om 7-8 mio. kr. om året.

Michael Andersen var for nylig med sejlerne i Santander, og overværede dansk sejlsports succes med to VM sølvmedaljer samt OL-kvalifikation i syv klasser.

Bådmagasinet erfarer fra en række idrætsledere og forbund, at der er stor respekt omkring Michael Andersens person og hans udvikling af Team Danmark. Michael har selvfølgelig også haft modstandere, f.eks. Volleyball forbundet som ikke har villet anerkende, at de ikke har tilstrækkelig højt internationalt niveau til at være finansieret som eliteforbund.

Rasende og skuffet

Team Danmarks direktør siden 2006, Michael Andersen er både rasende og skuffet, da Bådmagasinet taler med ham i Nordjylland:

”Det var meget overraskende for mig, og jeg havde forventet en dialog med Team Danmarks bestyrelse. Det er efter min opfattelse et idrætspolitisk valg, som er truffet af folk der er kommet ind i Team Danmarks bestyrelsen med et bundet mandat.” 

”Det er naturligvis altid et spørgsmål om tillid og tro mellem parterne, og vigtigt at man kan komme igennem med sine ideer og holdninger overfor en politisk bestyrelse, og det har desværre været for meget opad bakke det sidste stykke tid.”

Ifølge en netop udsendt pressemeddelelse skete direktørskiftet uden større dramatik, og med en enig bestyrelse bag beslutningen.

Michael Andersen ser noget anderledes på det. Hans åremålskontrakt nærmede sig udløb, og han havde efter reglerne selv søgt stillingen for at fortsætte i jobbet, da stillingen blev opslået for 9 måneder siden.

Team Danmark talte slet ikke med Michael Andersen

Men der blev slet ikke nogen dialog, hvilket han er både skuffet og rasende over, da han erfarede, at han dermed fuldstændig var blevet forbigået.

Derfor valgte han tirsdag aften at træde tilbage med omgående virkning, selvom Lone Hansen først begynder til februar.

Processen har taget ni måneder, og den skulle have været afsluttet i august. Michael Andersen fortæller, at en ekstern evaluering fra medarbejderne og samarbejdspartnere, samt årlige evalueringer har været i top. Så det er efter hans opfattelse en helt uacceptabel og utilfredsstillende proces. Michael Andersen siger videre:

”Det er almindelig kendt, at min relation til Danmarks Idræts-Forbund til tider har været noget anstrengt, men det skyldes alene, at det altid har været min klare opfattelse, at Team Danmark stod sig bedst som eliteidrætsorganisation ved at være uafhængig af det politiske system i DIF.”

”Jeg ønsker Lone held og lykke i jobbet, og det er en varm stol hun sætter sig i. Sådan er det i idrættens verden, hvor det er politisk valgte bestyrelser.”

Michael Andersen imod DIF-indflydelse

Det er almindelig kendt, at Danmarks Idræts-Forbund gennem de senere år har forsøgt at sikre sig større direkte magt over Team Danmark, ligesom man også har forsøgt at overtale politikerne til mere eller mindre at lægge Team Danmark ind under DIF.

Mange af specialforbundene, som er medlem af DIF, har tidligere været direkte imod, idet man ikke ønskede, at DIF som forbund for mere end 60 forbund, skulle udnytte sin magtposition til at påvirke Team Danmarks strategi, og ikke mindst støttepolitik.

Det er i dag kun cirka 25-30 DIF specialforbund der modtager støtte fra Team Danmark, og det er dem der præsterer støtteværdige resultater. Resten af forbundene har ud fra en kvalitetsmæssig vurdering af det internationale niveau, forbundenes talent- og elitearbejde samt idrætsudøvernes niveau ikke kunnet opnå økonomisk støtte ud fra de hidtidige støttekriterier.

Michael Andersen har rykket Team Danmark til et nyt niveau

Formanden for Team Danmarks bestyrelse Frank Jensen fortæller, at han ikke er i tvivl om den store værdi, som Michael Andersen har tilført eliteinstitutionen i de 8 år, han har stået i spidsen:

”Team Danmark står som en uhyre stærk institution, ikke mindst takket være Michael Andersen, som har været en vigtig drivkraft i Team Danmarks udvikling i de seneste år. Michael har formået at rykke Team Danmark som institution til et helt nyt niveau siden 2006, og det bliver nu Lone Hansens opgave at sørge for, at Team Danmark fortsætter den positive udvikling fremover.”

Fra Bådmagasinets side forstår vi ikke helt, at man vrager Michael Andersen, som uomtvisteligt har været med til at udvikle Team Danmark markant som direktør, og resultaterne er også klare – Dansk eliteidræt vinder stadig flere medaljer.

På den anden side forstår vi heller ikke valget af Lone Hansen, der kun har få års ledelseserfaring. Hun har i nogle få år har været direktør for Anti Doping Danmark, før det teamleader (sportspsykologi) i Team Danmark og tidligere forsker ved Arbejdsmiljø Instituttet. Lone har selv været eliteatlet og landstræner i karate.

Det er allerede sluppet ud i medierne, at der ikke var enighed i Team Danmarks bestyrelse, selvom det er dét man siger i pressemeddelelsen.

Godt fundament at bygge videre på

Frank Jensen siger om Lone Hansen:

Lone Hansen kommer med en utrolig interessant profil. Lone har gode ledelseskompetencer, og så har hun en stærk faglighed på elitesportsområdet, hvor hun har arbejdet som idrætsforsker på Ph.d.- og Post Doc- niveau. Forskning og innovation i elitesporten bliver et stadig vigtigere konkurrenceparameter. Med Lones kompetencer og indsigt i forskning og strategisk ledelse kombineret med hendes fokus på, at Team Danmark skal udvikle sig yderligere som vidensinstitution, tror vi på, hun kan accelerere den positive udvikling, som Team Danmark og dansk eliteidræt er inde i.”

Lone Hansen siger selv om sine nye udfordringer:

”Jeg er utrolig glad for, at jeg får mulighed for at videreudvikle et i forvejen stærkt Team Danmark. Der er et rigtigt godt fundament at bygge videre på med meget kvalificerede medarbejdere og faglige eksperter.”

”Samtidig står dansk eliteidræt rigtig stærkt her godt 600 dage før OL i Rio. Jeg ser derfor meget frem til at være med til at finjustere de OL-forberedelser, som Team Danmark allerede er i fuld gang med i tæt samspil med de enkelte specialforbund og Danmarks Idrætsforbund,” slutter den kommende direktør og understreger, at hendes væsentligste opgave dog bliver allerede nu at sætte fokus på den langsigtede udvikling. I første omgang det støttekoncept, som Team Danmark i foråret 2015 går i gang med at forberede for perioden 2017- 2020.

”Mit mål er, at Team Danmark fortsat skal være en international orienteret eliteinstitution, der har sit solide afsæt i den danske model, hvor sporten går hånd i hånd med uddannelse eller en civil karriere for atleterne. Denne særlige danske model har vist sit værd i nu 30 år, og jeg glæder mig meget til at videreudvikle rammerne for vores allerbedste atleter og talenter.”

Lone Hansen tiltræder i stillingen som direktør i Team Danmark til februar 2015. Indtil hun tiltræder, vil teamleder for sportsteamet i Team Danmark, Per Boldt Jørgensen, være konstitueret leder i Team Danmark.