fbpx

Velkommen om bord

Inkluder i Newsletter: Ja

Bådmagasinet har været på internettet siden 1998, og har været sejlernes foretrukne site, når de daglige nyheder skulle indtages eller hvis båden, via Bådmarkedet, skulle finde nye ejere.

Appetitten har gennem de mange år i den grad været stigende, og når flere end 45.000 unikke brugere pr. måned, - finder vej til baadmagasinet.dk - ja så bliver vi bekræftet i behovet for en gennemgribende "renovering" af det gamle ellers så trofaste system.

Tiden er kommet til at byde dig velkommen om bord i vores nye site, som vil være med til at bringe dig ind i den nye medie-tidsalder, hvor print og net bindes sammen og går op i en højere enhed.

Bådmagasinet kan som det eneste månedsmagasin herhjemme, sammen med det mest komplette website, tilbyde dig muligheder som ikke findes mage i sejlsportens journalistiske verden!

Hele godteposen for abonnenter
Til vores trofaste print-abonnenter åbner vi naturligvis op for hele godteposen på vores nye site.

Du vil som altid modtage Bådmagasinet i postkassen, men via baadmagasinet.dk får du også adgang til det på computeren eller på din iPad.

Der bliver gratis adgang for abonnenter til hele vores opdaterede artikelarkiv med bådtest af såvel nye som brugte både, rejsebeskrivelser, gør det selv-artikler og specialproducerede film fra eget arkiv. Der vil blive afholdt konkurrencer med masser af fede præmier. Kort og godt - et overflødighedshorn af hvad hjertet kan begære, finder du som abonnent i "Mit bådmagasin".

Abonnement til online-magasiner
Ønsker du ikke at modtage Bådmagasinet hjem i postkassen, men trods alt er nysgerrig nok til at læse ægte journalistisk bearbejdet artikler, så køber du blot et Bådmagasinet online-abonnement, hvor du får Bådmagasinet elektronisk til enten læsning i din browser eller på iPad. Online-abonnementet indeholder, bortset fra leveringen af Bådmagasinet i postkassen, samme godtepose som print-pakken.

Adgang til artikler
Ønsker du, mod forventning, ikke at blive beriget med Bådmagasinet i din postkasse eller online, kan du stadig få del i artikelarkivet samt specialproducerede artikler og videoer gennem et web-abonnement. Her vil dit abonnement løbende blive opdateret med specielt udvalgte artikler, test, rejsebeskrivelser og gør det selv-tips alt sammen redaktionelt stof man kun får adgang til som betalende abonnent.

Alt gratis som før
Nu sidder der nok mange og tænker, næææ Øverup den går ikke. Vi vil ikke betale for alt det, der har været gratis tidligere! Det kommer I heller ikke til. Vi fortsætter naturligvis med den daglige strøm af nyheder, som er med til at holde vores site på toppen og være det mest besøgte båd-nyhedssite i Danmark.

Velkommen om bord.