fbpx

Surfernes World Cup kommer til Klitmøller

Inkluder i Newsletter: Ja

Området ved Klitmøller er optimalt at surfe ved. Det har surfere fra hele verden vidst i mere end 30 år, og fiskelejet Klitmøller syd for Hanstholm er med årene blevet centrum for det, man i surfkredse kalder Cold Hawaii. Her surfes der på Nordsøens bølger, der på Thykysten bliver flere meter høje, fordi de ruller ind helt fra Nordatlanten.

På grund af det unikke bølgemiljø har Cold Hawaii så høj status blandt surfere, at området nu for tredje år i træk er blevet vært for World Cuppen. KIA Cold Hawaii PWA World Cup i Klitmøller har deltagelse fra 48 surfere, der er blandt verdens allerbedste. Her vil de konkurrere på vestkystens karismatiske bølger med hop og saltomortaler 10-15 meter over bølgetoppene.

Kiacoldhawaii

Der bliver masser af saltomortaler og hop ved Klitmøller

Verdensmesteren kan kåres på dansk grund

Blandt dem er sidste års verdensmester, den kun 18-årige tyske Philip Köster. Han fører i år World Cuppen så suværent, at han allerede i Klitmøller har en chance for at kunne slutte stævnet med armene i vejret og lade sig hylde som verdensmester igen. Det på trods af, at der foruden stævnet i Klitmøller, resterer endnu et stævne på den tyske ø Sylt i slutningen af september.

Philip Köster

Tyske Philip Köster i aktion

Bedste dansker i årtier

En anden sejler, som sikkert vil få en del opmærksomhed, er danske Kenneth Danielsen. Han er opvokset i Aalborg, men bor til daglig i Klitmøller og er altså på hjemmebane, når der skal dystes på de op mod fire meter høje bølger i uge 39.

I øjeblikket er Kenneth Danielsen nummer 15 i PWA World Cup, men med publikum i ryggen og et nært kendskab til miljøet er der grund til at håbe på, at han vil kunne slutte i toppen af feltet.

10-15 meter over vandet

I Klitmøller skal surferne dyste i disciplinen "Wave Performance". Som navnet antyder, er det en opvisningsdisciplin, hvor sejlerne får point efter de tricks og hop, de udfører. Hvis vind- og bølgeforholdene er rigtige, vil man kunne se surferne hoppe og lave deres tricks 10-15 meter over Vesterhavets bølger. Publikum kan følge begivenheden fra land og vil løbende blive opdateret om resultaterne.