Så er der godt nyt til gamere med en interesse for sejlsport (eller omvendt): Hydrofoil Generation er et nyt spil, hvor man kan deltage i SailGP, siddende tørt foran en en skærm, eventuelt med cola og pizza - og uden styrthjelm. Man sejler F-50, som Nicolai Sehested og hans team, og med dagens computergrafik og processorhastighed kan det være en ganske livagtig oplevelse.
Jaxx Vane Studio
Spillet kommer fra Jaxx Vane Studio, og beskrives på spillets hjemmeside som et passionsprojekt, skabt af Stefano "Kunos" Casillo. Han er medstifter af Kunos Simulazioni, kendt fra det globalt anmelderroste racerbil-simuleringsspil Assetto Corsa.
To slags både
I Hydrofoil Generation sidder du ved roret på foilende katamaraner med vingesejl – enten en ”Jx50”, hvor du selv styrer mange af funktionerne, eller en ”Jx40”, hvor foilstyringen er automatiseret. Det hele er programmeret med stor fysisk nøjagtighed. Du styrer taktik på banen, sejltrim og foils. Det gælder om at få båden til konstant at flyve så højt som muligt for at optimere hastigheden, men ikke så højt at du risikerer at hamre ned i vandet – eller det der er værre. Kæntring er nemlig en reel risiko.
Kendte venues fra SailGP
I spillet skal man også håndtere vind fra skiftende retninger, forskellige bølgeforhold, strøm og op til 10 modstandere i multiplayer-kapsejladser. Blandt andet Den Haag, Hong Kong og Bermuda er genskabt med realistiske og genkendelige kystlinjer.
Udviklerne beskriver Hydrofoil Generation som "et krævende simulatorspil, der presser dine færdigheder og passion til det yderste”.
Køb spillet for 20 euro (150 kr.) her
Få en smagsprøve her: