fbpx

'Vi gør det, vi elsker'

Related Articles: Sejlerlandsholdet på vej til Mallorca - men ser også frem mod 'Hyeres'
Inkluder i Newsletter: Ja

Mange sejlere kæmper om at blive bedst, men ikke alle kan blive det, og heldigvis fortsætter mange med at sejle og deltage i kapsejladser. Hvad er en ’vinder’ og ’Sportsmanship’?

Konkurrencesport og kapsejlads handler om at vinde – eller i hvert fald om at vinde over sig selv, ved at nå de mål man sætter sig. Nogle kæmper hver gang for at komme på podiet, for nogle er målet top-10 eller top-20, for andre er målet at gennemføre samtlige sejladser, gøre det så godt som muligt, og have det sjovt.

De Olympiske Lege er det ultimative mål for mange unge sejlere, også større end at deltage i og forsøge at nå topplaceringer i de årlige VM eller EM.

Hvert fjerde år dyster danske sejler om at kvalificere sig til De Olympiske Lege, men der er kun plads til én besætning i hver OL-klasse. Resten må vente til OL om fire år – hvis de vel og mærke fortsætter med at sejle i deres olympiske klasse. OL-sejlsport er ikke noget man bliver rig af at sejle, der er nemlig ikke mulighed for at tjene penge ved at sejle i de olympiske klasser. Så danske sejlere gør det, fordi de er ambitiøse, det er lærerigt, det er sjovt, det giver oplevelser, det giver venner over hele verden.

OL-udtagelserne er slut i 5 af de 10 klasser, og det glædelige er, at mange af de OL-besætninger som ikke lykkedes med OL-kvalifikationen, er på startlinjen i Princesa Sofia Cup på Mallorca, hvor de første sejladser fandt sted mandag.

”Vi gør det, vi elsker!”
Én af de besætninger som ikke lykkedes med OL-kvalifikationen er Frederik Rask & Jakob Precht- Jensen i 49er. Det var dem der sidste år sikrede Danmark OL-nationspladsen i 49er, og deres mål var samtidig at repræsentere Danmark ved OL 2024. Jacob Precht-Jensen deltog i OL 2021 som gast hos Jonas Warrer, hvor de blev nr. 5, og herefter startede samarbejdet med Frederik Rask og en ny OL-satsning.

Frederik & Jacob har kæmpet tre år for at realisere deres OL-drøm sammen, men det lykkedes ikke. At tabe en OL-udtagelse er ikke sjovt, det gør ondt.

Men Frederik & Jakob er vindere – de er med på startlinjen på Mallorca – At rejse sig og finde ind til glæden ved sejlsporten igen så hurtigt, er forbilledligt. Det er stort ’Sportsmanship’ !

Søndag inden de første sejladser ved Princesa Sofia Cup, skrev Frederik & Jakob på deres Facebook side:

”Vi skal ikke til OL. Det er hårdt og trist at skrive de ord, men det er desværre sandt. 

De sidste 1,5 år har mildest talt været udfordrende. Vi har ikke lykkedes med at udvikle os som vi gerne ville, og selvom vi har holdt et højt topniveau, så har fundamentet været for skrøbeligt efter, at vi fik de nye master.

At tabe OL-udtagelsen har selvfølgelig sat gang i en masse tanker om vores retning, motivation og evner. Det er hårdt at dedikere sit liv til noget og føle, at vi ikke udfylder vores potentiale. 

Vi føler stadigvæk at vi har et stort potentiale, men vi skal helt sikkert have ændret nogle ting.

Processen og kærligheden til 49er sejlads er dét, som motiverer os, og med det udgangspunkt besluttede vi os for at tage til Mallorca for at sejle World Cup. Vi er hernede for at vise overfor os selv og omverdenen, at vi ikke kan slås ud, og at vi gør det som vi elsker. I morgen (mandag, red.) starter stævnet. Vi glæder os til at komme på vandet.”

Kæmpe held & lykke til Frederik & Jacob på Mallorca – og naturligvis til alle de øvrige danske OL-sejlere, som stiller op ved Princesa Sofia Cup og World Cup stævnet.

OPDATERET, tirsdag morgen kl. 06:30

Gode danske takter på førstedagen: De bedste resultater kom som ventet i ILCA 6, men rollerne var byttet om. Anna Munch er startet stærkt og ligger nr. 4 med en 3.- og 4.-plads, mens Anne-Marie Rindom ligger nr. 10 med en 11.- og 2.-plads. Der er 114 deltagere i klassen.

I ILCA 7 ligger Johan Lundgaard Schubert nr. 14 med en 12.- og 2.-plads. Der er 184 deltagere i klassen

Med vind op til 30 knob og store bølger kunne der ikke gennemføres sejladser i andre klasser med danske sejlere, 49er, 49erFX, Nacra 17 og IQFoil.

Den 53. Princesa Sofia Regatta er et World Cup stævne med imponerende 350 både, 1100 sejlere fra 76 nationer – suverænt verdens største regatta for de olympiske klasser.

Link til Princesa Sofia Cup resultatlisterne her.












Udvalgte artikler *