fbpx

Interview: Hurtigere rute rundt om Fyn?

Related Articles: Palby Fyn Cup: Det blev en lang tur - 'finte' uden om Langeland holdt ik'
Inkluder i Newsletter: Ja

De tre hurtigste både på årets udgave af Palby Fyn Cup valgte hver deres bane rundt om øen. Og selv om vinderen, Seacart 30 trimaranen Like 7th Heaven, sejlede den traditionelle og korteste bane, viser de tre bådes performance, at har man en hurtig båd så kan der være tid at spare ved at undgå Svendborgsund. 

Det hele begyndte ellers som det plejer på årets udgave af Palby Fyn Cup. Jens Quorning, Thomas Ebler og deres nye gast Johannes Lyngsø Thomsen lagde sig i spidsen af flerskrogsfeltet fra start i den optimerede Gert Frederiksen F28 trimaran Dragonfire. Fyn skulle holdes om styrbord, så efter kryds til Fynhoved gjaldt det Storebælt med næste store udfordring i Svendborgsund. 

  • Jens og hans besætning var kommet foran efter krydset mod Fynshoved. Men på stykket igennem Storebælt kunne vi se på trackeren at vi hentede på dem. Vi går godt med vores store code 0, også når det bliver lidt lettere. Pludselig forsvandt han. Vi fandt hurtigt ud af, at han var gået uden om Langeland, men vi vurderede, at det var for stor en omvej, så vi valgte at fortsætte mod Svendborgsund, fortæller Peter Bolvig, der sammen med Bo Hasseriis står for projektet. Med på turen havde de allieret sig med en ny gast, tyske Moritz Burmester.  

  • Vi lå klart forrest. Jeg vil tro 25 minutter (ca. 3-4 sømil :red), men jeg gad ikke, at vi endnu engang skulle kæmpe os igennem et vindstille Svendborgsund. Vores beregninger viste, at der ville være to timer, hvor vi ville ligge helt stille i Svendborgsund. Skete det for vores konkurrenter, ville vi være hurtigere på den længere bane uden om Langeland, med den prognose vi havde for Langelandsbæltet og farvandet syd for Ærø, fortæller Jens Quorning til Bådmagasinet.

Omvej på 27 sømil
Så for at undgå Svendborgsund valgte Skærbæk-teamet at sætte alt på et bræt og gå ud en 27 sømil lang omvej uden om Langeland og Ærø. Det var med helt åbne øjne og med en vis risiko. 

– Vi ved naturligvis godt, at når man er forrest, skal man placere sig mellem sin konkurrent og næste mærke, siger Jens Quorning, men vi havde lyst til at prøve noget andet denne gang. 

I Svendborgsund gik det langsomt fremad for Seacart 30eren, men det var sjældent, at båden lå helt stille. På trackeren ser det ud til, at Just Like 7th Heaven i alt lå stille i ca. 45 min. 

Black Marlin tager Beckett ruten
Samtidig havde den tredje top-contenter i flerskrogsfeltet, trimaranen Black Marlin, hvor Jan Andersen er skipper også fravalgt Svendborgsund. Han havde dog valgt Rudkøbingløbet, hvor man går forbi Rudkøbing og kommer op gennem øhavet med Strynø om styrbord, mellem Egholm og Birkholm og syd om de øvrige øer inklusive Lyø. En bane, der er væsentlig kortere end Jens Q og Co's, men dog længere end den traditionelle gennem Svendborgsund. 

Banen forbi Rudkøbing udmærker sig ved at byde på betydeligt mere fri vind end man får i Svendborgsund. Det blev senest bevist, da familien Becket satte deres fantomtid på Fyn Rundt på foil-kites på 8 timer og 28 minutter. Brødrene er kendte for deres gode forberedelser og grundige research, og de var noget frem til, at Svendborgsund er no-go, hvis man vil sejle stærkt rundt om Fyn i let vind.

  • Vi havde set prognosen for Svendborgsund. Skal vi have en chance mod Jens og Peter skal det blæse betydeligt mere end tilfældet var. Så vi tog en chancen og gik via Rudkøbingløbet. Det er kun 6 sømil længere og gik rigtig godt indtil syd for Drejø, hvor vi kom til at ligge stille i 2 timer. Vi mener stadig, at vi hentede, eller i hvert fald minimerede tabet til Peter og Bo i Seacarten, siger Jan Andersen. 

Platlæns ved Langeland
Samtidig på lænseren på ydersiden af Langeland, var der platlæns. 

– Vi fik platlæns, så vi bommede, eller krydslænsede om du vil, så vi på den måde sejlede yderligere 6 sømil længere.

Vindhullerne indfandt sig også i Svendborgsund. 

– Vi havde fuld koncentration på gennem Svendborgsund, men vi undgik ikke at ligge stille. Her bagefter synes jeg, at vi sejlede en næsten fejlfri sejlads. Vi var meget tilfredse, da vi igen fik vinden på vestsiden af Svendborgsund broen, fortæller Peter Bolvig. Han fortæller videre, at det fælles projekt med Bo Hasseriis blandt andet har bestået i en ny og meget moderne sejlgarderobe, hvor sejlene er tydeligt inspireret af de store internationale trimaraner. Det har gjort båden væsentligt hurtigere og nemmere at sejle, særligt i  forhold til den normalt suveræne Jens Quorning. De slog Jens Quorning og hans erfarne besætning med Thomas Ebler og Erik Fruergaard i en af syv sejladser under det netop afholdte Texel DM for flerskrogsbåde. Peter Bolvig fortæller, at fornemmelsen på Seacart 30eren efter DM var, at Dragonfire bestemt var til at tale med. 

Vi forærede dem sejren
På sin side mener Jens Quorning, at de mere eller mindre forærede sejren til den Københavnske båd. 

– Vi gjorde, hvad vi gjorde med åbne øjne. Vi viste det var med en stor risiko. Vi havde regnet med, at de havde ligget stille i længere tid end de gjorde. Så det er fair, at de tager 1.pladsen i år. Jeg håber, de laver lidt reklame for sejladsen i København, siger Jens Quorning. 

Fyn Rundt banen er åbnet
Tilbage står, at årets sejlads viser, at har man en hurtig båd, så er det en overvejelse værd om ruten bør lægges syd om Svendborgsund. 

På den måde er der stor cadeau til Jens Quorning og crew for at nærlæse reglerne og finde ”hullet” med en nyfortolkning af hvordan respektere kompasafmærkningen ved Thurø Rev. 

Der er også points Jan Andersen for at lægge sin rute om og følge ”Becket banen”.

Sidst, men ikke mindst er der masser af applaus til vinderne Peter Bolvig, Bo Hasseriis og Moriz Burmeister for at sejle fejlfrit gennem Svendborgsund og holde pedalen i bund uden at se sig tilbage hele vejen til Bogense.

Her på Bådmagasinet synes det er et spændende taktisk tiltag at banen rundt om Fyn nu er åbnet. Vi tror flere både i de kommende år vil forsøge sig på ”Beckett Banen” der med stor sandsynlighed vil være den hurtigste rute rundt om Fyn for de hurtigste både, når der er let luft i Svendborgsund.









Kort nyt

De er der ikke endnu – men når de kommer...

Kort nyt

Flot donation øger sikkerheden i Roskilde

Kort nyt

Tun-feber i Helsingør – billetterne er revet væk

Kapsejlads

Anne-Marie Rindom skadet - misser Hyéres!

★ Artikel

★ Ruffet måtte af og på igen

Kapsejlads

Første officielle DM i singlehand sejlads er en realitet 

Kapsejlads

Sejlerlandsholdets sidste store test før OL





Udvalgte artikler *