fbpx

Wayfarer: Veloverstået efterårsstævne i Herslev

Inkluder i Newsletter: Ja

Sidste weekend afsluttede wayfarerklassen kapsejladssæsonen med det traditionsrige efterårsstævne i Herslev Strand Sejlklub. 13 joller var mødt frem, og de blev vanen tro mødt af en sejlklub, der havde fuldstændig styr på det hele – både på vand og på land - ja, selv vejrguderne har de tilsyneladende særdeles gode kontakter til. Flottere sejlvejr kan man ikke forlange på denne tid af sæsonen.

Lørdag blev der sejlet fire sejladser på op-ned-baner i tiltagende – og springende - vind, startende med 5-6 m/s og langsomt øgende til 8-9 m/s med kraftige pust, der for alvor satte liv i spilerbenene – enkelte måtte en tur i baljen, men alle slap uden havarier.

Bedst i blæst
Bedst i den friske luft var hårdtvejrsspecialisterne Niels Alslev og Anders Pjetursson fra Farum a point med Bjarne Lindquist og Jan Nielsen fa Ho Bugt. Begge besætninger viste solid sejlads – både når det gjaldt om at læse de mange vindspring, og når det gjaldt boathandling i den friske vind. Efter sejladserne blev de trætte besætninger mødt på land af moleøl, hjemmebag og kaffe – efterfulgt af fornem festmiddag om aftenen.

For stor en fordel - om igen
Søndag var vinden aftaget, så der ”kun” var 4 – 6 m/s – igen dog ganske springende, hvilket udfordrede de fleste besætninger. Selv om lørdagen havde trukket en del søm ud hos mange af besætningerne, var det dog et særdeles tændt felt, der lagde an til dagens første start. Det kombineret med en startlinje, hvor den læ fordel var til at få øje på, betød, at hele feltet satte i gang i god tid før startskuddet, og der var ikke andet for dommerne at gøre end at lave en generel tilbagekaldelse. 

I denne lettere – og meget springende - luft ville flere besætninger blande sig i toppen af feltet, og der var i de fem sejladser, der blev gennemført søndag, generelt end del elevatorsejlads.

Bedst over weekenden var Bjarne Lindquist og Jan Nielsen, der vandt stævnet med en meget stabil serie. Andenpladsen gik til Christian Milert og Kim Fremlev fra Farum, mens letvejrsspecialisterne Martin og Sofie Bak – også fra Farum – efter en lidt tung førstedag udnyttede de lette vindforhold om søndagen til at sejle sig op på en samlet 3. plads. 

Se resultatlisten i galleriet herunder


Galleri